I mit verdensliv har Bill Laswell nærmest været som et spøgelse, en slags Kilroy, der var der lige før, jeg selv dukkede op på musikalske adresser, der signalerede mystik, verdensmusik og musikalsk vovemod. Den nu 64-årige bassist og producer har siden slut-1970’erne haft New York som base og derfra lavet alskens projekter, ligesom han som producer, komponist og facilitator, som det hedder, har haft en finger med i flere tusind produktioner.
Tag nu bare nogle af de vigtigste her: Med sit eget band Material og pladen ”Memory Serves” (1981) viste han en virtuositet og kunstnerisk frihed på sin bas, som omgående gjorde ham til en af de mest eftertragtede, Blandt dem der omgående ringede var Brian Eno og David Byrne. Og rullestenen Mick Jagger, der skulle have en producer til sin debutskive, ”She’s The Boss” (1985). Eller da Herbie Hancock lavede sit store hit, ”Rockit” (1983), var det reelt Laswell, der var den ansvarlige.
Ligesom han tidligt var inde over New Yorks rap- og hiphopscene, hvor bare nogle af legekammeraterne var legender som Grandmaster DXT og Afrika Baambaata. Bill Laswell indgik også i samarbejde med Bob Marley-bagmanden Chris Blackwell og fik lov til at lave en lang række projekter på to plademærker, de to satte op. Han tog verden rundt og lavede ofte kontroversielle plader med store kunstnere som Nigerias Fela Kuti, Marokkos The Master Musicians of Jajouka og beatkunstnere som William S. Burrroughs, med hvem han blandt andet med Material indspillede den skelsættende ”Seven Souls” (1989), ligesom albummet ”Album” (1986) med Public Image Ltd. og Sex Pistols-forsangeren John Lydon (tidl. Rotten) inkorporerede world, punk og heavymetal.
Der har aldrig været grænser for Bill Laswell og hans projekter, som fortjent har gjort ham til en legende. Også undertegnede har en co-produktion under bæltet med ham på et gnawa-projekt med mystikere fra Marokko. Pladen hedder Tagnawwit – Holy Black Gnawa Trance og er med Maâlem Mokhtar Gania & Bill Laswell (2016) – se mere her
Vidunderbørn
Kalaha er ud over et indisk spil, du kender fra fritidshjemmet, et grænsesøgende orkester, der tæller lydtroldmændene Jens Berents Christiansen med kunstnernavnet Rumpistol og Mikael Elkjær alias Spejderrobot. I et nært samarbejde laver de overlegent producerede lydflader, ligesom især Spejderrobot gerne laver direkte dub – altså behandler lyden med ekko og andre effekter – på scenen, som vi kom til at se på koncerten på Den Sorte Diamant.
På trommer er Emil de Waal en af vores bedste og endelig er der den allestedsnærværende guitarist, Niclas Knudsen, der også spiller i blandt andre Ibrahim Electric og snart fortjener at fremstå på Wikipedia som andet end skuespilleren Sidse Babett Knudsens et år yngre lillebror. Endelig havde de indkaldt den herboende svenske multiinstrumentalist, Gustaf Ljunggren, som på denne aften spillede pedalsteelguitar og banjo.
Kalaha har vundet adskillige priser og markerede sig sidst som vinder på den prestigefyldte Carl Prisen, som Musikforlæggerne står bag. Ligesom de har begået tre fabelagtige album med Mandala fra i år som det seneste. Her har de lånt ikke bare flittigt, men også nysgerrigt og dygtigt, fra den globale værktøjskasse, og ingen kultur synes dem fremmed. Netop derfor var det en rigtigt god idé at sætte dem sammen med en kapacitet som Bill Laswell. Desværre var det også tydeligt, at manden fra USA var et stort forbillede, og det syntes at hæmme Kalaha i starten af koncerten.
Kalaha var først på scenen i en sal, der var langt fra fuld, men også med de sædvanlige nørder på plads, klar til at optage ethvert pip fra den store Laswell. Og danskerne gik veloplagt i gang og spillede uptempo-musik der igen og igen satte Niclas Knudsen med Gibson SG-guitaren i scene, både som almindelig soloartist og med den specielle voicebox, som på forvrænget vis blander stemmen med guitaren. Den stammer fra 1970’erne, hvor den sidst blev set med guitarister som Peter Frampton og Jeff ”Skunk” Baxter.
Men så knækkede Niclas en streng, og det passede uheldigvis sammen med, at Bill Laswell med stor ro – og tilhørende karisma – entrede scenen. Og straks var Kalaha som forvandlede. I et længere stræk var der en gang ”hvem blinker først?”, hvor Laswell spillede strofer af sin velkendte bas tilsat flanger-effekt, men uden at tage andet initiativ end den ambient-tilgang, som han kan fortsætte ud i det uendelige.
Men så blinkede trommeslageren, og vi satte fra land.
Sonisk rejse
Bill Laswell elsker improvisationen, så selv om Kalaha havde sendt ham materiale, havde han ifølge ham selv bagefter, ikke hørt det. Han tog det, som det kom.
Alligevel ville danskerne bruge adskillige numre fra specielt den sidste plade, mens vi slet ikke hørte hits som den stærkt smittende ”Tippi Tabu” fra sidste års udgivelse, Masala – Extra Spicy. Alligevel fik vi friske passager skabt af de to lydfolks fantasirige lydflader, samt en Emil de Waal, der har et herligt luftigt trommespil og ikke er bange for at bruge whiskers, hvilket giver en lyd og et feel, der leder tanken hen på Alex Riel.
Alligevel var det især i det lange stykke, hvor Bill Laswell for alvor trådte i karakter og droppede den rimeligt passive tommelfinger og de bløde strøg på Fender-bassens fire strenge og begyndte at sætte de andre fingre fri, specielt fordi han blev ægget af den ligeledes gæstende Gustaf Ljunggren, der tog en banjo frem og begyndte at give legenden kvalificeret modspil.
Det fik Bill Laswell til at gå fra det tilknappede til at virke interesseret og interagere. Og så var en større sonisk-psykedelisk lydrejse i gang, samtidig med at der blev lavet flittigt dub på hele udtrykket. Der fløj vi også, og de noterende kollegaer syntes at lade det indre syrehoved tage over.
Bill Laswell vil gerne spille her igen. Kalaha var fede og bestod testen, men det kunne også være fedt at se Bill Laswell i vante rammer som grupperne Method Of Defiance og Tabla Beat Science.
Alligevel var det en rensende omgang i Den Sorte Diamant, også selv om der blev fyret op under rejsen til Vestlandet, uden at William S. Burroughs (1914-97) kunne være der og snøvle sit taleforedrag, så du for alvor røg ud over kanten.