Mens Danmark via EU har travlt med at sikre sig en plads i Latinamerikas økonomiske boom, forpasser vi muligheden for at støtte en fredelig demokratisering i regionen.
KOMMENTAR
Af konsulent Merete Hansen og journalist Gitte Jakobsen
Danmark vil gerne have del i den økonomiske vækst i Latinamerika, og under sit besøg i Brasilien lovede udenrigsminister Lene Espersen (K) at fordoble Danmarks eksport i løbet af de næste 5 år. Også andre latinamerikanske lande står på spring med mulige frihandelsaftaler.
Samtidig er regeringen ved at lukke sit bistandspolitiske engagement i Latinamerika og vil fremover lade en telefonsvarer henvise til EU. Danmark sender nogle penge, lader andre gøre arbejdet og påtager sig ikke selv et ansvar.
I forvejen var det officielle danske bistandsengagement i Latinamerika begrænset til kun 2 lande – nemlig Nicaragua og Bolivia – en meget snæver indsats i forhold til lande, vi normalt sammenligner os med. Men står det til den nuværende regering, skal Danmark helt afvikle sit bilaterale bistandssamarbejde i Latinamerika.
For et år siden bekendtgjorde udviklingsminister Søren Pind (V) således, at bistanden skulle udfases i de 2 latinamerikanske programsamarbejdslande.
Det er senere blevet præciseret, at bistanden til Nicaragua fases ud ved udgangen af 2011, bistanden til de regionale programmer i Mellemamerika ved udgangen af 2012, mens Bolivia forventes at få et par år mere til 2014.
Der er mange gode argumenter for at tænke nyt og lægge om. I Nicaragua vil Daniel Ortegas regering eksempelvis ikke længere tillade international støtte til civilsamfundet (det folkelige organisationsliv, red.)), hvilket betyder, at Danmark med sine bistandspolitiske prioriteringer reelt ikke kan arbejde i landet.
STORT TAB FOR BOLIVIAS INDIANERE
I Bolivia er det mindre logisk, at dansk bistand nu skal slukke og lukke. Her har det danske program vist enestående resultater ikke mindst i den del af programmet, der handler om rettigheder for oprindelige folk.
Dansk bistand har bl.a. bidraget til, at indianske folk har fået skøder på over 20 millioner hektar jord – en stor del i regnskoven. Bistanden har dermed bidraget til at bevare store regnskovsområder, hvilket giver en klimaeffekt af dimensioner.
Indianske organisationer i Bolivia er ikke i tvivl om, at det er den danske indsats, der er skyld i, at de i dag har skøder på deres kollektive jorder, og for dem er det både uforståeligt – og et stort tab – at de ikke længere kan regne med Danmark som partner.
I Mellemamerika har Danmark ud over Nicaragua 2 regionale programmer inden for menneskerettigheder og miljø. I en region, hvor den politiske vold har været stigende de senere år, er det svært at se logikken i, at menneskerettigheder og demokrati ikke længere skal prioriteres.
Ligeledes er miljøspørgsmål stadig aktuelle, og ligesom i Bolivia kan dansk miljøstøtte i Mellemamerika have betydning for klodens klima.
SOLIDARITET – OG NU PENGEPUNGEN
Danmarks forhold til Latinamerika er tydeligvis under forandring. Hvor vi tidligere har haft relationer baseret på solidaritet, udviklingsbistand, forsvar for menneskerettigheder og demokrati samt kulturel udveksling på græsrodsplan, er det nu mere pengepungen, der tæller.
Brasilien spås i løbet af de næste 15-20 år at blive verdens femte største økonomi og fremstår som en redningsplanke for de europæiske økonomier.
Men også andre lande i Latinamerika har store potentialer.
En af Latinamerikas vigtigste økonomier, Colombia, har således en økonomisk vækstrate på næsten 5 procent om året. I sammenligning med Europa er befolkningen ung. Ca. 1/5 er mellem 14 og 26 år, og mange af dem er desperate for at få et arbejde.
