Jesper Heldgaard hædret med Nairobi-prisen

kim_dang_trong
Årets prismodtager, Jesper Heldgaard (t.h.), sammen med Nairobi-klubbens tidligere formand Jan Kjær.
Foto: Kim Dang Trong
Forfatter billede

Når talen falder på Jesper Heldgaard, beskrives han som dygtig, vidende og i besiddelse af skarp analytisk sans. Han er indbegrebet af journalistiske dyder som grundighed, vedholdenhed og styr på detaljerne. Jesper går i dybden som få andre danske journalister på udviklingsområdet.

Det var en del af begrundelsen, da Nairobi-klubbens tidligere formand Jan Kjær præsenterede Jesper Heldgaard som modtager af dette års Nairobi-pris, der blev uddelt på Nairobi-klubbens årlige generalforsamling i København tirsdag aften.

De tre uafhængige analyser, som Jesper Heldgaard har udarbejdet med støtte fra Timbuktu Fonden, har været uundværlige for forståelsen af det heftige stormvejr, dansk udviklingspolitik er ude i, understregede Jan Kjær.

Med til at stifte foreningen bag u-landsnyt.dk

Jesper Heldgaard behersker både den skrevne journalistik og tv/video, og specialerne er Afrika, bistand, globalisering, verdenshandel, klima og sundhed.

Han bidrager fortsat til Globalnyt med både artikler og blogindlæg, som kan findes her

Foruden Jesper Heldgaard var det nye, blogbaserede webmagasin theturbantimes.com indstillet til årets pris.

Nairobi-klubben er et fagligt forum for medie- og fagfolk, der arbejder med formidling af udviklingsbistand, globale udviklingsspørgsmål m.m. i dansk eller international sammenhæng.