KYIV: Luftalarm. Sirenerne lyder over Kyiv og alarm-app’en på telefonen bimler klokken halv to om natten. Som de knapt tre millioner andre beboere i Ukraines hovedstad finder Kamma Skaarup sit beskyttelsesrum og prøver at få lidt ukomfortabel søvn inden alarmen afblæses halvanden time senere. Sådan var det natten forud og sådan vil det formentlig blive de kommende nætter også.
Folk at følge
I ‘Folk at følge’ fokuserer vi på de mennesker, der har evnerne og modet til at gøre en forskel.
Uanset om de er menneskerettighedsforkæmpere, systemkritikere, tech-iværksættere, fremsynede forretningsfolk, politikere, idémagere eller græsrodsorganisatorer.
Hvis du kender en ildsjæl eller igangsætter, der er værd at følge, kan du tippe os på [email protected].
”Selvfølgelig bliver man påvirket, for truslen er der hele tiden. Det er jo for bevidst at udmatte befolkningen, at de russiske angreb kommer om natten, når man lige er faldet i søvn,” siger hun.
”Det kan være lidt surrealistisk at sidde i sit safe room og høre eksplosionerne, når dronerne bliver ramt, og se overskrifter om, at der er historisk mange angreb på Kyiv. Men det betyder meget at vide, at luftrummet over Kyiv er rigtig godt beskyttet af luftforsvaret. Over 90 procent af de russiske droner og missiler bliver skudt ned, så det er meget sjældent, der er direkte hits. Men til tider er det voldsomt, og vi har alle gået på arbejde som zombier, fordi vi ikke får sovet”.
Har du været bange?
”Jeg sidder ikke og er bange for at blive ramt. Når man er i det, så prøver man at håndtere situationen, og jeg har mine rutiner og handler derefter. Det nytter jo ikke at sidde og tænke ”hvad nu hvis”…,” konstaterer Kamma Skaarup, der også glæder sig over at være i en storby, der trods krigen fungerer nogenlunde som andre millionbyer med udeliv på cafeer, udsalg i tøjbutikkerne, jazz på små scener og trafikkøer i myldretiden.
Pris for sit mod
Kamma Skaarup er anæstesisygeplejerske og er ansvarlig for at rekruttere det medicinske personale, der udsendes fra Læger uden Grænsers danske kontor. Det er niende, gang, hun selv er sendt ud til krigs- eller kriseområder. Tidligere har hun arbejdet i frontlinjen i Afghanistan, Nigeria, Sydsudan og Belarus og blandt flygtninge på Middelhavet og i Grækenland.
Hun har i år modtaget Internationalt Røde Kors’ Florence Nightingale-pris for sit arbejde i krigs- og katastrofeområder.
Læs også: Danske sygeplejersker hyldes med prestigefyldte internationale medaljer
Her i Kyiv er hun leder af det medicinske team på tre psykologer, en læge, en sygeplejerske, en fysioterapeut, en health promotor – en sundheds-oplyser – og en tolk. Alle veluddannede ukrainere, og teamet yder medicinsk og psykologisk hjælp til nogle af de mange, der overlevede den første måned af krigen under russisk besættelse. Det er mennesker, der har været udsat for vold og overgreb, og som i mange tilfælde har mistet deres bolig og derfor bor i midlertidige container camps.
”Ukraine har mange sundhedsmæssige ressourcer, men psykologien har været et område, der ikke har spillet så stor en rolle. Som krigen har udviklet sig, er behovene blevet meget synlige, og derfor handler vores indsats i denne del af Ukraine om mental sundhed,” fortæller hun, mens vi kører i Læger uden Grænsers hvide minibus de blot 30-40 kilometer til Kyivs nordvestlige forstæder.