Colombia har forskellige energikilder – både kul og vandkraft – og er netop nu ved at udvikle gode relationer til naboen Venezuela, der har olie i rigelige mængder.
Ifølge Colombias nye præsident Juan Manuel Santos, der i midten af april var på turne i Europa for at agitere for en frihandelsaftale med EU, er der i Colombia fred og ingen fare – næsten. I hvert fald forsøger Santos-regeringen at rette op på det blakkede image, som ikke uden grund har forfulgt Colombia i årtier.
Santos vil gerne fremstå som ”fredspræsident” og er indstillet på, at krigsofre skal have kompensation og erstatning. Internationalt bevæger han sig som en fisk i vandet, og han ses som et plus også for landets økonomiske udvikling.
EN OFTE GRUM VIRKELIGHED
Så hvad er det, der holder Danmark, Europa og til en vis grad USA tilbage fra at kaste sig ud i et stort eksporteventyr til Colombia med investeringer, frihandelsaftaler og varer, der kan tilfredsstille behovet hos en hastigt voksende middelklasse?
Ifølge flere af de EU-parlamentarikere, der skal godkende en frihandelsaftale, før den kan træde i kraft, skal Colombia først have et bedre forhold til menneskerettigheder.
Selv om præsident Santos ikke bryder sig om at tale om den interne væbnede konflikt og humanitære krise, er det en kendsgerning, at Colombia er landet, hvor en af verdens ældste konflikter udspiller sig. I omkring 5 årtier har guerillabevægelser med forskellige midler og motiver kæmpet mod skiftende regeringer og deres hære.
Regeringerne har indædt og med støtte fra USA, bekæmpet guerillaen, som for længst har mistet sin brede folkelige opbakning, og i denne kamp har flere hundrede tusinde civile mistet livet.
Alligevel fortsætter den interne konflikt, fordi dens årsager – de ekstreme uligheder og den skæve jordfordeling – ikke er blevet mindre. Og fordi konflikten har fået sin egen økonomi og sin egen logik.
Over 4 millioner fordrevne – flertallet kvinder og børn – giver landet en ubehagelig global andenplads efter Sudan.
ENORM OPGAVE
For Santos-regeringen er det en enorm opgave at få udarbejdet regler for, hvordan ofrene kan få erstatning og kompensation for de ejendomme og jorder, de har mistet, og for de umenneskelige lidelser, de er blevet pådraget.
Nye love forventes godkendt i den colombianske kongres i løbet af få måneder, og mange ser frem til kompensation og moralsk og juridisk anerkendelse af krigsofre.
Colombias befolkning lider under andre kedelige anden-pladser. Efter Afghanistan er det landet med flest ofre for antipersonel-miner. I forbindelse med den Internationale dag mod antipersonel-miner den 12. april blev 9.133 halve sko linet op her i Bogota på byens centrale Bolivar-plads til minde om de 9.133 ofre for miner siden 1990.
Og der er ikke tegn på, at den interne konflikt snart vil høre op. Antallet af dødstrusler og drab på folkelige ledere har de sidste 6 måneder været stigende. Ledere af fagforeninger og menneskeretsorganisationer sætter dagligt livet på spil i deres kamp for rettigheder, der for os er helt elementære og naturlige.
Sidste år blev 51 fagforeningsfolk dræbt, og på 25 år har over 2.800 mistet livet som konsekvens af deres faglige arbejde. Også de, der forsøger at bevidne overgrebene, er ekstremt udsatte, og fra 1977 til 2010 er 138 journalister blevet dræbt.
PÅ DEN SORTE LISTE
Den Interamerikanske Menneskerettighedsorganisation (CIDH) har netop besluttet at fastholde Colombia på sin ”sorte liste” og nævner bl.a. vilkårlige henrettelser begået af statslige sikkerhedsstyrker samt en ekstrem langsommelighed og uvilje mod at få opklaret drabene som forklaring.
Over 3.000 drab på civile begået af de colombianske sikkerhedsstyrker er ikke blevet opklaret.
