Beijings forsøg på at standse tibetanske selvbrændinger I protest mod det kinesiske styres overgreb i Tibet vil kun provokere og få endnu flere til at sætte ild til sig selv, siger den tibetanske eksilleder Lobsang Sangay.
Lonsang Sangay er på besøg i Canada, hvor han tirsdag mødtes med den canadiske premierminister og opfordrede ham, ifølge South China Morning Post, til at sende en undersøgelseskomite til Tibet for at se, om tibetanerne virkelig har den religiøse frihed, som de kinesiske myndigheder hævder.
107 tibetanere har sat ild til sige selv siden 2009, inklusiv seks eller syv alene i år.
Den tibetanske eksilleder, der efterfulgte Dali Lama som politisk leder i 2011, kommer ikke til København for at deltage i en større demonstration til støtte for tibetanernes ikke-voldelige kamp for frihed søndag den 10. marts. Men hans tale bliver læst op for deltagerne.
I en presse-meddelelse spørger arrangørerne – Studerende for et Frit Tibet,
Støttekomiteen for Tibet og Det Tibetanske Samfund i Danmark :
”Vidste du:
* At over 100 tibetanere har sat ild til sig selv som et råb om hjælp som følge af over 60 års besættelse og undertrykkelse.
* At flere tusinde i de seneste år er blevet fængslet og ofte tortureret i Tibet for .eks. at besidde et billede af Dalai Lama.
* At fredelige demonstrationer i Tibet i det seneste år er blevet mødt af kinesisk militær med beskydninger og fængslinger.
Det er ikke underligt, hvis du ikke ved det – da internationale
medier er forment adgang til Tibet, tibetanere inde i Tibet bliver isoleret og information om den forværrende krise ikke når ud til omverdenen”.
Demonstrationen er led i en verdensomspændende protest mod Kinas fremfærd i Tibet og finder sted på Rådhuspladsen i København, søndag den 10. marts kl. 14.00 – 15.30.
Centralt i demonstrationen er en lystændingsceremoni og oplæsning af udvalgte baggrundshistorier om de mere end hundrede, der har ofret deres liv for Tibets frihed inden for det seneste år.
Der bydes desuden på musik af Lior Kojo, kage og te.
Læs det detaljerede program i kalenderen på
http://www.u-landsnyt.dk/kalender-indhold/demonstration-kinas-overgreb-i-tibet