Kira Boe, der er Senior Education Advisor i Oxfam IBIS, er blevet valgt til bestyrelsen i den internationale fond Global Partnership for Education. Hun er den eneste repræsentant for civilsamfundet i fondens bestyrelse.
Tidligere har hun været suppleant i bestyrelsen.
Hun vil bidrage til GPEs arbejde for, at landes uddannelsesbudgetter skal bruges aktivt til at mindske fattigdom og ulighed, skriver Oxfam IBIS i en pressemeddelelse, som fortsætter:
”Lige nu er der 262 millioner børn og unge i verden, der ikke går i skole. Regeringer og det internationale samfund skal ikke længere slippe afsted med at underinvestere i uddannelse eller med at bruge alle de offentlige penge på privatskoler til de riges børn imens store dele af landets børn slet ikke kommer i skole. Det arbejde har vi nu en dansk uddannelsesekspert med i spidsen for.”
“Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Kira i GPE de sidste to år, hvor jeg har oplevet hendes kloge, lidenskabelige og skarpe øje for problemerne i vores sektor. Jeg er meget glad for at se, at hun leder vores område i GPE-bestyrelsen og glæder mig over den fortsatte indflydelse, Kira fortsat vil have i dette kritisk vigtige forum,” siger Tony Baker, Associate Director Global Education i RESULTS Education Fund og afgående GPE-bestyrelsesmedlem om Kira.
Global Partnership for Education er med sit budget på omkring to milliarder dollars over tre år verdens største uddannelsesfond. Danmark bidrager i øjeblikket med omkring 350 millioner kroner om året.
Oxfam IBIS er tæt forbundet med GPE. I oktober 2018 blev det offentliggjort, at den danske organisation på fondens vegne i løbet af de næste tre år skal dele 390 millioner kroner ud til civilsamfundsorganisationer verden over, som beskæftiger sig med uddannelse.