Af Nikolaj Bro Moseholm og Tim Whyte
Hvis hovedfokus i fremtidens danske udviklingsbistand er fattigdomsbekæmpelse og rettighedsbaseret udvikling, giver det ikke mening at fastholde Danidas BNI-grænse på 2.630 dollars pr. indbygger som indikator for hvilke lande og befolkninger, der er kvalificerede til at få bistand.
I hvert fald ikke hvis fattigdomsorientering refererer til fattige mennesker. For det er 25 år siden, at 90 procent af verdens fattigste levede i lavindkomstlande, i dag er tallet nede på under 30 pct.
Endnu mindre mening giver denne grænse for bruttonationalindkomsten pr. indbygger, hvis man ønsker en rettighedsbaseret udviklingsbistand.
Rettigheder kender ingen landegræn-ser, rettigheder knytter sig som bekendt netop til mennesker, hvor rettighedsoriente-ret udviklings-bistand kort sagt går ud på at støtte fattige og undertrykte i at fremføre og fastholde deres krav om et værdigt liv over for landets magthavere.
Konsekvensen af den nuværende BNI-grænse er, at hvis blot de få rige i et land er ekstremt rige (og magtfulde) nok eller hvis blot de få udnytter en befolkning til at skabe rigdom for sig selv, diskvalificeres det store flertal af fattige og undertrykte fra at modtage støtte.
Og selv om der nu og da gives dispensationer for bistand i lande med et BNI over de 2.630 dollars, er og bliver det vanskeligt og ofte umuligt at opnå finansiering fra Danida til at hjælpe disse mennesker.
Støtte til fattigdomsbekæmpelse og rettighedsbaseret udvikling må selvsagt fokusere på fattige og undertrykte mennesker, uanset om de har ekstremt rige og magtfulde naboer, naboer der i øvrigt ofte er en del af problemet.
Omfordeling et internt nationalt anliggende
Den gængse argumentation om, at fattigdom i lande med et BNI på over 2.630 dollars må anses som et internt nationalt problem holder ikke. Af flere grunde.
Der findes umiddelbart ingen eksempler i virkelighedens verden på udryddelse af fattigdom uden at dette sker ved en overførsel af ressourcer fra en befolkningsgruppe til andre, ligesom rettighedsbaseret udvikling foregår ved overførsel af magt og ressourcer fra en befolkningsgruppe til andre.
Med andre ord: Omfordeling af ressourcer og rettigheder i praksis er altid et internt nationalt anliggende uanset størrelsen af landets BNI.
Men magthaverne begynder som bekendt ikke at dele ud af sig selv. Det sker kun i det omfang civilsamfundet er i stand til at kræve deres ret til et værdigt liv.
Selve processen i en rettighedsbaseret udvikling må ske med demokratiske midler og er således afhængig af en bottom up bevægelse (nedefra). Det er den grundlæggende præmis.
Dialog og samarbejde mellem donorlandenes og modtagerlandes regeringer om respekt for demokrati og menneskerettigheder må naturligvis hilses velkommen. Men resultatet bliver i bedste fald ikke bæredygtigt uden sikring af civilsamfundets evne og kapacitet til på demokratisk vis selv at kræve og fastholde deres rettigheder.
Bizar oplevelse i Panama
Det væsentlige spørgsmål er således ikke om landets BNI er højt eller lavt, men om hvor vidt der er store grupper fattige mennesker i et land og hvor vidt danske bistandskroner kan være med til at styrke de mennesker i at kræve deres rettigheder og komme ud af fattigdom.
Det er eksempelvis en bizar oplevelse at måtte fortælle de oprindelige folk i Panama (BNI 7.000 dollar pr. indbygger), at de er for rige og velstående som panamanere ifølge Danidas administrative regler til at modtage støtte til at forsvare deres rettigheder.
Især når 4/5 af landets oprindelige folk lever under FN’s fattigdomsgrænse og undertrykkes systematisk af regeringen.
Det samme kunne man sige i samtlige andre lande, hvor der er oprindelige folk, da disse er særligt udsatte i forhold til både økonomisk fattigdom og rettigheder som individer og folk.
