Det er ikke hver dag, at danske topidrætsfolk besøger en slumby i Den 3. Verden og indbyder børnene til at spile fodbold.
Men det skete lørdag i Sydafrika, da spillere fra superligaklubben FC København brugte formiddagen til at træne og lege med børn fra townshippen Zwide på det lokale stadion.
Den sorte township, Zwide, har ca. 1 million indbyggere og ligger en halv times kørsel fra den sydafrikanske millionby, Port Elizabeth. Arbejde og skolegang er næsten ukendte ord blandt Zwides fattige.
I Port Elizabeth driver FCK en fodboldskole med støtte fra Danidas Privat Sektor program og fodboldskolen (UPE-FCKs) assistenttræner Eddie er født og opvokset i Zwide, hvor han stadig bor.
Spillerne, som er på 14 dages træningsophold i Sydafirka, havde en times let træning for sig selv i 35 graders varme, hvorefter 50-60 børn og unge blev lukket ind til let træning og boldspil.
Der var lavet 4 arbejdsstationer: Den første bestod af angriberne Sibusiso Zuma, Peter Møller, Alvaro Santos og Jesper Bech, som trænede i skud på mål.
Den anden og tredje station var med mere teknisk spilforståelse – træning i pasninger. Den sidste arbejdsstation var boldspil på 2 mål, hvor FCKerne spillede bold med drengene på mixede hold.
Alt boldspil foregik på bare fødder, da børnene hverken ejer sko eller en rigtig fodbold. Til daglig spilles der bold med aviser, som er rullet sammen med sejlgarn.
Det var en stor dag for børnene, men også for spillerne, fremgår det af FCKs hjemmeside, www.fck.dk.
Fodboldskolen UPE-FCK har den tidligere superligatræner, fynboen Roald Poulsen, som teknisk direktør. 2 af FCKs spillere i førsteholdstruppen er fra Sydafrika. Det er udover Zuma den unge midtbanespiller Elrio van Heerden, som er et produkt af fodboldskolen.