Sidste sommer modtog Nationalbanken 30 milliarder kroner fra den Internationale Valutafond (IMF), hvilket rundt regnet svarer til prisen på Storebæltsbroen i nutidskroner.
Man skulle tro, at det ville have vakt opsigt, men de mange milliarder har knap nok været omtalt herhjemme, bortset fra Globalnyts nylige artikelserie herom.
Midlerne kan blive et afgørende redskab for at få alle verdens lande gennem de økonomiske dønninger, som Covid-19 har skabt, men er endnu ubrugte.
Verden står i en ekstraordinær krisesituation, og derfor er det kun logisk, at de i særlig grad tilgår de lande, der er blevet allerhårdest ramt af coronakrisen. Her kan pengene gøre en kæmpe forskel for befolkningen til at få vacciner og andre sundhedsydelser, få børnene tilbage i skole eller nedbringe landenes gæld, så der igen kan investeres i offentlig velfærd.
Derfor bør Danmark også forpligte sig til en ambitiøs deling af IMF-milliarderne med udviklingslandene. Sidste uges topmøde mellem EU og den Afrikanske Union havde været en oplagt mulighed, men ganske skuffende kom der intet gennembrud.
Pilskæv fordeling
Baggrunden for de mange penge, der er havnet i den danske nationalbank, skyldes udstedelsen af de såkaldte særlige trækningsrettigheder på 650 milliarder dollars, som IMF gennemførte sidste år. Her modtog Danmark altså 30 milliarder kroner.
De særlige trækningsrettigheder er et kriseberedskab, som IMF kan bruge til at modgå økonomiske kriser. Trækningsrettighederne overføres til medlemslandenes centralbanker og kan enten bruges som en valutareserve eller sælges videre til andre lande, hvormed de kan omdannes til indtægter, der kan finansiere offentligt forbrug. Pengene skal ikke betales tilbage, og Danmark og de andre modtagere kan frit beslutte, hvordan de ønsker at bruge midlerne.
Læs også artiklen ”Danmark vil – måske – overføre valutareserver til de fattigste lande”
Desværre er fordelingen af trækningsrettighederne fra begyndelsen pilskæv. De mange milliarder bliver nemlig fordelt mellem verdens lande efter IMF’s særlige kvotesystem, som afspejler størrelsen på medlemslandenes økonomier.
Derfor modtog de rige lande mere end 60 procent af de 650 milliarder dollars, mens lavindkomstlandene kun modtog lidt over 3 procent. Det absurde resultat af denne ulighed betyder, at Danmark modtog næsten 40 procent flere midler fra IMF end Nigeria, der med over 200 millioner indbyggere er Afrikas folkerigeste land.
I en situation hvor udviklingslandene netop nu oplever den største stigning i fattigdommen i årtier og har udsigt til en langstrakt økonomisk krise med offentlige nedskæringer, mens de fleste rige lande allerede oplever en stærk økonomisk genopretning, er denne ulige fordeling åbenlys uretfærdig.
Ingen konkrete løfter fra Danmark
Ganske fornuftigt har G20-landene derfor også anbefalet, at de rige lande bør kanalisere mindst 100 milliarder dollars af deres særlige trækningsrettigheder videre til udviklingslandene.
Frankrig, Italien og Spanien har forpligtet sig til at kanalisere 20 procent af deres trækningsrettigheder til udviklingslandene, mens Kina har lovet 25 procent. Danmark har signaleret støtte til at kanalisere dele af dets særlige trækningsrettigheder til udviklingslandene, men har endnu ikke afgivet konkrete løfter.
Hvis Danmark gav 20-25 procent af de 30 milliarder kroner, vi modtog fra IMF, ville det svare til mellem 6 til 7,5 milliarder kroner til udviklingslandene, hvilket er mere end en tredjedel af den årlige danske udviklingsbistand. Vel og mærke uden at pengene skulle findes på finansloven.
Omkostningerne for Danmark ved at gøre dette er minimale; der er ingen udfordringer med valutareserven, og statsfinanserne er sunde. Det gør behovet for at holde på de danske særlige trækningsrettigheder meget begrænset. Omvendt ville pengene kunne gøre en verden til forskel for de udviklingslande, som stadig har lang vej ud af krisen.
I Oxfam IBIS er vores budskab til regeringen derfor klart: Danmark bør snarest muligt forpligte sig til en ambitiøs overførsel af de særlige trækningsrettigheder til udviklingslandene, og den bør gennemføres i tråd med anbefalingerne fra 250 civilsamfundsorganisationer.
Trine Pertou Mach er politisk chef og fungerende generalsekretær i Oxfam IBIS