Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet
Når det gælder opfyldelse målsætningen fra COP15-topmødet om biodiversitet, som blandt andet indebærer, at verdens lande skal udlægge 30 procent af land- og havområder til beskyttede områder, så ser det umiddelbart ud til at kunne lykkes for Afrika som helhed.
Flere afrikanske nationer er på papiret enten tæt på at opfylde målene eller gør det allerede. For kontinentet som helhed er status, at der er 19 procent beskyttet land og 17 procent beskyttet hav, fortæller FN’s miljøprogram, UNEP.
Det er jo umiddelbart et solidt fundament i indsatsen mod den skrumpende biodiversitet – biodiversitetskrisen. Men bag de flotte tal finder man blodige og konfliktfyldte lokale virkeligheder.
Min oplevelse er, at hovedparten af lokale konflikter i Afrika er relateret til udnyttelse og bevarelse af naturen.
I denne analyse vil jeg for det første sætte scenen og give indblik i nogle af de centrale faktorer i biodiversitetskrisen lokalt i Afrika. For det andet vil jeg give et indblik i de lokale frontlinjer i kampen om beskyttelse af biodiversitet i Afrika.
Afrika har den vildeste natur
Afrika er indlysende betydningsfuldt, når vi ser på biodiversitet, fordi kontinentet huser en både mangfoldig og unik biodiversitet. Kontinentets betydning for klodens biodiversitet understreges blandt andet af, at:
- Det er hjemsted for nogle af verdens mest karismatisk landpattedyr så som elefanter, løver, giraffer, gorillaer og næsehorn.
- Det huser cirka en fjerdedel af verdens pattedyr og fuglearter.
- En fjerdedel af mest bevaringsværdige biodiversitets hotspots ligger i Afrika.
Derudover bidrager naturlige økosystemer med en masse services til mennesker i form af for eksempel vand og frugtbare landområder.
Samfundsmæssige aspekter på biodiversitetsforvaltningen i Afrika
Mennesker og samfundsmæssige forhold er af central betydning for bekæmpelse af biodiversitetskrisen i Afrika. I den sammenhæng fremhæver man oftest de demografiske og socioøkonomiske aspekter. Selvom det er halsløs gerning at behandle disse kort, så tager jeg chancen og laver nogle nedslag.
Gennem de seneste årtier har der været en solid befolkningstilvækst på kontinentet. Selvom om billedet i Afrika er sammensat, så er det hævet over en hver tvivl, at flere mennesker sætter et større aftryk på naturen.
Man er nødt til at se på de demografiske forhold for at forstå mulighederne for at bekæmpe biodiversitetskrisen. Afrika er nemlig på en række områder enestående og anderledes end andre kontinenter.
- Flertallet af menneskerne på kontinentet lever på landet. Deres livsbetingelser afhænger ofte af deres evner til udnytte naturen.
- Gennem de seneste årtier har der været en solid befolkningstilvækst på kontinentet. Selvom billedet i Afrika er sammensat, så er det hævet over enhver tvivl, at flere mennesker sætter et større aftryk på naturen.
- Det at flytte sig har altid været en centralt i overlevelsesstrategi på kontinentet. Mange steder lever folk stadig som pastoralister, selvom de er under pres. Og i det hele taget skaber mobilitet stedvist et enormt pres på både natur og samfund – og presset vokser. Ifølge den Afrikanske Union huser kontinentet 80 procent af verdens migranter.
Samlet set sætter de demografisk faktorer et stort pres på både biodiversiteten og forvaltningen af biodiversiteten i Afrika.
Dårlige ledelse og oplevelse af ulighed og fattigdom presser mennesker og natur
Lokalt i Afrika er mange – og et voksende antal vil jeg påstå – mennesker presset af forskellige socioøkonomiske forhold. De afledte effekter gør, at den samfundsmæssige sammenhængskraft i landområderne er under pres og stedvist særdeles udfordret.
