For tiden er en række humanitære organisationer i gang med at fordele nødhjælp i en række afrikanske lande, inklusiv Somalia. Her har en igangværende fødevarekrise kombineret med en væbnet konflikt i den sydlige del af landet tvunget en i forvejen presset befolkning i knæ.
Disse organisationer yder en brav indsats, men nødhjælpen når langt fra ud til alle afkroge i det kriseramte land. Den ringe infrastruktur i Somalia resulterer ofte i, at de lavt befolkede yderområder overses, når de stærkt tiltrængte nødhjælpsrationer uddeles.
Her træder de mindre organisationer, der typisk har rødder i både Danmark og Somalia, til og yder en stor indsats.
”Herude har vi ikke nogen regering, vi har kun Allah”
Somaliland er en selverklæret republik i det nordlige Somalia. I de landlige distrikter i Somaliland leves livet beskedent. Herude bliver sikkerhed, lov og orden hovedsageligt opretholdt af klanledere.
Efterhånden som man bevæger sig længere ud i margenen af Somalilands de facto stat, bliver landsbyerne mindre, men spredes gradvist over et større areal. Det er svært at nå herud, især med tonsvis af fødevarer i gamle lastbiler. Det kan forklare, hvorfor den unge generation herude aldrig har oplevet at modtage akut nødhjælp. Her er en generel følelse af, at man er blevet overset, ”herude har vi ikke nogen regering, vi har kun Allah”.
Indbyggertallene varierer i takt med årstiden. Et par hundrede familier er typisk tilknyttet områderne, hvor de lever en nomadetilværelse med geder eller kameler. Tørken har dog resulteret i, at omkring 90 procent af dyrebestanden i Somaliland er døde – og dermed er langt størstedelen af indtægtskilden forsvundet fra den del af befolkningen, som er bosat udenfor byerne.
Lokalkendskab er altafgørende
Hvis nødhjælpen skal nå helt ud til samtlige, afsidesliggende landsbyer, kræves der et ualmindeligt godt lokalkendskab og et tæt samarbejde med såkaldte ’traditionelle institutioner’, der kan garantere sikkerhed før, under og efter interventionen for alle involverede parter.
Lokalkendskab er altafgørende. Først og fremmest kan man ikke bare pludseligt dukke op med en lastbil fyldt med fødevarerationer, da der naturligvis først skal laves en evaluering af, hvor mange mennesker, der bor i landsbyen, og hvor akut deres behov er. Det får man hovedsageligt at vide gennem de lokale klanledere. Det er også dem, der får ansvaret for at mobilisere befolkningen, så alle kender til fødevaredistribueringen, og dermed at der ikke er nogen, som bliver overset. Sådan en situation kan hurtigt skabe grobund for konflikt.
Dansk initiativ og stærke lokale kræfter
Levering af fødevarer i områder med akut fødevaremangel, er ikke en ukompliceret opgave, men den kan løses ved at bringe flere aktører på banen end blot de traditionelle, humanitære institutioner.
Derfor er det en fremragende strategi at inddrage nøglepersoner fra diasporamiljøet. Det er et miljø med rødder i Somalia, og som bringer årevis af erfaring og lokalkendskab ind i kampen mod den igangværende tørke. Store dele af det danske diaspora besidder lokalkendskab, der ofte er baseret på en årelang beskæftigelse med humanitære initiativer og udviklingsprojekter i de omtalte områder.
Men diasporamiljøet skal inddrages i en strømlinet, kontinuerlig og koordineret donorindsats, der dels garanterer, at midlerne bruges bedst muligt, men også for at undgå, at interventionerne overlapper hinanden, som er en velbekendt udfordring i nødhjælpsverdenen.
DERF, Den Danske Nødhjælpspulje, der administreres af CISU i samarbejde med Red Barnet og Start Network, giver det somaliske diaspora en mulighed for at bruge deres lokalkendskab til at melde sig ind i kampen mod fødevarekrisen.
Den dansk-somaliske kvindeorganisation, Rajo, har vist, at det kan lykkedes. Forkvinden, Amina ’Nuura’ Jibrel, stod i spidsen for at ansøge om midler til akut levering af fødevarer til ca. 800 familier i det tørkeramte land. Hun er fast tilknyttet Dansk flygtningehjælp, hvor administrerer en række forskellige, internationale initiativer. Men da hun kunne fornemme at dele af befolkningen i Somaliland var ved at miste modet, gik hun all-in på ansøgningen til DERF om levering af akut fødevarehjælp i nogle af de hårdest ramte områder.
Hendes organisation indledte et samarbejde med den lokalt baserede og velrespekterede humanitære organisation, Al-Rahma, som har 13 års erfaring med at distribuere nødhjælp. Organisationen startede i 2004, hvor grundlæggeren, Abdallah Mohamed, gik fra dør til dør i en rig del af byen med en trillebør og indsamlede overskydende mad og tøj, som så blev fordelt blandt byens trængende.
Hans utrættelige kamp for at redistribuere midlerne i Somaliland, har ikke blot gjort ham til en lokal helt, men i dag står han også i spidsen for en organisation med 20 faste frivillige, der engagerer sig i alt fra tøj- og fødevareuddeling til at hjælpe udsatte grupper med f.eks. husleje, bidrag til opstart af små virksomheder og transport til lokale læger for dem, der ikke selv kan komme til hospitalet.
Internationale netværk kan løse nationale problemer
Under den seneste af Al-Rahmas tre fødevareleveringer dukkede der flere personer op end planlagt. Det resulterede i en anspændt situation, hvor de håbefulde borgere, som ikke modtog fødevarer i første omgang, måtte beroliges af Abdallah. Han er en respekteret mand, som folk har tillid til. Og hvis han siger, at de kommer tilbage med mere, så ved folk, at det er sandt.
Lokale institutioner, som Al-Rahma, har meget på spil, når de involverer sig i den nationale nødhjælpsindsats. Det er en indsats, der både kan styrke og svække deres ry og position som ledende humanitær aktør i Somaliland. Derfor skal det bare fungere.
Diasporaindsatsen udgør et alternativ til den klassiske nødhjælp, hvor det ofte er udefrakommende nødhjælpsarbejdere, der står for distribueringen. Når processen i stedet er lokalt forankret, som i dette tilfælde, skabes der vished blandt Somalilands borgere om, at der findes stærke lokale kræfter, som har styrke nok til at lede yderkantsområderne gennem krisen. Dermed knytter diasporaindsatsen landets yderzoner og de urbane centre sammen i en fælles kamp mod tørken.
Det dansk-somaliske samarbejde er blot et af mange eksempler på den styrke og professionalisme, som rigtig mange afrikanske civilsamfundsorganisationer besidder. Ved at give det danske diasporamiljø plads og midler til at udføre humanitære opgaver i samarbejde med lokalt forankrede institutioner, garanteres der, at ’vi får noget for pengene’, og at den humanitære opgave udføres så effektivt som muligt, trods svære omstændigheder.
Toke Møldrup Wolff er Ph.D.-Studerende ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, og fulgte Rajo og Al Rahmas fødevaredistribuering i August 2017 i Somaliland.
