En central figur i den honduranske film ”Hvem sagde frygt?” var med ved præsentationen af filmen i København. U-landsnyt talte med ham om filmens tilblivelse og den aktuelle situation i det mellemamerikanske land.
Af Eva Rasmussen
“¿Quién Dijo Miedo?”, “Hvem sagde frygt”, en film om kuppet i Honduras for godt et år siden, fortæller om den virkelighed, honduranerne stadig lever i. Om politiske mord, forsvindinger, forfølgelse og tortur. René Amador, en central person i filmen og en af dem, der har været tæt på at blive offer for et politisk mord, besøgte torsdag København i forbindelse med, at Mellemamerika Komiteen præsenterede filmen ved en mere end velbesøgt temaaften om kuppet i Honduras.
– Tiden op til kuppet 28. juni 2009 var en politisk skole. Jeg var aktiv i Den folkelige Blok, et netværk af politiske aktivister. Vi kæmpede for gennemførelsen af en vejledende folkeafstemning om udskrivelse af valg til en grundlovgivende forsamling, og ikke om en ny grundlov, som de medier, der senere støttede kuppet kørte frem med, fortæller René Amador.
Folkeafstemningen skulle have været holdt 29. juni, men natten til den 28. satte soldater den demokratisk valgte præsident Mel Zelaya på et fly til Costa Rica. Han fik ikke lov til at klæde sig på, men kom af sted i nattøj.
– Jeg blev ringet op af en ven lidt over klokken 5 om morgenen. ”Militæret har omringet præsidentboligen”, råbte han. Jeg skyndte mig derhen. Der var allerede mange demonstranter i alle aldre, husker René Amador.
Det var her filmens titel blev skabt. Da en ældre kvinde angreb en af de bevæbnede soldater, spurgte mange: Hvem sagde frygt?
– Vi var ikke bange, men forargede over det, der skete, fortæller René Amador.
Kupmagerne havde blokeret alle kommunikationskanaler, så han løb hen i et nærliggende kvarter og vækkede folk med råbet: ”De har kidnappet præsidenten.”
Filmoptagelser
Optagelserne til filmen startede på kupdagen. Det var dog først nogle dage senere, at det blev besluttet at lave en dokumentar.
– Vi optog ved alle demonstrationer, og meget hurtigt havde vi så mange utrolige billeder, at vi besluttede os til at lave en film, fortæller René Amador.
Optagelserne sluttede umiddelbart før valget i november 2009, og filmen havde premiere i Honduras på årsdagen for kuppet. Siden er den vist i en lang række latinamerikanske og europæiske lande. Og den er blevet godt modtaget. Både af anmeldere og aktivister. Omkring premieren kørte landets præsident Porfirio Lobo en charmeoffesiv, der skulle fremstille ham som forsoner mellem kuptilhængere og –modstandere.
– Derfor blev filmen ikke forbudt, vurderer René Amador, der tilføjer, at det ville have skadet regeringens image i international sammenhæng, hvis retten til at vise filmen var blevet anfægtet.
Modstandsfront
På kupdagen fandt en række organisationer og enkeltpersoner af forskellig politisk farve sammen og dannede Den Nationale Modstandsfront mod Kuppet. Den folkelige Blok er en særdeles aktiv deltager, og fra dag 1 efter kuppet var René Amador med i de daglige demonstrationer mod kupregeringen.
– Vi kæmpede i første omgang for Zelayas tilbagevenden til Honduras og præsidentposten. I dag har vi udvidet det til også at demonstrere for en grundlovsændring, fortæller René Amador, der oplyser, at Modstandsfronten nu har samlet flere end 1 million underskrifter på kravet om en grundlovsændring.
Den seneste grundlovgivende forsamling blev indkaldt i 1981, og den nye grundlov trådte i kraft det følgende år, dvs.mens USA førte lavintensiv krig i Mellemamerika, og Honduras blev udgangspunkt for de nordamerikanske angreb på sandinisterne i Nicaragua, FMLN i El Salvador og URNG i Guatemala. ”Det var inden for den ramme, at private forretningsfolk og USAs ambassadør i Honduras formulerede de basale retningslinjer for den nye grundlov”, sagde den fremtrædende fagforeningsmand Carlos H. Reyes i november 2009 til U-landsnyt.
– Det er en grundlov, der priviligerer alliancen mellem nogle få rige familier og militæret. Vi vil have en grundlov, der ikke kun er de riges, men alle honduraneres, siger René Amador.
Eksil
I dag lever René Amador i eksil i Spanien. Han er vokset op i en politisk bevidst og aktiv familie og deltog første gang i en demonstration, da han var 7 år.
– I 80erne forfulgte styret de øverste ledende kritikere. Mange blev tilbageholdt og dræbt. Da en af dem, Rigoberto Córdoba, blev arresteret, blev min bror og jeg og mange andre børn af aktivister til plakatsøjler. Budskabet var: ”Befri vores far”. Dagen efter var vi i alle medier, fortæller René Amador.
Senere blev han udlært møbelpolstrer og en fremtrædende fagforeningsaktivist. Det forløb betyder, at han allerede havde en profil i politiets efterretningstjeneste, da Mel Zalaya blev kuppet.
– I Honduras anbringer politi og militær ofte falske beviser hos aktivister. F.eks. bomber i bondelederes hjem. Da min kærestes bil blev stjålet, vidste jeg, at mit liv var i fare, hvis jeg blev i min bil. Jeg skydte mig at finde et sted at parkere. Gemte mig i flere timer, og da jeg kom tilbage, var bilen væk. Jeg gik hjem ad de mørkeste gader og besluttede sammen med min kæreste at gå til politiet næste dag. Det er ikke sikkert om aftenen og natten, siger René Amador og fortsætter:
– Tidligt næste morgen ringede nogle venner imidlertid og sagde, at de havde fundet min bil. Da vidste jeg, at jeg var nødt til at komme ud af Honduras.
Undertrykkelsen fortsætter
– Siden Porfirio Lobo kom til magten efter det tvivlsomme valg i slutningen af november, er undertrykkelsen blevet værre end under kupregeringen, fortæller René Amador, der dog mener, at der nu er fundet bevis for, at der blev begået folkedrab under kuppræsidenten Roberto Michelettis regering.
For nylig stod det klart, at der var flere end 100 uidentificerede lig i et lighus i stobyen San Pedro Sula. Myndighederne ville begrave dem i en massegrav, uden at retsmedicinere havde haft mulighed for at identificere dem. Menneskerettighedsorganisationer greb ind og krævede, at der blev gjort et forsøg på at identificere ligene.
– Hvordan kan man begrave uidentificede, så længe der er anmeldelser om forsvundne? spørger René Amador, der mener at fundet af de uidentificerede lig er et bevis for, at der er begået folkedrab i tiden efter kuppet.
Det seneste halve år er mindst 8 journalister og 10 kupmodstandere blevet dræbt.
Eva Rasmussen er journalist og medlem af U-landsnyts redaktion.
