Donald Trump har trukket USA ud af Paris-aftalen og FN´s Menneskerettighedsråd og ønsker at skære voldsomt i amerikansk udviklingsbistand og sætte “America First”. Men er USA, med Trump i spidsen, i færd med et grundlæggende opgør med FN-systemet og landets historiske rolle som verdens største donor af udviklingsbistand? Det mener Danmarks netop hjemvendte FN-ambassadør Ib Petersen ikke, og han bakkes op af DIIS-seniorforsker Erik Lundsgaarde.
Begge deltog til et debatmøde den 3. december om Trump, FN og udviklingsbistand, som var arrangeret af IDA Global Development og Globalnyt.
Netop hjemvendt – faktisk blot to dage før mødet – til Danmark efter 5 år som Danmarks faste repræsentant ved FN i New York har Ib Petersen gjort turen fra Obama til Trump og på helt tæt hold – og indefra – fulgt USA’s ageren i FN.
“USA var en ledende spiller i skabelsen af FN, og selv om Trump nu er kommet til og kommer med sine mange udfald mod FN og multilateralt samarbejde, så er det reelt ikke de store konkrete forandringer, han lægger op til. USA betaler 28 procent af budgettet for FN’s fredsbevarende styrker. Det vil Trump have ned til 25 procent. Men det ville Bush også. Og selv om det sætter FN under pres, så er det trods alt stadig en kvart af budgettet, USA er parat til at finansiere,” fortalte Ib Petersen, som understregede at man bør skelne imellem Trumps retorik, og hvad han gør.
Ifølge Ib Petersen er større effektivitet i FN´s fredsbevarende missioner og en styrkelse af menneskerettighedsområdet vigtige prioriteter for USA, og Trump har på sin egen måde været en FN-engageret præsident, som i sine første år har været tilstede i FN´s Sikkerhedsråd mere end tidligere præsidenter.
“Min oplevelse er, at USA spiller en konstruktiv rolle i FN´s reformbestræbelser, som omhandler selve FN-systemet, de fredsbevarende indsatser og udviklingsområdet. USA’s FN-ambassadør Nikki Haley, er helt klart ikke ude på at nedlægge FN, men at effektivisere FN og gøre organisationen relevant for amerikanske bidragsydere. Og det er vel forståeligt,” sagde Ib Petersen, som også fortalte, at Danmark og USA i store træk deler holdning til reformdagsordenen i FN.
“Der er i høj grad brug for reformer i FN. Der er mange små kongeriger og systemet er ofte rigidt. Nye tiltag bygges ovenpå det som allerede findes og den måde, man allerede gør tingene på. Så der er bestemt plads til forbedring,”.
Ib Petersens højdepunkt som FN-ambassadør var vedtagelsen af verdensmålene i 2015, men netop verdensmålene er et af de områder, hvor USA ligger langt fra Danmark.
“USA har slet ikke taget verdensmålene til sig, på samme måde, som vi kender det i Danmark. De bliver nærmere italesat som en modsætning og trussel mod USA’s nationale suverænitet,”.
Når det kommer til amerikansk bistand, fremhævede Ib Petersen indførelse af den såkaldte abortlov, som forbyder amerikansk økonomisk støtte til organisationer, som udøver, informerer om eller refererer kvinder til at få en abort, eller som advokerer for retten til abort, selv hvis dette er finansieret af en anden donor.
Abortloven komplicerer – mildest talt – også det amerikanske bidrag til FN´s befolkningsfond, som ellers har fået øremærket 32,5 millioner dollars i det seneste budget – disse penge flyttes nu til USA´s statslige udviklingsagentur USAID.
Selvom der ikke er noget nyt i, at en amerikansk præsident indfører en abortlov i udviklingsamarbejdet, er Trumps abortlov mere vidtgående og ødelæggende (præsident Bush undtog eksempelvis hiv/aids-programmet PEPFAR fra sin abortlov, red.) end tidligere, og ifølge Ib Petersen, har vi endnu ikke set de fulde konsekvenser af den.
Læs mere om de konkrete ændringer i USA´s udviklingspolitik under Trump her
“Men overordnet er der er mere kontinuitet end disruption i Trumps handlinger, og der er faktisk ikke så meget nyt i signalerne fra USA (reduktion af bistand, red.). Mange har glemt, at Clinton halverede USA’s bistandsbudget fordi han havde fokus på at nedbringe det enorme underskud på statsbudgettet, han havde arvet.”.
Med Bill Clintons efterfølger George W. Bush (indsat i 2001), og krigene i Afghanistan og Irak, steg amerikansk bistand igen til et niveau, som siden er blevet nogenlunde fastholdt under præsident Obama og nu under Trump.
Det fortalte DIIS-seniorforsker Erik Lundsgaarde, som med udgangspunkt i OECD-statistikker, viste den historiske udvikling af amerikansk bistand fra Ronald Reagan i 1980´erne til Donald Trump i dag. For både Bush og Obama gælder det, at de først nogle år inde i deres præsidentperioder, begyndte at interessere sig for udviklingsområdet og lancere nye initiativer og reformer, som blandt andet Bush´ hiv/aids-program PEPFAR, som i dag regnes for et af USA´s mest succesfulde globale udviklingsindsatser nogensinde.
Lundsgaarde viste også, hvordan langt den største del af amerikansk bistand – i modsætning til gængse forestillinger – faktisk går til Afrika og de mindst-udviklede lande – selv om Afghanistan er den største enkeltmodtager.
Lundsgaarde gav et overblik over USA’s ret fragmenterede bistand, som forvaltes af mange forskellige aktører (om end USAID står for langt størstedelen), og viste hvordan national egeninteresse, selv-beroenhed i udviklingssamarbejdet og inddragelse af private aktører i stigende grad er blevet kendetegnende for amerikansk bistand.