Cowi vinder stor ordre for en af Kinas største el- og varmeproducenter

14362583161_b939db2c43_o
Forfatter billede

Kina har skruet væsentligt op for udvindingen af grøn energi og har brug for øget fleksibilitet på sine kraftværker for bedre at kunne udnytte energien fra bl.a. sol og vind.  Det skal blandt andet ske ved hjælp af integration af fjernvarmeteknologi på de eksisterende kulkraftværker.

COWI har mange års erfaring på området og har netop vundet en vigtig kontrakt for en de største kinesiske energiproducenter Huaneng Power International Kina, der har en kraftværkskapacitet på ca. 70.000 MW, fordelt på anlæg i 21 provinser. 

Den manglende fleksibilitet på de eksisterende kraftværksanlæg betyder, at kinesiske vindanlæg i dag bliver stoppet, mens kulanlæg kører videre på fuld kraft i situationer med megen vind, og COWIs opgave består blandt andet i at lave det overordnede design og følge op på idriftsættelsen af en fjernvarme-akkumulatortank på et af Huaneng Power Internationals kulfyrede kraftværker. Kraftværket ligger i byen Dandong ved grænsen mellem Kina og Nordkorea.

”Projektet bliver ét blandt 22 demonstrationsanlæg i Kina, som skal være foregangseksempler på en renere energiproduktion, og derfor vil der også være stor opmærksomhed omkring det. Det er en gylden mulighed for at positionere COWI yderligere på det kinesiske marked – hvor den danske energisektor har en stærk styrkeposition med solid knowhow inden for kraftværksteknologi," siger Brian Seeberg, direktør i COWIs energidivision. 

Politisk samarbejde gøder jorden for grøn omstilling

Det er meget usædvanligt, at et europæisk selskab får en aftale direkte med en kinesisk kunde. Og Brian Seeberg lægger da heller ikke skjul på, at det i høj grad skyldes den danske regerings og Energistyrelsens indsats for at understøtte den danske energisektors eksportmuligheder:

"Aftalen om et øget samarbejde inden for netop kraftværksfleksibilitet, som den danske og kinesiske regering underskrev i 2016 – og som Energistyrelsen i mange år har arbejdet for at realisere – har uden tvivl åbnet døre for os. ”

”Vi er bl.a. blevet inviteret som taler til en række konferencer, og det er i forlængelse heraf, at det er lykkedes os at komme 'helt tæt' på en tung aktør som Huaneng Power International, der er blandt de fem største kraftværksselskaber i Kina – og dermed også blandt de største i hele verden," siger Brian Seeberg og understreger, at internationale samarbejder mellem private og offentlige aktører er afgørende for at kunne realisere en grøn omstilling.