Gå til hovedindhold

Mobile menu

En skrædder i helvede – eller et vigtigt signal til Afrikas unge

Timelang kritik af, at dansk bistand også i 2018 kun bliver på 0,7 pct. af BNI, efterlod udviklingsminister Ulla Tørnæs upåvirket. ”Jeg hører jo ingen protester i Folketinget.”
Ulla Tørnæs foran det kritiske publikum hos IDA Global Udvikling onsdag aften.

Ulla Tørnæs foran det kritiske publikum hos IDA Global Udvikling onsdag aften.

Erik Blas

”En dansk hjemsendelsesambassadør kan måske få hjemsendt 10 afviste asylansøgere til et afrikansk land hist, 5 andre pist. Det foreslår jo som en skrædder i helvede,” lød det bramfrit fra ulandsveteranen Bjørn Førde, da IDA Global Udvikling onsdag aften havde inviteret udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) til debatmøde for at forklare – og forsvare – de udviklingspolitiske prioriteringer, der ligger til grund for regeringens finanslovsforslag for 2018.

Her vil regeringen bl.a. afsætte 75 mio. kr. til ”udsendelsesindsatser i relevante udviklingslande” og til at understøtte den nye udsendelsesambassadørs arbejde. Et initiativ, som Bjørn Førde tydeligvis ikke har de store forventninger til, og som han mente snarere tjener til at sende et indenrigspolitisk signal i Danmark end til at få den store effekt på flygtningestrømmen.

”Helt forkert,” replicerede Ulla Tørnæs straks. ”Initiativet sender et klart og utvetydigt signal til millioner af unge i Afrika om, at deres fremtid ikke ligger i Europa. Jeg har lige været i Nigeria, gået rundt på markedet i Benin City og mødt nogle af de mange unge, der tørster efter at få et arbejde. De jobs skal findes i Afrika, og vi er parate til at hjælpe til med at skabe dem. På den måde bliver denne indsats ikke bare noget-for-noget, men mere-for-mere,” mente ministeren.

Eksemplet illustrerer hvor forskelligt, udviklingsministeren og hovedparten af de knapt 50 fremmødte til debatmødet ser på tingene. Ulla Tørnæs er ”stolt” over finanslovsforslaget for 2018, der tilfører den egentlige udviklingsbistand næsten 2,8 milliarder kr. ekstra i 2018 i forhold til 2017, og som vil befæste Danmarks position på den førsteplads, Danmark også i år indtager på det globale Commitment to Development-indeks.

2 + 2 = 400!

Bjørn Førde, Tim Whyte fra MS ActionAid og Sarah Kristine Johansen fra CARE, der var indkaldt med ”license to grill” ministeren, kvitterede alle for de mange positive takter i det nye finanslovsforslag, men de trak også linjen tilbage til dansk udviklingsbistand før V-regeringens sparehug i 2015, der reducerede dansk udviklingsbistand fra 0,85 pct. til 0,7 pct. af BNI.

”Jeg ved godt, at du er træt af at høre det,” sagde Tim Whyte. ”Men det er altså et historisk lavt beløb, I afsætter til udviklingsbistand. Og det i en tid, hvor mange ting peger i retning af, at der er brug for en større indsats: Vi skal nå de ambitiøse Verdensmål, håndtere klimaforandringerne og det Afrika, som migranterne flygter fra. I har skåret ned, mens andre taler om behovet for en Marshallplan for Afrika.”

Det sendte ikke Ulla Tørnæs i tovene: ”Jeg ser det snarere som min opgave at få andre lande til at yde de 0,7 pct., vi har ydet i mange år. Og så skal vi i øvrigt se bistanden mere som en katalysator, hvor 2+2 ikke bare bliver 4, men 6 eller meget mere, fordi den bruges på en smart måde til at generere langt større private investeringer. Det er sådan, vi vil skrue den nye fond for Verdensmålene sammen, så 2+2 ikke bare giver 4, men måske ligefrem 400!”

Svigter vi Afrika?