Det er dog langt fra kun oprindelige folk, der falder uden for Danidas retningslinjer om, hvem der er fattige og undertrykte nok til at modtage støtte til et værdigt liv.
Fattigdomslommerne
I mange lande med et BNI på over 2.630 dollars er der fattigdoms-lommer, som er større og dybere end flere af de lande tilsammen, som er under denne BNI-grænse – og dermed kvalificeret til at modtage bistand.
Selv om en BNI-grænse for at modtage dansk udviklingsbistand muligvis gør livet lettere rent administrativt bag et skrivebord, gør det altså ikke livet lettere for dem udviklingsbistanden skal komme til gode.
Når dette administrative pennestrøg overhovedet kunne opstå i dansk udviklingsbistand skyldes det formodentligt, at ca. 90 procent af verdens fattige levede i lavindkomstlande under BNI-grænsen for 25 år siden. I dag er det tal faldet til under 30 pct.
Lad os derfor gøre os den umage at lade fattigdomsbekæmpelse og rettighedsbaseret udviklingsbistand afhænge af kvalificerede analyser af netop fattige mennesker og deres rettigheder i de enkelte lande.
Alt andet er en underkendelse af fattige og undertrykte menneskers vilkår og den sociale proces, der er uløseligt forbundet med en rettighedsbaseret udvikling.
Det er også en underkendelse af selve rettighedsbegrebet og den tematiske tilgang, fordi vi dermed afskriver millioner af mennesker, som døjer med alvorlige menneskeretskrænkelser fra vores udviklingsarbejde, udelukkende fordi de, der undertrykker dem, er rige nok til at holde os for døren.
Ekstremt rige et bolværk mod forandringer
Det forhold, at der i et land sidder en lille elite af ekstremt rige enkeltpersoner (som hæver landets gennemsnitlige BNI betydeligt), repræsenterer ikke nødvendigvis noget potentiale for fattige og marginaliserede mennesker.
Som oftest repræsenterer elitens ekstreme rigdom og magt derimod et effektivt bolværk mod fattige og hvad enten de er oprindelige folk, arbejdstagere, handicappede, kvinder eller børn etc.
En rettighedsbaseret fattigdomsbekæmpelse må og bør afføde et mere konsekvent fokus på mennesker og befolkninger frem for stater og yderst rigide gennemsnitsberegninger af menneskers muligheder.
Beregninger, som ikke bygger på disse menneskers reelle muligheder for at indfri det teoretiske potentiale i praksis – hvad enten det gælder deres andel i en national rigdom eller internationale konventioner og erklæringer om menneskerettigheder.
Det er netop analysen af dette, som bør ligge til grund for en seriøs vurdering af, hvilke befolkningsgrupper og civilsamfund, som rimeligvis kvalificerer sig til støtte. Også selv om denne analyse er mere besværlig.
Kort sagt: Mennesket i centrum!
Skulle Danida trods alt have administrative grunde til ønske en BNI-grænse i retningslinjerne for dansk udviklingsbistand, må den som et minimum hæves betydeligt.
Hvis BNI skal bruges som indikator for menneskers muligheder og den reelle fattigdom i et land, må det som minimum anbefales at isolere de rigeste 3 procent og derefter måle BNI for resten af indbyggerne.
Men selv dét fortæller os stadig ikke noget om kvinders, børns, handicappede eller andre marginaliserede gruppers rettigheder og det vil eksempelvis fortsat være af vital betydning at holde støtte til oprindelige folks rettigheder fri af enhver BNI-grænse.
Især hvis verdens mest undertrykte folk ikke skal afskæres fra støtte til en rettighedsbaseret udvikling.
Idéen med universelle menneskerettigheder var vel at udbrede dem til alle.
—————
Nikolaj Bro Moseholm er cand.scient.soc i Internationale Menneskerettigheder og Tim Whyte historiker og journalist med speciale i slaveri. Begge har arbejdet med menneskerettigheder og oprindelige folk i mange år. Begge er tilknyttet NGOen Verdens Skove – tidl. Nepenthes.