Det var her, russiske tropper de første dage efter invasionen i februar 2022 kom over grænsen fra Belarus og besatte flere landsbyer lige uden for hovedstaden. Ikke mindst var der hårde kampe i Bucha, og i Vesten så man til med rædsel, da byen blev befriet af Ukraines hær, og der var tv-billeder af sønderskudte huse, massegrave og lig i gaderne. Samme skæbne overgik nabobyerne Horenka og Irpin, og det er i dette område, Skaarups team tilbyder hjælp til mennesker, der har været udsat for overgreb, har massive søvnproblemer, angst og depression eller har mistet deres hjem og deres kære.
”Nogle af de civile blev holdt til fange i deres egne hjem og udsat for forfærdelige ting. Andre har set deres familiemedlemmer eller nære pårørende blive slået ihjel. Alle har enten mistet nogen eller har et familiemedlem ved fronten. Det er en konstant bekymring for alle i samfundet,” siger Kamma Skaarup.
Minerede skove og sønderskudte huse
Vi passerer et militært checkpoint og kører langs en række skovområder, som tidligere var yndede udflugtsmål, når der skulle samles bær og svampe. Nu er der adgang forbudt, og store gule og røde skilte forkynder at russerne har mineret skovområderne, som derfor er livsfarlige at færdes i.
En vejbro er bombet og trafikken må snegle sig via en smal midlertidig asfaltstribe mellem de to dele af landevejen. På den ene side af vejen er et stort butikscenter bombet, taget ligger i en skæv trekant ned over de tidligere modebutikker, hvis vinduer og døre er en forvreden bunke jern. På den anden side passerer vi ruinerne af et større fabriksanlæg, der næppe kommer til at fungere foreløbig.
I Bucha er de fleste huse blevet genopbygget og livet synes igen at gå sin gang. En efterladt russisk kampvogn står umotiveret i en forhave, og det ukrainske flag vajer fra byens store flagstang, hvis fundament er prydet med inskriptionen ”Hæder Til Heltene (Heroyam Slava)”. En sætning, der er kendt af hvert et barn som svaret på kampråbet ”Hæder til Ukraine (Slava Ukraini)”.
Senere kommer vi til Irpin og Horenka, hvor vi ser store, sønderskudte lejlighedskomplekser. Det var her, mange lokale gemte sig i kældrene under besættelsen, og efterfølgende boede adskillige mennesker i de ødelagte lejligheder i månedsvis, indtil mobile container camps blev sat op med international hjælp.
Kaffe og søvnproblemer
I en af containerbyerne møder vi fire ældre kvinder – babushkaer, som de kaldes på ukrainsk – til en gruppesamtale. Flere af dem fortæller om deres frygt under besættelsen, om at have mistet alle deres ejendele, om deres børn og børnebørn og om, hvordan de har svært ved at sove om natten.
Det sidste tager psykologen Yulia hånd om og fortæller, hvad de konkret kan gøre for at falde til ro.
”Vi har været så meget igennem, og vi har mistet alt. Jeg prøver på ikke at tænke på det hele tiden, men det er svært at håbe, for man ved jo ikke hvad der kan komme. Hvorfor har Gud mon straffet os på den måde,” siger en af kvinderne.
Stemningen bliver vendt med en kop kaffe og et par småkager. Og Yulia lover at komme igen om en uge med flere øvelser, der kan give ro i sindet.
Kamma Skaarups hold tilbyder gruppesamtaler til beboerne i seks forskellige container-camps, ligesom der tilbydes støttegrupper for kvinder og børn på en række biblioteker og skoler.
I området ligger et psykiatrisk hospital for skadede soldater. De bliver behandlet af det ukrainske personale på stedet, mens Læger uden Grænsers psykologteam tilbyder terapi og samtaler til et halvt hundrede civile dagpatienter.
Mennesker med svære traumer kommer i et rehabiliterings-forløb. De har alle været udsat for det samme: Set lig i gaderne. Masser af vold. Nogle har oplevet af blive skudt på eller har været skadet af trykbølger. Og mange har fysiske smerter efter det, de har været udsat for, og derfor tilbydes både medicinsk behandling og fysioterapi udover psykologhjælp.
