Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
For mange år siden fik jeg en hel flok nye naboer i den israelske kibbutz, hvor jeg boede.
Året var 1967 og dem, jeg især husker, var unge amerikanske jødiske mænd, der stod i første række for at blive indkaldt til den krig, USA blev dybere og dybere engageret i i Vietnam. De unge rejste fra et land i krig til Israel, der lige havde sejret i Seksdageskrigen. Mange var sikkert ideologisk overbeviste zionister, der troede på, at Israels var jødernes redning i en ond, antisemitisk Verden, men jeg er sikker på at andre mest rejste som draft dodgers, det vil sige for at undgå at blive indkaldt og ende blandt de 58.000 amerikanere, der mistede livet i Vietnam-krigen.
De slap dog ikke for at blive soldater! Dengang havde Israels seks års værnepligt for mænd og utallige genindkaldelser. Ingen immigranter slap for militærtjeneste ved at tage til Israel.
De fleste unge jøder, jeg mødte, blev israelske statsborgere og cuttede båndene til deres hidtidige fædreland. En af dem kontaktede jeg næste 30 år senere. Han var i mellemtiden blevet litteraturanmelder for en engelsksproget israelsk avis og den stolte ejer af to irske hyrdehunde og en stor lejlighed i Jerusalemforstaden Abu Ghosh.
Tilflugt ved Alpernes fod
Det er en artikel i en anden israelsk avis, der får mig til at tænke på de unge amerikanere, der søgte til Israel mens Vietnam-krigen rasede. Avisen er Haaretz og kan sammenlignes med Information i Danmark. Haaretz støtter de aktioner, der hver søndag siden nytår har samlet flere hundrede tusinde demonstranter på gaderne i Tel Aviv, Jerusalem, Haifa og Beersheba i protest mod premierminister Benyamin Netanyahus højreradikale regering. Protesterne er så omfattende og så vedvarende, at Israels præsident og mange andre frygter, at landet står på randen af en borgerkrig, der truer den jødiske stats eksistens. Det er ikke ydre fjender, der bringer staten i fare, men dybe indre spændinger. Man kan ligefrem tale om en implosion.
Jeg har kun læst en lille del af artiklen i Haaretz, en teaser, resten er kun synlig for abonnenter. Teaseren har ingen detaljer, men fortæller bland andet, at et antal israelske jøder – unge og ældre, ugifte og familier, studerende og færdiguddannede – har fundet sammen i en italiensk landsby ved foden af alperne og at nogle af dem tænker alvorligt på at blive, altså på at forlade det Israel, som deres zionistiske forfædre grundlagde, som tilflugtssted for forfulgte jøder, og som amerikanske jøder i mig egen tid søgte til for at slippe for at blive kanonføde i Vietnam.
Årsag til udflyttersamfundet ved alperne er ifølge Haaretz: Afmagt. Og avisen skriver, at andre er på vej i andre retninger væk fra Israel.
Den sidste slukker lyset
Livet i Israel har altid været hårdt, og jødisk udvandring er langt fra noget nyt fænomen.
Det siges, at der hænger et skilt i Tel Avivs lufthavn. På skiltet står: ’Sidste mand lukker og slukker’. Ingen har set skiltet og der er tale om sort humor. Meningen er, at den sidste israelske jøde skal lukke og slukke efter sig, inden han forlader landet fordi det århundredlange zionistiske eksperiment endte som en pinlig fiasko.
Masser af arabiske israelere og palæstinensere har løst enkeltbilletter fra lufthavnen i Tel Aviv, fordi den jødiske overmagt er blevet for knugende. Det officielle Israel ved, at det sker og letter gerne arabernes vej ud af landet. Den jødiske udvandring har derimod altid været noget man skammede sig over og nødigt talte højt om. Det moderne Israel blev jo skabt som et land, jøder flygtede til og ikke fra! Alligevel har blandt andet de mange krige været en enorm byrde for alle, både jøder og arabere.
Det nye er ifølge artiklen i Haaretz derfor ikke, at jøder forlader Israel, men en ny grund til at de gør det. Artiklen i Haaretz kunne tyde på, at især veluddannede jøder af vestlig afstamning ikke længere vil kendes ved det land, der skulle være deres. De har mistet deres selvrespekt som israelske jøder og er derfor på vej ud – præcis som mange før dem, blot nu af helt andre grunde. Før var tilværelsen bare for hård og sur for nogle israelske jøder, og araberne har i årtier mistet deres livsgrundlag som følge af Israels magtovertagelse. Nu oplever nogle israelske jøder desuden, at de har mistet selve det Israel, de havde skabt, kæmpede for og troede var deres. Derfor er de på vej tilbage i diasporaen.
Det er ikke palæstinenserne og de arabiske lande i Mellemøsten, der har vristet Israel fra dem, men deres egen demokratiske valgte regering, hvis min udlægning af teaseren fra Haaretz er rigtig.
Hvem ved? Måske er nogle af flygtningene fra Vietnam-krigens tid blandt de vandrende jøder, der nu søger tilflugt i lande udenfor Israel.
Absurd teater
Det fundamentale israelske selvopgør har fået en karakter af absurd teater, hvor hovedpersonerne ignoreres og aldrig viser sig på scenen. Hovedpersonerne i alt, der handler om Palæstina er naturligvis palæstinenserne.
Palæstinenserne i Palæstina er blevet usynlige elefanter i Israels tragiske politiske teater. Det er måske derfor, det israelske opgør virker så håbløst, at nogle israelske jøder vælger at rejse væk og overlade scenen til andre, der truer med at ødelægge Israel for alle stridens parter.
