Ingen er over Oumou. I hvert fald ikke i Afrika, specielt ikke efter at Miriam Makeba for længst har udført det sidste klik med tungen og Angélique Kidjo trods alt har haft adskillige kvalitetsmæssige bump på en ellers stjernebestrøet vej.
Oumou er selvfølgelig Oumou Sangaré, som man forbinder med området omkring Sikasso i det sydlige Mali, hvor man ofte er af Peul- eller Fulani-folket og benævnes som Wassoulou. Og selv om den fabelagtige diva både har sin andel af kopister og også en del, der ligeledes er fremragende og for længst har hængt mit hjerte til tørre, så er der ingen som Oumou Sangaré, som nu i mere end 30 år har talt mændene lige i mod, affyret tirader om vigtige afrikanske emner som omskæring af kvinder, og vold i hjemmet, og samtidig har evnet at synge de politiske ord så smukt, at det nærmest er en synd at lægge øren til.
Ingen brug for vestlige dukkeførere
Vi har alle haft et crush på Oumou, og jeg glemmer altså aldrig den dag i Marokko, hvor hun var hovednavn til festivalen i Essaouira, og jeg fik lov til at eskortere hende ned ad en afrikansk gade, langsomt og astadigt, for divaen var iført sko med stilletter af en højde, så byggetilladelse var påkrævet. Jeg var selvfølgelig starstruck, som var jeg i selskab med dronningen af Saba eller selveste Cleopatra.
I dag er jeg venner med Oumou, og da hun sidst spillede på jazzfestivalen for et par år siden, og jeg tog mit dengang toårige barnebarn, Selma, med, begyndte en henrevet diva omgående at fodre hende med alle godbidderne fra hendes egen tallerken. Oumous egne børn med manden, hun for længst har smidt ud, er ret store, så den toårige kom tilpas for et udpræget moderhjerte på tur langt fra hjemmet.
Men det er altså bare to år siden, at jazzfestivalen sidst ringede Oumou Sangarés managers nummer op, og selv om vi da tager imod med kyshånd, er det også udtryk for en generel tendens, ikke bare i Danmark, men også i den vestlige verden. Nemlig at der fortsat går automatpilot – ja, jeg siger det og får sikkert slag for det: semi-racist i den – når der skal bookes fra det musiktossede kontinent syd for Europa.
For det er nærmest sådan, at man nærmest konsekvent – som i tilfældet Oumou Sangaré, Youssou N’Dour og Salif Keita – hyrer stjerner, som slog igennem med verdensmusikkens engelske gennnembrud i slutfirserne og 1990’erne, eller endnu værre, at man henter hvide vestlige stjerner ind til at sige god for – det der pænt sagt på engelsk hedder at ”endorse” – eller være en slags oversættere, og for evigt refererer til kunstnere som værende med i Damon Albarns Africa Express-show, Ry Cooders tur med Ali Farka Touré eller aftægtsveteranerne fra Cuba, eller endelig med i Peter Gabriels verden af i forgårs. Hvor ægte respekt og nysgerrighed – vil jeg driste mig til at mene – godt kunne handle om tillid til, at nutidens generationer af musikere fra Afrika kan mindst ligeså meget, og ikke behøver vestlige dukkeførere til at anbefale sig.
Og der er brug for en opsang, for jeg har siden især de føromtalte cubaneres mega-gennembrud – altså Buena Vista Social Club – mere end en gang hørt arrangører og promotorer snakke om, at kunstnere gerne skal have ”hele pakken”. Og når denne pakke så er handikappede musikere fra zoologisk have i Kinshasa eller lignende i stedet for soukous-musikkens velsyngende koryfæer, så er vi pludselig ikke langt fra Professor Labri eller Tribini og anderledes kulturer præsenteret som et freakshow på en markedsplads!
Men,- det var Oumou Sangaré vi skulle snakke om…
Vidunder
Oumou var selvfølgelig vidunderbarn. Farmand skred tidligt, og for at støtte Mor sang unge Oumou Sangaré på gaden for håndører. Som femårig stod hun første gang på scenen af Malis største stadion som vinder af en sangkonkurrence. Vi hørte om Oumou, da hun var 21 og allestedsnærværende Ali Farka Touré lånte den engelske producent, Nick Gold, et øre eller fem og introducerede Oumou og en række af de stjerner, som kom til at tegne det vigtige London-pladeselskab, World Circuit, i mange år. Her var der ikke mindst fokus på Mali og det rige musikliv dér.
Hendes første plade blev et smashhit med signatursange, som stadig umiskendeligt stempler hendes unikke stemme og vibration ind i hjertekammeret på alle, der hører hende. Også selv om man intet forstår af sproget.