”Svigter vi Afrika?” spurgte Bjørn Førde retorisk. Hans eget bud var – næppe overraskende – ja, det gør vi, og det dokumenterede han med tal fra analyser fra Timbuktu Fonden fra 2016, der viser, at Afrikas andel af dansk bistand er stærkt faldende.

”Og den tendens ser ud til at fortsætte. Afrika får en faldende andel af en samlet bistand, der også falder. Og dét på et tidspunkt, hvor regeringen selv taler om, at tyngden i dansk bistand skal ligge i Afrika, og at migration fra Afrika er en af tidens helt store udfordringer,” anførte Bjørn Førde.

”Svigter vi FN?” spurgte han også og svarede igen ja, dokumenteret med tal, der bl.a. viste, at FN’s Udviklingsprogram, UNDP, i 2018 kun får 45 mio. kr. mere end FN-Byen i København og langt mindre end FN’s Befolkningsfond, UNFPA.

”Jeg er jo gammel UNDP-mand, og nok skal du have ros for dit store fokus på kvinder og ligestilling, men jeg havde aldrig drømt om, at UNFPA ville få mere i støtte fra Danmark end UNDP, der bør være FN’s største muskel og står med landeansvaret i de enkelte lande.”

”Jeg er stolt,” svarede ministeren, ”over vores store støtte til UNFPA og deres store arbejde for kvinder, piger, ligestilling og centrale rolle i at håndtere befolkningstilvæksten. Og i øvrigt fortæller tallene ikke hele historien. Vi bidrager til FN og UNDP over andre budgetlinjer end dem, der nævnt her.”

Forvirring om klimatal

Sarah Kristine Johansen, politisk koordinator fra CARE, lagde ud med ros for, at Klimapuljen næste år får 350 mio. kr. mod kun 300 i år. Men så var det også slut med roserne, for også hun gik tilbage til tiden før 2015: Hele 475 mio. kr. årligt var der i den danske klimapulje i årene 2012-14, og Danmarks indsats på klima- og miljøområdet er generelt en skygge af, hvad den tidligere har været.

”Har I glemt alle løfter fra de rige lande, inkl. Danmark, på klimatopmøderne i København og Paris om ekstra penge til de fattige lande til at håndtere klimaforandringerne? Hvorfor skærer I ned her, når klimaforandringerne netop er en af årsagerne til den migration, I så gerne vil sætte ind overfor?” spurgte hun. Og tilføjede i samme sekund. ”Og her er det altså ikke nok at henvise til, at pengene skal komme fra private investorer. Staterne må også på banen, især for at støtte klimatilpasning, som ikke har de private investorers interesse.”

”Vi gør noget. Og vi kan gøre endnu mere sammen med private investorer, som vi allerede har set med Klimainvesteringsfonden,” svarede Ulla Tørnæs, der i øvrigt ikke så den store grund til at skelne mellem udgifter til klimatilpasning og til at reducere udledningen af drivhusgasser: ”Begge dele kommer jo alle – også de fattige – til gode.”

Den tavse opposition

Ulla Tørnæs undlod på mødet at bruge det udtryk, hun har brugt så mange gange før: At 0,7 pct.-målet for den danske udviklingsbistand står ”mejslet i granit”, men hun sagde det samme på flere andre måder de mange gange på mødet, kritikere henviste til de gode gamle dage for blot et par år siden, hvor den danske udviklingsbistand var på 0,85 pct. af BNI:

”Der er ikke politisk flertal for at øge rammen for bistanden,” konstaterede hun kort og godt. ”Alle partier i Folketinget – minus Enhedslisten – har indgået et forlig om, at bistanden skal ligge på 0,7 pct. af BNI som minimum. Jeg overværede hele finanslovsdebatten forleden, og ingen nævnte udviklingsbistanden. Socialdemokratiet kom med et såkaldt finanslovsoplæg, der bestod af en masse tekst, men uden tal. Her var udviklingsbistanden heller ikke nævnt. Det forholder sig sådan i dansk politik, at der er enighed om at bruge 0,7 pct. og at bruge dem så godt og effektivt som muligt,” sagde hun – næsten sejrssikkert til en resigneret forsamling.