Motivet er velkendt: To tegnede grundplaner af skibsdæk, der er fyldt op med mennesker; helt, helt tæt ligger de, skulder ved skulder, på hver eneste ledige kvadratcentimeter. Stakket, pakket og lastet – klar til rejsen over Atlanten, hvor et liv i slaveri venter dem.
Selvom alle blandt publikum kender tegningen, der er projiceret på lærredet foran dem, og historien om trekantshandlen, er det langt fra alle, der har overvejet, hvordan kampen for at afskaffe slavehandlen dér i slutningen af 1800-tallet faktisk blev ført af en civilsamfundsorganisation. Hvordan modstanden mod slavehandlen kom til udtryk gennem verdens første kampagne, skabte verdens første boykot (af brugen af sukker i den engelske te) og verdens første underskriftsindsamling.
Det er Tim Whyte, generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke Action Aid, der har smækket billedet på skærmen. Med det ønsker han at understrege, hvorfra ngo’er og civilsamfundsorganisationer har deres udspring. Hvordan kampen for en sag, indignationen og engagementet er den kerne, det hele falder tilbage på, når alt andet skrabes væk.
Øgede krav stækker uafhængigheden
Vi befinder os på Kalvebod Brygge i København, hvor IDA Global Development har inviteret til en aften i civilsamfundets tegn, hvor fire gæster skal komme med deres bud på ngo’ernes fremtid.
Udgangspunktet er omlægningerne af udviklingsbistanden, hvor de danske ngo’er er blevet konkurrenceudsat og skal dyste om at vinde en fireårig partnerskabsaftale og så meget som muligt af den ene milliard, der er tilbage. For udviklingsbistanden er nu på sit laveste niveau i 30 år, og Ulla Tørnæs har bebudet at nedbarberingen af budgetterne endnu ikke er færdig.
Aftenens første indspark kommer fra Knud Vilby, journalist og udviklingskonsulent.
Med reference til udviklingsministerens kommentar om, at bistanden skal endnu længere ned, og det faktum, at Danmark i dag er den største modtager af dansk udviklingsbistand, giver Vilby udtryk for en endog stor bekymring over, at ngo’erne skal leve op til stadig flere krav og kriterier for at blive taget i betragtning til at modtage støtte fra den resterende sum penge (læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside).
For krav om, hvilke emner man skal beskæftige sig med, eller hvilke lande man arbejder i, vil udelukke nogen organisationer helt fra Danida-støtte, mens de resterende er tvunget til at rette ind – og det vil hæmme den selvstændighed, som civilsamfundsorganisationerne ellers er kendt for, advarer Vilby:
”Der er en betydelig risiko for, at uafhængigheden i civilsamfundsorganisationerne forsvinder, når man indretter sig efter krav, der kommer oppefra.”
Danida er ikke en P-vagt
Samme bekymring deles af Tim Whyte:
”Det vil skabe en øget ensretning, når ngo’er bliver målt på de samme kriterier og skal levere på de samme hylder i forhold til lande og målsætninger; der vil ske en sammenklumpning på midten,” siger han.
Selvom Whyte advarer mod at male fanden på væggen – ”en omlægning af Danida, betyder ikke en omlægning af alle danske ngo’ers virke. Det er jo ikke sådan, at vi parkerer vores selvstændighed hos Danida,” som han siger – er han dog, ligesom Vilby, overordnet set bekymret.
For ham at se, vil de skrappere krav alt andet lige have en indvirkning på det langsigtede, rettighedsbaserede udviklingsarbejde, der fokuserer på mere strukturelle problemstillinger og de længerevarende samarbejder med globale aktører, som for eksempel Mellemfolkeligt Samvirke gør meget ud af. På den måde er konkurrenceudsættelsen i hans optik i strid med hele logikken omkring social samfundsforandring, som ikke kan finde sted inden for den 4-årige ramme, som Danida arbejder med:
”Det er i virkeligheden her, jeg er mest bekymret,” siger Tim Whyte.
Einstein og bureaukrati
Julie Koch, kampagnechef i Greenpeace, begynder sig oplæg med et slide med et citat af Einstein:
”Bureaucracy is the death of all sound work”.
De over 50 fremmødte publikum, hvoraf de fleste på et eller andet tidspunkt har arbejdet inden for ngo-sektoren, smågriner; de ved præcis, hvor Koch vil hen.
Fra sine over 20 år i en masse forskellige ngo’er har hun oplevet, hvordan bureaukrati har ædt mere og mere af engagementet, i takt med, at kravene fra Danida er steget. Det er slet og ret blevet mere forvaltningstungt at være en Danida-ngo, siger Koch, hvilket leder hende til at konstatere, at civilsamfundet ikke kun er i krise i syd, men så sandelig også i nord.
”Jeg tror, at vi om 10 år vil se langt færre ngo’er og en øget polarisering af ngo’erne. Dem, der vil bestå, er dem, der kan starte et folkeligt engagement og dem, der kan ’hive pengene hjem’,” spår hun. For eksempel vurderer hun, at det, hun kalder de store business ngo’er som Red Barnet, Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors fint vil kunne trives i et system, hvor Danida er mere instrumental og stiller flere krav.
Og måske vil ændringerne betyde, at flere ngo’er vil gå i samme retning som Amnesty, Læger uden grænser og Greenpeace, der ikke modtager statsstøtte.
Under alle omstændigheder vurderer Julie Koch, at det er vigtigt, at ngo’erne fremover husker på deres rolle i samfundet – at de får defineret, hvad deres eksistensberettigelse er, deres niche, så de kan svare på, hvorfor de er uundværlige.
Et paradigmeskift
Det er aftenens sidste gæst, Peter Christiansen, der netop har overtaget posten som sekretariatsleder hos Globalt Fokus, helt enig i.
”Hvis vi har social kapitalisme, hvordan fanden har vi så brug for et civilsamfund? Det skal vi selv finde svaret på, for det er der ikke nogen, der gør for os,” spørger han retorisk med henvisning til de multinationale selskaber, der giver en gnalling af deres overskud til udviklingsprojekter – beløb, der vel at mærke langt overstiger nogen Danida-bevilling, og alt andet lige vil batte mere.
Grundlæggende tolker Peter Christiansen det som om, at ngo-sektoren står over for et paradigmeskift:
”Vi vil ændre verden, men i virkeligheden er verden i gang med at ændre os. Vi er nødt til at anerkende, at vi som sektor gennemgår nogle forandringsprocesser – hvis ikke, vi gør det, bliver vi taget på sengen,” siger han.
Hans pointe er, at der sker udfordringer på en masse forskellige niveauer lige nu: Globalt set, for sektoren som helhed og internt i den enkelte organisation, men hvor man oftest har tendens til kun at kigge på det nære, bør man i stedet kigge på det store billede og forholde sig til, hvad der foregår på det niveau.
Løsningen er kigge udad, i stedet for indad, forklarer Peter Christiansen. Frem for kontrol, skal man give plads til kreativitet. Frem for at kigge på fortiden, skal man kigge fremad. Og frem for at lade nødvendighed styre ledelsen, skal man i stedet fokusere på visionen:
”Vi skal huske på, hvad der gør os stolte i civilsamfundet.”
