KOMMENTAR
Af Eva Rasmussen, Journalist og medlem af U-landsnyts redaktion
Efter at Daniel Ortega i aftes for tredje gang blev indsat som Nicaraguas præsident, trak han med dramatisk bevægelse – som ventet – præsidentskærfet over hovedet og erklærede, at i Nicaragua er folket præsident.
Et blik på de særligt inviterede modsiger dog scenografien: Mens der var en stor delegation fra den dominerende arbejdsgiverforening COSEP, var der ingen fagforeningsrepæsentanter blandt de prominente. Ortega-regeringen har fra starten for fem år siden haft et godt samarbejde med arbejdsgiverne.
For at komme op på podiet på den overdådigt udsmykkede revolutionsplads skulle de deltagende præsidenter og andre højtstående gennem en guldport med en stjerne i toppen. Måske en slags Messias – port.
Præsidentparret ankom sammen med Venezuelas præsident Hugo Chávez, og både Ortega og Chávez hilste på Irans præsident Mahmud Ahmadinejad med et hjerteligt knus.
Ikke så langt fra Revolutionspladsen ses andre scenerier. På den ene side af pladsen ligger en klynge små, forholdsvis nye huse, som lejerne har givet et personligt præg med maling og murmalerier.
På alle husene står der ”Fra sejr til sejr”, ”Kristne, Socialister og Solidariske”. Alt sammen på den for sandinisterne karakteristiske pinke baggrund.
Fordelingen af husene har fra starten vakt kritik. Det er udelukkende aktive sandinister, der får dem, hedder det. Det vil beboerne ikke kommentere.
På en støvet legeplads på den anden side af Revolutionspladsen spiller små drenge fodbold, så affaldet hvirvler om dem. I gaderne op til legepladsen er der uoverskueligt mange små børn, der løber rundt med bar numse.
De bor i små og faldefærdige huse, der godt kunne have behov for en renovering.
Det er nok ikke lige dem eller deres forældre, der er folkets præsident.
