Dansk ambassadør: Bangladesh kan blive et forbillede

Forfatter billede

Af Peter Rasmussen, Fagbladet 3F

Der er stadig store problemer i tøjindustrien i Bangladesh, men den sociale dialog har forandret meget og kan blive rollemodel for andre lande, siger Danmarks ambassadør i landet, Hanne Fugl Eskjær. 

På tærsklen til to års-dagen for industrikatastrofen på Rana Plaza er tøjindustrien i Bangladesh inde i en positiv udvikling med bedre sikkerhed og arbejdsforhold. Det vurderer den danske ambassadør.

“Jeg tror på, at udviklinge efter Rana Plaza bliver en “game changer”. Bangladesh er i gang med en grundlæggende forandring af en afgørende branche. Der er ikke nogen vej tilbage”, mener Hanne Fugl Eskjær, der kom til posten i hovedstaden Dhaka i september 2013 fra jobbbet som souschef i Danidas kontor for Mellemøsten og Nordafrika.

Kollapset af fabriksbygningen Rana Plaza i udkanten af Dhaka kostede over 1.100 i livet og 2.500 kvæstede i april 2013. Det affødte et internationalt ramaskrig om den elendige sikkerhed og manglen på rettigheder i landets stærkt ekspanderende tøjindustri.

Fagbevægelse, regering, fabriksejere, internationale brands og NGOer gik sammen i et samarbejde med FN-organet ILO om bedre sikkerhed på fabrikkerne. Indtil videre har den såkaldte Accord om bygnings- og brandsikkerhed inspiceret 1.100 fabrikker.

“Nødt til at fortsætte i samme retning”

“Mange kynikere sagde, at Rana Plaza ville være glemt efter et år. Det er ikke sket”, siger Hanne Fugl Eskjær og uddyber:

“Den proces, der blev sat i gang har haft en reel effekt, og de fleste ved nu, at man er nødt til at fortsætte i den samme retning. Det kan være tungt, svært og langsomt, men der er ingen vej tilbage”.

Den danske ambassade i Bangladesh støtter således et projekt, hvor kvindelige ofre for ulykken på Rana Plaza forsøger at bearbejde deres traumer – og muligvis skabe sig en ny levevej – ved at lave skulpturer og sy tøj.

(Lidt) højere mindsteløn og flere fagforeninger

Ambassadøren nævner den forbedrede mindsteløn som et eksempel på et fremskridt, der ikke kan skrues tilbage.

“Lønnen er stadig lav men det er gået den rigtige vej. Samtidig er der registreret over 230 nye fagforeninger på fabrikkerne. Det er et gennembrud”, anfører den 43-årige cand.scient.pol.-uddannede diplomat.

“Nu handler det om, at de får reelle manøvremuligheder og ikke bliver udsat for overgreb. Vi tager ofte emnet ”unfair labour practices” op med de bangalske myndigheder og interesseorganisationer”, lægger hun til.

Hvis den positive udvikling fortsætter, kan Bangladesh gå hen og blive et forbillede for andre lande, mener ambassadøren:

“Det er nemlig unikt, at så mange parter har forpligtet sig til at løfte niveauet i en industri, der er afgørende for landet”.

“Det er ikke set andre steder, men spørgsmålet er, om ikke erfaringerne fra Bangladesh kan bruges i andre lande – også uden at der har været en katastrofe som på Rana Plaza”.

Brug for tillid

Læs videre på

http://www.fagbladet3f.dk/nyheder/internationalt/3d13891f058c4862806a23a2647b6a47-20150312-bangladesh-kan-blive-et-forbillede

Kilde: Seneste nyhedsbrev fra Fagligt Fælles Forbund (3F) torsdag.