KOMMENTAR
Generalsekretæren for Dansk Røde Kors retter i en kommentar i Berlingske Tidende skarp kritik af den internationale indsats for at genopbygge Haiti efter det ødelæggende jordskælv for et år siden.
Han gør gældende, at et tungt bureaukrati, omfattende korruption og en slatten holdning hos det internationale samfunds repræsentanter i den ludfattige caribiske ø-stat tilsammen betyder, at situationen for den hårdt ramte befolkning stadig er dybt elendig 12 måneder efter katastrofen ramte.
Af Anders Ladekarl
generalsekretær i Dansk Røde Kors,
debatindlæg i Berlingske Tidende onsdag d. 12. januar 2011
Røde Kors, FN og andre organisa-tioner har gjort et enormt stykke nødhjælpsarbejde, efter at det ødelæggende jordskælv ramte Haiti. Og selve nødhjælpsopera-tionen har været en succes.
Men haitianske politikeres jagt på politisk indflydelse og økonomisk gevinst har lammet udviklingen – og FN har ikke i tilstrækkelig grad lagt pres på dem. Samtidig har det internationale samfunds fokus på at genopbygge hovedstaden Port au Prince, der allerede før jordskælvet var et misfoster, været en forfejlet strategi.
Derfor har ét års massiv nødhjælpsindsats ikke ført til udvikling – men har fastfrosset alt for mange af Haitis fattige i de primitive lejre som dybt afhængige af netop nødhjælp.
Og ændrer FN, Haitis politikere og verdenssamfundet ikke kurs, kan vi ikke redde Haiti.
På en parkeringsplads i Port au Prince holder 18 funklende Røde Kors ambulancer. De kom til øen som en del af indsatsen mod den koleraepidemi, der fortsat hærger øens fattige befolkning.
Problemet er, at de 18 kostbare ambulancer aldrig har været ude at køre. For Røde Kors kan ikke få dem indregistreret – og derfor kan de ikke bruges.
Om det bare er på grund af manglende bestikkelse, eller fordi de store biludlejningsfirmaer – der tjener tykt på, at hjælpeorganisationer har nye biler stående uden nummerplader i deres lagre – vides ikke.
Men eksemplet med de 18 ambulancer viser med barok tydelighed det totale fravær af en ansvarlig regering og administration.
Jordskælvet ramte Haiti kl. 16.53 12. januar 2010. Anslået 230.000 mennesker omkom, og stort set alle regeringsbygninger i Port au Prince blev ødelagt. Derfor talte mange i de første måneder om et vakuum i landets ledelse – simpelthen fordi mange var omkommet eller sørgede.
Men siden har både landets overlevende politikere og nye kandidater brugt rigtig meget energi på at føre en beskidt og kostbar valgkamp og på den måde befæste deres politiske positioner. Og FNs særlige udsending til Haiti – tidligere præsident Bill Clinton – har ikke levet op til sit mandat om at få Haitis regering til at yde sit bedste.
Denne mangel på god regeringsførelse, som burde være FN-systemets fremmeste opgave, betyder, at vigtige private investeringer er udeblevet. Og at tro på opbygning af Haiti uden private investeringer giver ingen mening.
Endelig er resultatet af valget 28. november fortsat ikke er afklaret – og FN har givet meget forvirrende signaler ved først at godkende resultatet og siden drage det i tvivl.
Derfor har FN et stort ansvar for situationen i Haiti og deres optræden nærer ikke håbet om, at Haiti om kort tid står med en handlekraftig regering, der sætter gang i landets økonomiske udvikling til gavn for de fattigste.
Men uduelige politikere bærer ikke hele skylden – og de var der faktisk også før jordskælvet.
Det var hovedstaden Port au Prince, der blev ramt langt hårdest af jordskælvet. Bl.a. fordi byen var svulmet op til at rumme næsten to millioner mennesker – mange fattige på flugt fra armod og manglende muligheder ude på landet. Så fattigdom, overbefolkning og slum var en realitet, der var med til at forværre jordskælvets ødelæggelser og antallet af dødsofre.
Umiddelbart efter jordskælvet var det derfor også naturligt at fokusere en stor del af nødhjælpsindsatsen i og omkring Port au Prince. Og lige så naturligt at folk slog sig ned i teltlejre her.
Men det er begyndelsen til en ny katastrofe, at så mange mennesker 12 måneder efter jordskælvet fortsat sidder i disse lejre, passivt modtager hjælp og venter på, at Port au Prince bliver genopbygget.
For selv om Port au Prince bliver genopbygget – eller når, for nu at være optimistisk – vil den ikke kunne rumme og brødføde to millioner mennesker.
Men ved at blive ved med at brødføde, pleje og støtte folk i lejre rundt om Port au Prince er den internationale hjælpeindsats – og her har Røde Kors også et ansvar – med til at fastholde folk i en uholdbar situation, der ikke har nogen fremtidsudsigter.
Røde Kors har taget en række initiativer til at få folk væk fra Port au Prince. Det sker i erkendelsen af, at vi ikke på den lange bane kan hjælpe dem i lejrene – men tværtimod fastholder dem i fattigdom og afhængighed.
Bl.a. har Røde Kors lavet projekter, hvor børn fra Port au Prince får mulighed for at gå i skole og bo hos familie ude i landet i stedet for at bo i lejrene. Og målet er at få så mange som muligt til at slå sig ned ude i landområderne, hvor chancerne for at kunne brødføde sig selv er større.
Men det er ikke en opgave Røde Kors kan løse selv. Det kræver først og fremmest en modig indsats fra verdenssamfundet – og her er også en oplagt opgave for Danmark, der er kendt for at føre en progressiv udviklingspolitik.
For skal Haitis fattige lokkes tilbage til de i dag fattige landområder, de forlod i håb om et bedre liv i Port au Prince, skal der skabes et alternativ.
Og det vil kræve, at det er ude på landet – langt fra Port au Prince – at verdenssamfundet går ind og investerer i udvikling, så der skabes arbejde og skolegang. Og den udvikling er slet ikke kommet ordentligt i gang endnu.
Det kan lyde barokt, men i Røde Kors er vi stolte af det arbejde, vi har gjort i Haiti. Både vandforsyningen og sundhedsplejen i Port au Prince fungerer i dag bedre end før jordskælvet. Og det er faktisk lykkedes at dæmme op for en koleraepidemi, der kunne have udviklet sig langt værre.
Alligevel fristes jeg i dag til at bruge en gammel floskel: Operationen lykkedes – men patienten døde. For skifter verdenssamfundet ikke strategi og tager Haitis politikere ikke med hjælp og pres fra FN deres ansvar alvorligt, kan vi blive ved med at give Haitis fattigste en umyndiggørende og passiviserende hjælp i mange år fremover.
Det er ikke på den måde, at vi redder Haiti.
Lad os derfor bruge ét årsdagen til selvransagelse og til at revurdere den indsats, som store dele af verden faktisk har bidraget meget generøst til – men som ikke desto mindre langt hen ad vejen må siges at være slået fejl, slutter Anders Ladekarl.