Siden har det gået slag i slag, og Oumou Sangaré er blevet et kæmpe symbol på kvinder, der klarer sagerne selv. Hjemme i Bamako oplever man hende på hendes berømte hotel, der selvfølgelig er opkaldt efter hjemstavnen, og ligger i et af krydsene, når du kommer racende ind i byen fra lufthavnen. Ude bagved er haven, hvor dronningen holder hof med et spændende udvalg af ikke mindst nye kvindelige sangere, der med ben i næsen og meninger, der rammer, er med til et show, der altså ofte er lysår bedre end, hvad vi ser i Vesten. Når jeg ankommer til Bamako, er første spørgsmål da også ”er Oumou i byen?”.
Fulgt af et ”vi ses på Hotel Wassoulou”.
På toppen
Det er en Oumou Sangaré på toppen, vi kommer til at se på årets turné. Hun er nu 51 år, og stemmen har stadig både skønhed og fylde. Ligesom hendes sidste album, Mogoya, er et af hendes bedste i karrieren, ikke mindst hittet Kamalemba, som betyder noget i stil med skørtejæger. Helt i tråd med det forgående, Seya, der også havde ikoniske numre som Wele Wele Wintou og præsenterede en diva i verdensklasse.
Man fornemmer, at hun passer på sig selv. Og så har hun stil.
Som dengang i 2011, hvor vi var til den dengang fabelagtige festival (Festival Sur Le Niger) ved floden i Segou. Det var før kuppet og alle problemerne med islamisterne, og Mali var et åbent og vibrerende sted, ligesom festivalen præsenterede stort set alle de store, fra traditionsrige praise-sangere af Mandinka-traditionen som Kasse Mady Diabaté, over den fabelagtige koraspiller Toumani Diabaté til Oumou Sangaré og den senegalesiske reggaestjerne, Ismael Lo.
Sidstnævnte skulle vise sig at være en torn i øjet på Oumou Sangaré.
Oumou Sangaré ankom med sit følge til Segou som en dronning. Selvfølgelig i sin kæmpestore guldfarvede, skudsikre Humwee, som hun havde fået af en afrikansk præsident, der tilbad hende. Selvfølgelig. Fra Gabon, mener jeg.
Det var lørdag, det var perfekt, Nigerfloden lå som et spejl, og scenen vuggede blidt på sine pontoner, som ved Gud var udskåret som de krokodiller, der for længst er flygtet til mindre befolkede dele af den store flod.
Men hvornår skulle Oumou så spille? Næstsidst?
Og Ismael Lo til sidst!
Jeg gad godt at have set mimikken, da Oumou blev præsenteret for den planlægning, der reelt betød, at hun Oumou ikke skulle være kulminationen.
What? Opvarmning for en mand? I don’t think so.
Mor blev sur. Råbte en del. Arrangørerne var ubøjelige. Planerne var jo lagt. Så hørte de, at Oumou selv ved rattet af kæmpebilen var blevet spottet ivrigt gestikulerende på hovedvejen tilbage mod Bamako. Mor var ikke bare sur: Mor var skredet!!
Så faldt verden sammen. Arrangørerne – som var fra Holland og Mali, for hollænderne betalte gildet – skiftede stil. De bønfaldt. Producerede krokodilletårer – vi kan godt lide referencer til de brave dyr i Mali – og satte divaens løn op. Og selvfølgelig havde det været en beklagelig fejltagelse. Så den tilbagelænede stjerne fra Senegal, fik beskeden, at der ikke var noget at gøre. Så lettede de truende skyer. For nu var Oumous bil blevet set i modsatte kørebane på vej tilbage til Segou. Så var der guddommelig retfærdighed trods alt.
Ingen husker Ismael Los optræden. Men Oumou?? Oh, lala. Iført en smart hvid kropsnær kjole med en slags flæser ned ad benet og et smil, der rakte til Månen, gik hun på og væltede scenen med en koncert, der stadig huskes.
Så – kære venner – det er med den på. Velvidende at Mor kan blive skrap, men også at hun vil vise os alle, hvorfor det bare er med at opleve hende så ofte som muligt. At det er et privilegium at drikke af den eliksir, der er destilleret til perfektion og er divaen fra Wassoulou.
Mens jeg med barnebarnet, som nu er fire, og for alvor har fået appetit, vil gøre vores bedste for endnu en gang at fortære Tante Oumou’s middag.
Oumou Sangaré spiller søndag 7. juli i DR’s koncerthus. Læs mere og køb billetter her.