Presset kommer såvel udefra som indefra. Når jeg besøger lokalsamfund oplever jeg stadig oftere udbredt og voksende utilfredshed med de politisk-administrative institutioner og ikke mindst deres ledelse – lokale såvel som nationale. Utilfredsheden bunder ofte i flere forhold, og handler for eksempel om dårligt lederskab, magtmisbrug og mangel på inklusion i beslutningsprocesser, eksempelvis relateret til alder, køn, kulturel og religiøs baggrund.
Samlet set bidrager utilfredsheden til konflikter under fællesbetegnelsen autoritetskrise.
Autoritetskrisen kan aflæses i lokal utilfredshed på grund af oplevelsen af uretfærdigheder, der relaterer sig til oplevelser af eksempelvis voksende ulighed, dybere fattigdom. Alt sammen bidrager til reduceret respekt for traditionelle autoriteter og autoritetsstrukturer, og det stresser såvel menneskelige relationer som menneskers relationer til naturen.
Klimakrisen sætter nye rammer
Klimakrisen har længe været indirekte eller direkte dagsordensættende for livet i Afrika. Især på landet. Mennesker og lokale samfund er stadig dybt afhængige af deres evner til at skabe et livsgrundlag baseret på det lokale naturgrundlag.
Disse muligheder bliver vanskeligere under klimakrisen, der som oftest betyder stigende temperaturer og mere uforudsigelig nedbør. Regnen, som er vital for hovedparten af landbrugsaktiviteter er stadig mere uberegnelig, både når det gælder mængder og tidspunkter.
Blandt San-folket er der frustrationer over at udsigten til et bedre liv er blevet afløst af forværrede livsbetingelser.
Klimakrisen rammer ikke kun de klassiske landbrugsaktiviteter, men også nye alternative og markedsbaserede tiltag for at integrere naturbeskyttelse og lokal udvikling. På mit feltarbejde i det nordøstlige Namibia har jeg oplevet, hvordan klimakrisen har ramt eksternt drevede initiativer, som skulle styrke, modernisere og integrere de traditionelle San-folk i den lokale forvaltning af biodiversiteten.
Initiativerne skulle inddrage de lokale ved at skabe indkomstgenererende aktiviteter, særligt koblet op på jagtturisme. Altså win-win-situationer med bæredygtig udnyttelse af vilde dyr samtidig med, at der bliver skabt et indtægtsgrundlag for lokalsamfundene.
Men de usædvanligt lange tørkeperioder har blandt andet betydet, at der ikke længere lever nogen dyr i området. Dermed er fundamentet for jagtturismen forsvundet. Det samme er de lokale arbejdspladser og deraf følgende indtægter. Blandt San-folket er der frustrationer over, at udsigten til et bedre liv er blevet afløst af forværrede livsbetingelser.
Lyset i mørket er militarisering af naturforvaltning
Vestens mediebillede af Afrika er domineret af negative historier, og det gælder også i relation til biodiversiteten. Derfor overser vi lyspunkter og ting, der kan italesættes som lokale succeshistorier.
Når noget udråbes som en succes, er det altid relevant at forholde sig kritisk til, hvem det er, der udråber succesen og på hvilket grundlag.
Nogle af de seneste års succeshistorier i forhold til biodiversitet er uddelegeret naturforvaltning. Altså en relativt ny tendens indenfor naturforvaltning, hvor ikke-statslige aktører overtager forvaltningen fra myndighederne.
Når noget udråbes som en succes, er det altid relevant at forholde sig kritisk til, hvem det er, der udråber succesen og på hvilket grundlag.
Oftest er det en partshaver, der udråber (egne) succeser og gør det på baggrund af forbedringer af tilstanden for udvalgte arter. Når disse partshavere stedvist har monopol på sandheden, hænger det sammen med de stadig mere konfliktfyldte og farlige lokale forhold. Det betyder risikable betingelser for forskere, journalister og andre.
I Zakouma nationalparken i Tchad, som jeg har besøgt under mine feltstudier, har den forvaltende institution, African Parks, nærmest patent på studier og dataindsamling. African Parks anvender udviklingen i elefantbestanden som den altoverskyggende indikator. Der kommer flere elefanter i Zakouma-nationalparken, og African Parks kan sole sig i succesens stråler.
