Danmark og Vietnam vil indgå “strategisk partnerskabsaftale”

Forfatter billede

Danmark forvandler Vietnam fra “bistandsbarn” til fuldgyldig “voksen” kommerciel partner i en ny strategisk partnerskabsaftale, der ventes indgået under et vietnamesisk statsbesøg i september. Danida har ydet bistand til det fremstormende Tigerland i Sydøstasien i årtier.

Som led i forberedelserne til den nye aftale drager udenrigsminister Villy Søvndal (SF) søndag (24.02) på et ugelangt besøg til Sydkorea og Vietnam, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse lørdag.

Partnerskabet med Vietnam afløser den egentlige udviklingsbistand med store dansk-støttede programmer i udvalgte sektorer, som neddrosles helt.

Det sker, fordi Vietnam ifølge den danske regering er blevet for velstående til bistand, da det er steget op fra at være lavindkomstland til mellemindkomstland, en gruppering som ligger lige under de rige nationer.

Udover samtaler med den vietnamesiske præsident og repræsentanter fra regeringen i Hanoi vil udenrigs-ministeren møde danske virksomheder i landet som led i regeringens indsats for at styrke det kommercielle samarbejde.

På møderne vil grøn vækst stå centralt på dagsordenen, ligesom udviklingen i menneskerettighederne i Vietnam vil være et vigtigt emne.

Søvndal møder under sit besøg førende menneskerets-jurister, der bl.a. med støtte fra Danmark har etableret et center for menneskerettigheder og deltager i arbejdet med at revidere det kommunistisk-styrede lands forfatning.

Det er der god brug for – se telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/01-02-13/vagthund-vietnam-g-r-den-stik-modsatte-vej-af-burm

Fryd og gammen

Udenrigsministeriet skriver overordnet, at besøget finder sted på et tidspunkt, da “det dansk-vietnamesiske forhold er under positiv og hastig forandring både politisk og kommercielt”.

Udviklingen hen imod et bredere samarbejde mellem de to lande afspejles i den dansk-vietnamesiske partnerskabsaftale, der bliver en samlet ramme for det fremtidige danske engagement i det langstrakte land, hvor de nu 90 millioner indbyggere summer af aktivitet – og stigende købekraft for danske eksportvarer.

Aftalen lægger op til styrket politisk dialog og samarbejde, et udvidet og socialt ansvarligt kommercielt samarbejde, især på de områder, der er med i regeringens vækstmarkedsstrategi (se neden for), samt et bredere samarbejde inden for kultur og uddannelse.

Historisk set blev Vietnam formelt indlemmet i Danida-klubben som programsamarbejdsland i 1993 og modtog bare fra 1999 til 2011 i alt 5,6 milliarder danske u-landskroner.

Men nu fases bistanden helt ud og Danmark overgår til andre samarbejdsformer. Til gengæld står noget af den bedst fungerende danske bistand i Den 3. Verden derude, idet de arbejdsomme vietnamesere er kendt for deres tradition for vedligeholdelse og hitte-på-somhed.

Under Søvndals besøg i Sydkorea vil fokus bl.a. ligge på at styrke den nylige grønne vækstalliance mellem Danmark og Sydkorea. Udenrigsministeren er hjemme igen fredag d. 1. marts.

Se den nye eksportorienterede vækstmarkedsstrategi for Vietnam på http://um.dk/da/~/media/UM/Danish-site/Documents/Eksportraadet/Markeder/Vaekstmarkedsstrategi%20Vietnam%20endelig%20PDF.pdf

Se tillige http://vietnam.um.dk

Yderligere oplysninger hos:
Henrik Røjgaard, tlf. 20 46 14 63