April er sorgens måned i Rwanda, for det var i april, at det brutale folkedrab på op mod en million tutsier og moderate hutuer fandt sted i 1994. Men det er også en måned, der er fyldt med håb for fremtiden og for det nye liv, mennesker er tvunget til at bygge op, når alting er styrtet sammen.
Tale og traditionel dans
Modeshowet blev indledt af en tale, der handlede om, hvorfor mennesker flygter. Fra krige, fra folkemord, fra den totale mangel på liv og håb. Det får folk til at forlade alt og flygte fra det land og det liv, de elskede, men som ikke findes mere, fordi det er druknet i vold og fortvivlelse.
De tager af sted uden at vide, hvor de havner, i håb om at finde et nyt liv. Men havet tager mange menneskeliv. Modeshowet fredag aften var til ære for dem, og for at fejre det nye håb, det nye liv, det nye sted.
Efter talen fulgte en traditionel dans med fire dansere, to mandlige og to kvindelige. Det fik publikums begejstring til nærmest at løfte taget. Danserne gik efterfølgende igen som modeller i modeshowet.
Sæt i tre dele
Modeshowet var delt op i tre sæt, og det første kunne jeg godt have undværet.
Modellerne var delt op i to hold på ca. ti personer hver. Det ene hold var iført noget, der lignede sorte affaldssække med et slavehalsbånd og en større krave i kurveflet om halsen.
Det andet hold var i rwandiske nationaldragter magen til dem, danserne havde haft på, med danske eller rwandiske flag i hænderne.
Dady de Maximos modeshow ‘If the sea could talk’ er en hyldest til flygtninge, der er forsvundet eller døde i havene, ørkenerne, containerne og floderne.
Foto: Trambolinhuset
Det var dog hverken teknisk eller designmæssigt særligt imponerende.
Men så skiftede showet tempo. Efter en urimelig lang pause, hvor modellerne skulle skifte tøj, kom der fantastiske kreationer i pink, sort, rødt og dyreprint på podiet.
De Maximo’s skræddermæssige ekspertise og designmæssige fantasi blev fuldt udfoldet i et show, der hverken lod catwalkene i Paris eller New York noget tilbage at ønske.
Hverken i glamour, vanvittige, nærmest naturstridige former eller total mangel på praktisk anvendelighed.
De Maximo fremviste endda en mere interessant stil end de store modehuse, fordi han blander haute couture med traditionelle, afrikanske stilarter som kantbroderi og storskjorter. Ligesom der visse steder sneg sig et sisalkorset eller –skørt ind.
Taler til alle sanser
Igen var modellerne meget længe om at skifte tøj, men så kom endeligt det sidste sæt med den del af showet, der handlede om bådflygtninge.
Her viste de Maximo virkelig, at han mestrer sine materialer. Der var fantastiske kreationer i sisal og UNHCR-presenninger (FN’s flygtningeorganisation) og sorte dragter stylet med redningsveste, pigtråd og håndjern.
På en eller anden måde lykkedes det at forene så forskelligartede begreber som sorg, nød og mangel med kreativitet, leg og skønhed.
Der var en dygtig DJ, der spillede afrikansk musik under hele showet, og det var så velkoordineret, at de forskellige numre passede perfekt til den stemning, modellerne og deres tøj skulle udtrykke.
Publikum var med hele vejen igennem, og stemningen var god; af og til decideret begejstret. Jeg håber, at de Maximo kommer og viser sine fantastiske og fantasifulde kreationer frem igen.