Min oplevelse er, at de ikke-statslige aktørers naturforvaltning i Afrika har flere nuancer, fordi de har et bredere fokus – især på succeser for de lokale samfund, som de samarbejder med.
Mine observationer er ikke kun fra Tchad men også fra Zambia og Rwanda, hvor African Parks og andre ikke-statslige aktører også har overtaget naturforvaltningen.
Her er der lokale eksempler på, at levevilkårene for nogle mennesker er blevet forbedret. Det er for eksempel sket ved, at der er blevet etableret mere stabile forhold, jobs og andre økonomiske muligheder.
I Tchad og andre lande i Sahel-regionen og det centrale Afrika har forudsætningen været en øget militarisering af naturforvaltningen. Derved er der skabt naturbevarelses-øer, som giver det klassiske og forkætrede begreb fortress conservation en ny betydning.
Disse tendenser i lokal forvaltningen af biodiversitet giver forhåbninger, men stiller samtidig en række spørgsmål om eksempelvis omkostningerne og levedygtigheden af disse forvaltningsregimer.
I ovenstående er der elementer af håb og harmoni, som i det følgende bliver gennemhullet af andre lokale virkeligheder på det afrikanske kontinent.
Eksempelvis har nogle afrikanske lande shoot first-politikker i forhold til krybskytter, når det gælder beskyttelse af af værdifuld biodiversitet så som næsehorn.
Den blodig lokale virkelighed i kampen for biodiversiteten
At kampen for bevarelse af biodiversiteten i Afrika er farlig og trækker blodige spor er der intet nyt i. Eksempelvis har nogle afrikanske lande shoot first-politikker i forhold til krybskytter, når det gælder beskyttelse af af værdifuld biodiversitet så som næsehorn.
Læs også: Hvorfor endte Hardlife Mukombis hårde liv for enden af en serie riffelkugler? af Peter Tygesen
Alligevel bringer Kurt Steiner, der er tidligere sikkerhedsrådgiver for African Parks og for nu arbejder som selvstændig sikkerhedskonsulent, nye aspekter om ikke mindst omfanget af konflikter i kampen for biodiversiteten.
I en samtale med det sydafrikanske nyhedsmedier BizNews, fortæller han, at mere end 1.000 parkrangere siden 2006 er blevet dræbt i forbindelse med deres arbejde med at beskytte naturområder i Afrika.
Derudover beretter han om de enorme indtjeningsmuligheder, der er ved at udnytte de naturlige økosystemer. Han beretter om militsgrupper i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), som angiveligt har årlige indtægter på 70 millioner dollars på trækulsproduktion.
Et sådan beløb viser med al tydelighed de vanskelige betingelser, der er for naturbeskyttelse i det biodiversitetsrige DR Congo.
DR Congo-casen viser, at værdifuld natur skaber grundlaget for konflikter. Den viser også, at mennesker og lokale samfund betaler en høj pris for at leve i områder med rig biodiversitet. Oven i det kommer, at DR Congos undergrund rig på olie, metaller og mineraler, som på samme vis kan skabe grobund for vold og konflikter.
Foto: Per-Anders Pettersson/Getty Images
Biodiversitet skaber nye lokale muligheder men konflikter vokser
At udnytte naturen og biodiversiteten er fundamentet for mange mennesker i afrikanske rurale samfund. Interessen for biodiversiteten synes at være stigende og stedvis er det lokale konfliktpotentiale voksende.
Konflikterne bliver stadig mere blodige og koster stadig flere liv. Bekæmpelse af denne ekstreme form for ressourceforbandelse forudsætter at mennesker samarbejde.
Her spiller lokale samfund en central rolle, men det er svært at forestille sig disse mennesker og samfund løfte opgaven alene. Både interne og eksterne faktorer spiller ind og spænder fra sammenbrud af lokale autoritetsstrukturer til forskellige stærke eksterne aktører og deres aktiviteter.
Læs også Stig Jensens to tidligere analyser i hans serie om kampen for biodiversiteten:
- Fra forgangsland til bagstræberland – Danmark er med til at gøre biodiversitetskrisen værre
- Kampen om naturen tager til i Afrika: Nye tendenser og gamle sår dominerer i nogle af verdens vigtigste lande.