Også de paramilitære grupper er fortsat ansvarlige for massakrer, bortførsler, forsvindinger, fordrivelse af landbefolkninger, drab og dødstrusler. Statsanklagerens kontor har registreret omkring 300.000 ofre for de paramilitære gruppers overgreb gennem årene. På grund af manglende effektivitet og korruption i retsvæsenet er næsten ingen af de ansvarlige blevet straffet.
De 2 tilbageværende guerillagrupper FARC og ELN er ifølge CIDH ansvarlige for ”vold, der har til formål at skræmme og straffe civile”. Guerillaen anklages for at bruge antipersonelle miner, hvilket er en overtrædelse af den internationale humanitære folkeret.
Både guerillagrupper og paramilitære grupper finansieres af narkohandel, og i sidste ende er det således penge fra USA og Europa, der betaler Colombias konflikt.
Illegale penge betyder ubegrænset adgang til våben samt en omfattende organiseret kriminalitet – der igen er årsag til bestikkelse og korruption. Et sofistikeret netværk inden for organiseret kriminalitet, der omfatter medlemmer fra private firmaer og statslige institutioner, og som rækker langt ud over Colombias grænser.
Det er således svært at forestille sig, at danske virksomheder skal agere i Colombia og i regionen uden hensyn til de mest fundamentale rettigheder, som vi opfatter som naturlige i vores del af verden.
AMBASSADØR: GÅR DEN RIGTGE VEJ
Spørgsmålet er, om det i et land som Colombia er muligt at gå på 2 ben. Skal der først være styr på menneskerettighederne, inden vi går ind i et eksport- og investeringseventyr? Eller er det muligt at gøre begge dele på en gang?
Ifølge Danmarks ambassadør Svend Roed Nielsen er der en positiv udvikling i Colombia både økonomisk og politisk ikke mindst efter Santos’ tiltræden.
– Det betyder, at Danmark nu mere aktivt må undersøge, hvordan også vi kan understøtte denne udvikling. Jeg ser gerne en mere aktiv dansk indsats i Colombia både kommercielt for danske virksomheder, men også politisk med en mere regelmæssig og intensiv dialog. Danmark har et medansvar for at bidrage til den positive udvikling i Colombia, sagde ambassadøren under et uformelt møde i Bogota i april.
Obama-regeringen i USA forsøger at gå på 2 ben i forhandlinger om en frihandelsaftale, der nu har været undervejs siden 2004. I april blev de 2 regeringer enige om en ”aktionsplan”, der bl.a. kræver, at Colombia inden for få uger garanterer sikkerheden for 700 faglige ledere, der alle har modtaget dødstrusler.
De amerikanske fagforeningers fingeraftryk på aftalen er ikke til at tage fejl af, og menneskeretsorganisationer i Colombia såvel som i USA kritiserer de seneste aftaler for at være urealistiske.
DEN SKADELIGE OLIEPALME
I det hele taget er de skeptiske over for økonomiske aftaler, før der er tydelig forbedring i menneskeretssituationen, og de er bange for, at frihandelsaftaler kan forværre situationen for Colombias fattige.
Som et eksempel nævner de den hurtige udvikling af Colombias produktion af palmeolie, som både skader miljøet og fører til overtrædelser af menneskerettigheder.
Palmeolieproduktionen betyder afskovning, udledning af store mængder CO2 og forringelser af jorden. Rapporter viser, at flere producenter for at få fat i de gode jorder får hjælp fra paramilitære grupper til at fordrive de oprindelige beboere og ejere. De, der protesterer, bliver dræbt.
Frygten er, at en frihandelsaftale vil føre til højere fødevarepriser og dermed gøre det endnu sværere at være fattig.
Hvis jorden bliver brugt til produktion af eksportafgrøder, kan det være et farvel til mange småbønder og deres produktion af basisfødevarer som ris, korn, majs, bønner, grøntsager, frugt og mælk.