”Det stopper ikke med, at ét menneske har været ude for noget forfærdeligt. Det vil altid påvirke en hel familie og et helt samfund. Derfor er indsatsen med målrettede gruppe-samtaler så vigtig,” siger Kamma Skaarup.
For hende personligt er det givende at være med til at give nogle mennesker en mere stabil hverdag igen. Og samtidig se sit team vokse med opgaven og være glade for at gøre en forskel.
Med livet og døden mellem hænderne
Kamma Skaarup erkender, at de mange ophold i krigs- og kriseområder har påvirket og ændret hende.
”Når jeg er ude, kører jeg på og har fuldt fokus på arbejdet. Jeg er meget klar i min måde at tænke og agere på, og hver eneste gang er jeg blevet udfordret lige til grænsen. Men jeg synes, jeg vokser hver gang, jeg bliver udfordret fagligt og personligt,” siger hun.
”Jeg har lært at vende de voldsomme oplevelser til noget konstruktivt. Man skal huske, at tingene bliver sat på spidsen, når man er ude. Det med at leve eller ikke leve kommer tættere på. Men jeg ved, at jeg kun skal være ude i en kort periode, og så kommer jeg hjem til en normal hverdag igen med mine to børn, min kæreste og min hund”.
Hun fremhæver ærligt to eksempler på, hvordan arbejdet i frontlinjen har påvirket hende.
”I Danmark var jeg tidligere glad for at arbejde med nyfødte og jo mindre des bedre. Men så kom jeg til Afghanistan i to omgange og arbejdede dér med gravide og fødende. På daglig basis måtte jeg give babyer hjertemassage og genoplivning, og det var mig, der ofte måtte træffe beslutningen om, hvorvidt behandlingen skulle fortsætte, eller barnet måtte dø mellem hænderne på mig. Så da jeg kom hjem, havde jeg slet ikke lyst til at arbejde med nyfødte mere. Jeg synes stadigvæk ikke, små babyer er det lækreste i verden. Men det ændrer sig nok, hvis jeg en dag bliver bedstemor,” smiler hun.
”Et andet eksempel er fra dengang, jeg arbejde med de flygtninge, der kom over havet. Der gik flere år, før jeg kunne tænke mig at svømme i Middelhavet igen. For mig var det en kirkegård,” fortæller hun.
Det er fast procedure i Læger Uden Grænser, at de udsendte bliver briefet inden de tager afsted, blandt andet om at kunne håndtere stress. Og det er obligatorisk at komme igennem en debriefing ved hjemkomsten.
”Så får man sat tingene på plads og får reflekteret over det”.
Er der ude i verden mere fleksible faggrænser for eksempel mellem læger og sygeplejersker end der sædvanligvis er i Danmark?
”Opgaverne er meget anderledes end hjemme i Danmark. Man står ofte i situationer, der er uvant for alle parter, og som kræver anderledes løsninger, så samarbejdet kan derfor blive endnu tættere. Der er ikke en skarp linje mellem hvem, der må gøre hvad. Der er fokus på at løse en fælles opgave, og så bruger man de mest kvalificerede hænder i situationen. Det er en rigtig lækker måde at arbejde på. Jeg kan godt lide at have den direkte indflydelse, jeg har herude. Når jeg ser et problem, har jeg muligheden for at handle på det her og nu”, siger Kamma Skaarup.
Men, understreger hun, uden opbakning hjemmefra går det ikke.
”Mine nærmeste støtter mig, er stolte og synes, jeg gør et fantastisk stykke arbejde. Men de vil også gerne have, at jeg er hjemme. Og mit primære liv er jo i Danmark, så jeg glæder mig til at komme hjem igen. Sådan skulle det også gerne være,” konstaterer hun.
Lene Frøslev er freelancejournalist.