Under overskriften ”Beyond the Beats” arrangeres en todages festival i festivalen, hvor man kan bade sig selv i talks, musik og vinylkultur i Huset i Magstræde. Festivalen præsenterer ikke kun en række koncerter, men arrangørerne lover også at gå bag om musikken og lægger specifik fokus på vinylkultur samt mulighed for at købe vinyler om aftenen på festivalens plademesse.
Aktiviteterne foregår over alt i Huset. Det begynder i gårdhaven, men efterhånden som aftenen skrider frem, bevæger festivalen sig opad i Huset forskellige rum.
Festivalen lover at tage os rundt i verden. Nogle af de musikalske konstellationer, man kan opleve, er det dansk/maliske band Faratuben, som Globalnyt allerede hørte på det spændende spillested Radar i Århus i forrige weekend. Faratuben optræder også allerede på mandag den 8. juli i Rejseboghandlen Tranquebar og altså den 12. juli i Huset.
Læs også Globalnyts artikel om Faratuben
Københavns udkigspost til verden
Alice på Nørrebro har vanen tro en række spændende koncerter under jazzfestivalen. Det gælder for eksempel egyptiske Nadah El Shazly, som bliver præsenteret som elektronisk avantgarde jazz. Hun bliver betragtet som en førende stemme på Kairos eksperimenterende musikscene. Et andet interessant navn er Roskilde Festival-aktuelle Maurice Louca. De har begge to rødder i traditionel arabisk musik blandet med electronica og moderne jazz samt eksperimenterende rock. Nadah El Shazly er blevet betegnet som Mellemøstens svar på islandske Björk.
Dagen efter – fredag den 12. juli – kan man opleve et overbevisende møde mellem indiske musik og spirituel jazz, når percussionisten Sarathy Korwar optræder sammen med UPAJ Collective. Deres seneste album hedder ”My East is Your West”, og titlen henviser direkte til, hvad musikken drejer sig om. Sarathy Korwar har da også boet flere forskellige steder i verden, hvor han henter inspiration fra. Han er født i USA, opvokset i Indien og hører nu hjemme i det multikulturelle London.
Det lille spillested Alice hed tidligere Global, og det ligger i forbindelse med kulturhuset Union på Nørre Allé, der tidligere hed Verdenskulturcenteret. De synes hele tiden at skifte navn, og det kan være lidt forvirrende, fordi navneforandringerne dækker over institutionelle rokeringer, hvoraf følger afstemning af den musikalske profil – eller i hvert den retorik der bruges om musikken.
I Globals tid hed det, at spillestedet præsenterede musikalske rødder fra alle mulige steder i verden, som var et kærkomment forsøg på at slippe af med det forkætrede begreb verdensmusik (world music), og forestillingen om musikkens rødder forekommer at være en meget mere præcis måde at tale om den musik spillestedet med de skiftende navne præsenterer. Senest har de så skiftet navn til Alice, hvilket skete som følge af, at Global og Copenhagen Jazzhouse blev lagt sammen i sommeren 2017.
I Globalnyts interview med musik booker Peter Hvalkof fornylig fortæller han, at Alices musikalske profil kan beskrives som oversøisk musik. I interviewet afviser han at bruge begrebet verdensmusik, men forestillingen om det oversøiske forekommer at være ligeså diffus som betegnelsen verdensmusik. Hvis det havde været et spil ludo, ville vi have været slået hjem og måtte begynde forfra, men hvis man læser lidt dybere i Alices beskrivelse af sig selv, vil man opdage, at de fastholder idéen om musikalske rødder fra alle egne verden.
På kanten af Europa
Sædvanligvis kigger Globalnyts læsere efter lande i verden, der ligger langt fra vores egne breddegrader, men der er også koncerter under festivalen, der refererer til kanten af Europa, og dem vil vi også gerne anbefale. Det gælder blandt andet den portugisiske sangerinde Mariza, som er født i Mozambique. Hun er blevet kendt som eksponent for den nye version af fado musik, og fado bliver opfattes som en traditionel portugisisk musik, der stammer fra 1820. Fadoens oprindelse menes dog at være en blanding af afrikanske slavers rytmer og traditionel portugisisk sømandsmusik tilsat arabisk musik son følge af maurernes indflydelse. Ligesom i flamenco musikken i nabolandet Spanien spiller guitaren også en vigtig rolle i fadoen.
Endelig er også flamencoen repræsenteret på festivalen, når Azulejos gæster Rejseboghandlen Tranquebar onsdag den 10. juli. De spiller adalusisk-jødisk folkemusik på det jødisk-spanske sprog ladino, og konstellation består af tre allerede kendte kvinder indenfor jazz og folk: Jael Nordbek Azoulay (vokal), Dalia Faitelson (guitar, backingvokal, arrangør) og Lisbeth Diers (percussion). Flamenco musikken spiller selvfølgelig en væsentlig rolle, og sangenes temaer vil også vække genkendelse hos flamenco-entusiaster, idet sangene fortæller om et liv i eksil, en ond søster, en menneskelig kamel, et barns vrede og forpurret kærlighed.
Læs også Globalnyts artikel om Oumou Sangaré
Hvis man ikke har fået nok, når Copenhagen Jazzfestival slutter, kan man tage til Aarhus, der også har en jazzfestival fra den 13.-20. juli. Her kan man igen opleve Faratuben, men også det herboende colombiansk-mexicanske band Mambe & Danochilange, som spiller cumbia – en musikstil, der stammer fra det caribiske kystområde i Colombia.
Copenhagen Jazz Festival finder sted 5. juli – 14. juli 2019. Mere info her
Links: