Serie: Verdensfattigdom i Afrika
Verdensbankens rapport ”Accelerating Poverty Reduction in Africa” (2019) handler om fattigdomsbekæmpelse og kortlægger årsagerne til fattigdommen i Afrika.
Denne artikel er en del af en serie skrevet af Knud Vilby med udgangspunkt i rapporten:
1. 135 millioner flere fattige afrikanere på 25 år
2. Alt for mange afrikanske kvinder får alt for mange børn og føder alt for tidligt
3. De forbandede naturressourcer
4. Sats på småbønderne i fattigdomsbekæmpelse
5. Børnefattigdom giver dårlige muligheder livet igennem
6. Vesten skabte Afrikas klimaændringer. Afrikansk vækst kan øge dem
7. De fattigste betaler for meget i skat. De rigeste betaler ingenting
8. Udviklingsbistanden pr. afrikaner falder trods voksende behov
9. Fødslerne og landbruget i fokus i kampen mod Afrikas fattigdom
Mange fattige lande og deres regeringer har historisk drømt om at få løst deres økonomiske problemer ved at finde olie eller guld eller andre værdifulde mineraler og metaller. Nogle har haft held med sig. Men på lang sigt kan naturressourcerne paradoksalt nok, trods store indtægter via eksport, øge fattigdommen og de langsigtede udsigter til vækst, beskæftigelse og velstand.
Økonomien i Afrika syd for Sahara er i stigende grad afhængig af eksport af naturressourcer, og det er i sig selv et problem. Traditionelt har det været en af definitionerne på udviklingslande, at økonomien var meget afhængig af en enkelt eller nogle få råvarer, der ofte blev eksporteret uforarbejdede, og som dermed ikke skabte megen beskæftigelse.
Men industriudviklingen er stadig svag i de fleste afrikanske lande, og landbrugets produktivitet er lav. Derfor er afhængigheden af råstoffer stadig stor. Og i 1990’erne og en række år efter årtusindskiftet førte stærkt stigende råvarepriser til, at eksportindtægterne steg i mange afrikanske lande. Statistikken viser, at mange landes økonomiske afhængighed af naturressourcer voksede ret dramatisk. Samtidig steg bruttonationalindkomsten betydeligt og dermed landenes rent statistiske velstand.
Det ses klart i den helt overordnede økonomiske statistik. Fra 2.000 til 2014 steg bruttonationalindkomsten pr. indbygger i Afrika syd for Sahara i gennemsnit fra 550 til 1800 dollars.
Men det var typisk ikke til glæde for de fattige. I Verdensbankens nye rapport om fattigdommen i Afrika Syd for Sahara ”Accelerating poverty Reduction in Africa”, hedder det i meget direkte sprog, at vækst i eksportindtægter og øgede fiskale indkomster fra naturressourcer nogle gange har været en ”forbandelse”.
Der er nogle generelle, og der er nok også nogle specielle afrikanske årsager.
Verdensbanken siger, at selv om udnyttelsen (og eksporten) af naturressourcer på kort sigt kan øge vækstudsigterne, så vil lande med eksport af mange naturressourcer typisk opleve lavere økonomisk vækst på længere sigt.
En undersøgelse, som har omfattet 18 afrikanske lande, viser, at vækst i eksporten af naturressourcer typisk ingen som helst positiv effekt har haft på resten af økonomien eller på de andre sektorer. Og nogle gange svækkes andre sektorer.
Stigende oliepriser, lavere vækst
Der er rigtigt mange forskellige værdifulde råvarer at hente i Afrika, men olie er nok stadig den enkelte ressource, som genererer de største indkomster for flest lande, og rapporten sætter tal på konsekvensen for to olielande, Nigeria og Angola.
I Nigeria udgør olieeksporten 34 procent af bruttonationalproduktet, men her viser analysen, at en 10 procent stigning i olieprisen på langt sigt forudses at føre til 5 procent lavere pr. capita-vækst. I Angola udgør olieeksport 64 procent eller to tredjedele af den samlede økonomi, og her vurderes det at 10 procent prisstigning på længere sigt vil føre til 10 procent lavere pr. capita BNP-vækst.
Nigeria er i kraft af olieforekomsterne rent statistisk et af de rigere afrikanske lande, og samtidig er det befolkningsmæssigt det største. Men Nigeria er det afrikanske land, der har flest fattige. I alt mere end 80 millioner fattige, og dermed mere end hver femte af alle fattige syd for Sahara.
