CPH:DOX: Berlingers dokumentarfilm ”Under African Skies” fortæller historien om Paul Simons unikke samarbejde med musikere fra Sydafrika under apartheid, og om hvordan FN’s kulturelle boykot af Sydafrika førte Paul Simon ud i et uventet stormvejr.
Anmeldelse af Maria Bierbaum Oehlenschläger, U-landsnyt.dk
”Paul Simon: Under African Skies” af Joe Berlinger er en skøn og seværdig beretning om, hvordan Paul Simons hyldede album ”Graceland”, der fejrede 25 års jubilæum sidste år, blev til under racemæssige spændinger og vanskelige storpolitiske kår.
Kunst er grænseoverskridende
”Musik er den mest forenende ting, jeg har oplevet,” understreger Quincy Jones, der medvirker i filmen sammen med en perlerække af stjerner: Sir Paul McCartney, Oprah Winfrey, Whoopi Goldberg, Harry Belafonte, Hugh Masakela, Miriam Mekeba og alle de sydafrikanske musikere, som Paul Simon indspiller ”Graceland” sammen med.
”Jeg har aldrig omfavnet en hvid mand, før jeg mødte Paul Simon, my brother,” fortæller Joseph Shabalala fra koret Ladysmith Black Mambazo, som sammen med Paul Simons skabte nummeret ”Homeless” til “Graceland”.
Shabalala og hans kor var med, da albummet blev præsenteret i Satarday Night Live i USA i midten af 1980’erne og den efterfølgende verdensturné, som når helt til Harare, Zimbabwe, mens sydafrikanerne må vente på liveversioner af hits som “You Can Call me Al”, “Diamonds on the Sole of her Shoes” og filmens titel “Under African Skies”, til den politiske situation i landet vender.
Eventyret startede med, at den legendariske amerikanske folkesanger Paul Simon – kendt som den anden halvdel i Simon og Garfunkel – midt i 1980’erne lytter til en række kassettebånd med afrikansk musik fra Soweto. Han er forført af musikken og beslutter sig for at forfølge ideen om at opsøge musikken og rejser til Sydafrika, hvor apartheid-styret er ”at its most vicious”. Og racismen er til stede helt ind i det lukkede indspilningsstudie i Johannesburg, hvor Paul Simon er omgivet af en stor skare af sydafrikanske musikere og sangere.
Berørt fortæller han, hvordan hvide sydafrikanere i studiet lufter racistisk båret skepsis mod de oprindelige sydafrikaneres evner. Men han gør i selskab med sine afrikanske musikere disse betvivlelser eftertrykkeligt til skamme, da “Graceland” senere stryger helt til tops på de amerikanske hitlister.
Kulturelt boykot
Men var det en fejl at bryde FN’s kulturelle boykot af Sydafrikas apartheidstyre for at lade systematisk undertrykt afrikansk kultur nå hele verden? Var det forkert, at Paul Simon undlod at spørge ANC om lov, brød den kulturelle boykot og lavede et album sammen med sydafrikanske musikere og sangere?
Filmens svar er et forudsigeligt ”nej”. Men det er musikken – liveoptagelser fra Graceland-turneen og fra studiet i Sydafrika – der giver svaret. For selv kan Paul Simon ikke skrive politiske tekster, men derimod sætte New Yorker-lyrik sammen med sydafrikansk harmonikaspil, blande Miriam Mebekas vokal, Hugh Masekelas trompet, Ray Phiris guitar og et stort kor med sin egen fine stemme og gøre et musikalsk comeback af en anden verden. Verdensmusikken var tilbage, men Mandelas løsladelse lod vente på sig.
To sider af historien
”Jeg har i alle disse år haft denne sag på samvittigheden,” fortæller Paul Simon til Dali Tambo, leder af Musicians against Apartheid, der fordømte Paul Simons brud med FN’s kulturelle boykot tilbage i 1985. Også nu 25 år efter, hvor Paul Simon igen besøger landet for at genforene sine Graceland-kunstnere.
”Lad mig nu fortælle historien, som jeg oplevede den,” begynder Paul Simon, mens arkiv-optagelser fra studiet i Johannesburg – hvor 80’ernes karakteristiske mode blandes med sydafrikansk tradition på herlig vis – sætter scenen for Paul Simons autentiske møde med de sydafrikanske musikere, som han senere turnerer verden tynd med.
En anke på den skønne film om et sjældent ligeværdigt møde mellem kunstnere fra forskellige dele af verden er, at den anden side af historien ikke får helt samme taletid: Hvordan er det præcis, at Paul Simon gør fortræd ved at udgive ”Graceland”? Hvilke negativer konsekvenser har samarbejdets brud på den kulturelle boykot?
De spørgsmål forbliver ubesvaret, men det forstyrrer ikke filmens øvrige ærinde: At præsentere et unikt samarbejde mellem amerikanske og afrikanske stjerner, som med musikken som afsæt nåede ud til hele verden med et budskab, der på alle måder lå så fjernt fra aparthedstyrets racisme, som det overhovedet kunne.
Under African Skies (USA, 2011, 102 min.)
Instruktør: Joe Berlinger.
Producer: Joe Berlinger.
Produktion: A&E IndieFilms, Radical Media.
Engelsk uden undertekster.
Under African Skies vises næste gang mandag 05/11 21:30 i Dagmar Teatret og søndag 11/11 20:00 i Empire Bio.