Alligevel bør EU – og Danmark – skæve til den amerikansk-colombianske aftale, og Danmark bør i tiden frem til sit EU-formandskab i første halvår af 2012 arbejde på en aftale, der er bedre end den, USA’s og Colombias regeringer håber snart bliver godkendt af USA’s kongres.
FRIHANDELSAFTALE MED EU…
EUs frihandelsaftale med Colombia har allerede været undervejs i 4 år, betingelserne for en godkendelse i EU-Parlamentet bør være realistiske og ikke ligge for langt fra de krav, EU stiller til andre handelspartnere, dog med udgangspunkt i den særlige situation Colombia befinder sig i med en intern væbnet konflikt.
Der er fundamentale spørgsmål, en frihandelsaftale må forholde sig til. Hvordan vil man med aftalen undgå, at småbøndernes jorder bliver solgt til store jordopkøbere?
10 procent af Colombias befolkning er i dag bønder og lever af deres jorder. Langt de fleste af dem er småbønder, der har en indtægt under minimumslønnen, men de formår alligevel at poducere 68 procent af landets landbrugsvarer.
Som EU-aftalen ser ud i dag, vil de miste 16 procent af deres indtægter med øget sult og fattigdom som en konsekvens.
En anden bekymring er, hvad der vil ske, når internationale selskaber etablerer sig i frihandelsområder med lave lønninger, der skal konkurrere med kinesernes.
Som oftest rimer frihandelszoner ikke på faglige rettigheder. Og med en aftale, der gør det favorabelt for udenlandske selskaber at overtage virksomheder, der i dag er nationale, frygter colombianerne øgede priser på ydelser som el, vand, gas og telefontakster.
Skal EU – og Danmark – agere anstændigt og tage medansvar, kræver det en markant nytænkning af EU-bistanden, der primært er gået til regeringsinstitutioner – også under tidligere præsident Uribe – kendt og berygtet for sin lemfældige håndtering af korruption og de paramilitære gruppers overgreb på civilbefolkningen.
DANMARKS ROLLE I DET HER
I dette morads af konflikt og korruption har Danmark en rolle at spille; ikke med traditionel udviklingsbistand men med en forpligtende politisk dialog og støtte til en politisk løsning på den gamle konflikt.
Der er brug for hjælp til at få retsvæsnet til at fungere, så forbryderne ikke bliver ved med at gå frit rundt i Colombia. Danmark bør desuden støtte civilsamfundets organisationer og uafhængige medier, der kan holde regeringen ansvarlig.
Øjeblikket til at handle er nu. Danmark står overfor at skulle overtage EU-formandsskabet, og præsident Jose Manuel Santos har vist sig som en præsident, der i modsætning til sin forgænger er åben for forhandlinger med guerrillaen, korruptionsbekæmpelse og politiske reformer til gavn for en mere demokratisk udvikling.
Det er nu, Danmark bør investere i en integreret strategi for det fremtidige engagement i Latinamerika og med særlig fokus på Colombia, som er et af de lande, der har størst problemer hvad angår demokratisering og respekt menneskerettighederne.
Det langsigtede mål må være at promovere fred som en afgørende forudsætning for demokrati.
BISTANDEN FORTJENER OPFØLGNING
I de danske overvejelser bør indgå et regionalt fokus med strategier for både Mellemamerika og Sydamerika.
Temaer som miljø og klima, korruptionsbekæmpelse, promovering af demokrati og menneskerettigheder, herunder særlig udsatte gruppers rettigheder – kvinder, børn, unge og oprindelige folk – bør fortsat have opmærksomhed.
Danmarks hidtidige bistandspolitiske engagement i regionen fortjener en opfølgning, og Danmarks samvittighed – og omdømme – vil have det bedst med en indsats, der ikke kun tager hensyn til egen økonomisk vinding.
——————-
Merete Hansen er konsulent, bosiddende i Bogota i Colombia siden 2005. Tidligere landedirektør for Norsk Flygtningehjelp i Colombia. Gitte Jakobsen er journalist med tilknytning til SPOR Media.
Indægget er tilsendt u-landsnyt.
