Prinsesse Alexandra beholder protektorater for u-landssager

Redaktionen

Ifølge hofmarskallatet beholder den folkekære prinsesse Alexandra sine tillidshverv i Danmark, som hun ingen planer har om at forlade. Det drejer sig i u-landssammenhæng om følgende:

Som æresmedlem:
Ærespræsident for UNICEF Danmark

Som protektor:
Dansk UNICEF Komité
Randers Regnskov
Rehabiliteringscentret for Torturofre, Jylland, (RCT-Jylland)
Ungdommens Røde Kors

Når medlemmer af den kongelige familie påtager sig protektioner, betyder det, at de påtager sig at begunstige den relevante forening, institution, sag eller organisation.

Dette kan gøres på mange forskellige måder, men generelt gælder det, at den kongelige støtter protektionen ved at være med til at udbrede kendskabet til den enkelte protektion og gennem dette arbejde at inspirere til, at andre mennesker også ønsker at bidrage med støtte på forskellig vis.

Prins Joachim har i u-landssammenhæng især placeret sig som protektor for CARE Danmark og foretaget adskillige besigtigelsesrejser til organisationens projekter i Den 3. Verden. Senest til Niger i Sahelbæltet i Vestafrika, men også tidligere til bl.a. Uganda, hvor han så arbejdet for at bevare de sjældne bjerggorillaer.

CARE Danmark har altid været royalt-betonet med tidl., hofmarskal Søren Haslund-Christensen i en fremtrædende rolle. Hofmarskallatets nuv. pressechef, Lis M. Frederiksen, sidder i CARE Danmarks repræsentantskab

Prins Henrik har i mange år været præsident for WWF Verdensnaturfondens danske afdeling. Han er også protektor for Dansk Røde Kors. Et andet medlem af kongefamilien, prinsesse Benedikte, er protektor for SOS-Børnebyerne

Kronprins Frederik har i u-landssammenhæng p.t. et enkelt protektorat – nemlig Red Barnet, men har i flere sammenhænge vist sig interesseret i Den 3. Verden, f.eks. deltog han i The Haslund-Christensen Film Expedition til Centralasien.

Det er endnu uvist, hvilke protektorater kronprinsesse Mary vil give sig i kast med.