Væksten i olieeksportindtægter underminerer simpelthen andre former for økonomisk vækst. Indtægterne påvirker den måde regeringer fungerer på. De offentlige indtægter fra olie er store men svingende, de er ikke afhængige af skatteborgeres (vælgernes) arbejde eller skattebetalinger, og de er nemme at holde ude af offentlighedens søgelys, skriver rapportens forfattere.
Samlet er der en tendens til, at disse faktorer underminerer regeringernes åbenhed og deres vilje til at stimulere økonomien. Rapporten fastslår direkte, at regeringer, som er meget afhængige af indtægterne fra naturressourcer, typisk tenderer til at være mindre demokratiske og mindre åbne for borgernes demokratiske kontrol, end regeringer i lande med færre naturressourcer.
Den hollandske syge
Det er som nævnt ikke kun et afrikansk fænomen, at stor afhængighed af naturressourcer kan skabe økonomiske problemer. Der findes et begreb, der kaldes ”den hollandske syge”, og det har sit udspring i fundet af naturgas i Nordsøen ud for Holland i 1960’erne. Holland blev pludselig meget rigere, og det medførte, at den hollandske valuta blev mere værd.
Men i takt med at valutaen blev dyrere, blev de andre varer, som Holland eksporterede – blandt andet landbrugsvarer – dyrere. Hollands konkurrenceevne blev dårligere, og det førte til en krise, der siden blev betegnet som ”den hollandske syge”.
Olielandet Nigeria oplevede noget lignende allerede i 1970’erne. Olieudvindingen skabte et boom, som førte til opskrivning og overvurdering af Nigerias valuta, nairaen. Al fokus kom på mulighederne i oliesektoren, og landbrugssektoren blev forsømt. Udviklingen forstærkede tendensen til øget ulighed mellem by og land, og til at Nigeria blev et land delt i vidt forskellige verdener, en rig ofte veluddannet over- og middelklasse og en gigantisk fattig underklasse.
Finansiering af fattigdomsbekæmpelse
Verdensbankens nye fattigdomsrapport ser også på, hvad det ville kræve, hvis indtægterne fra eksporten af olie og andre naturressourcer blev brugt effektivt til bekæmpelse af fattigdom og ulighed i landene.
Man bruger begrebet ”poverty financing gap”, forstået som den finansiering, der mangler for, at man kan bringe landets fattige op over fattigdomsgrænsen, som er en daglig indkomst svarende til 1,90 dollars pr. capita.
Rapporten fastslår, at i de fleste lande med hurtig vækst i indkomsterne fra eksport af naturressourcer, er dette provenu alligevel ikke tilstrækkeligt til at ”lukke hullet”, selv ikke i teorien. Der er dog undtagelser. I fem lande: Angola, Botswana, Republikken Congo, Gabon og Mauretanien ville man kunne eliminere fattigdommen ved at overføre kun omkring 7 procent af indtægterne fra naturressourceeksporten til fattigdomsbekæmpelse.
For Nigeria ville det kræve omkring 40 procent af olieindtægterne.
Når naturressourcernes ”forbandelse” er større og værre i Afrika end for eksempel i Europa (se på mønsterlandet Norge), skyldes det flere ting, men nok primært mere korruption og mindre demokratisk kontrol med regeringerne og også svagere strukturer for brede samfundsindsatser. Derudover er det en kendsgerning, at multinationale selskaber, der opererer i Afrika og som i udpræget grad er involveret i udvinding af naturressourcer, typisk betaler ingen eller næsten ingen skat. Den problemstilling behandles i en senere artikel om Afrikas skattesystemer.
Alternativet til økonomisk vækst gennem råvareeksport er en helt anden slags vækst.
Verdensbank-rapporten fastslår, at vækst er langt mere fattigdomsbekæmpende, hvis den foregår i sektorer, hvor de fattige selv arbejder, og hvor produktionsfaktorerne er de fattiges arbejde og jorden. Altså i landbruget. Vækst i landbruget reducerer typisk fattigdom to til tre gange mere end vækst i andre sektorer, i hvert fald hvis jorden ikke er alt for ulige fordelt.
Dette er den tredje af ni artikler i serien om Verdensfattigdom i Afrika.
