I forbindelse med Talibans fremmarch i august kom det frem, at oprørerne havde skaffet sig adgang til det amerikanske militærs såkaldte HIIDE-systemer, Handheld Interagency Identity Detection Equipment – et biometrisk udstyr, der ved hjælp af iris scan og fingeraftryk kan identificere borgere.
I Afghanistan blev HIIDE især anvendt til at registrere og identificere afghanere, der arbejdede for eller assisterede de amerikanske tropper og deres allierede. Helt konkret gav systemet det amerikanske militær mulighed for at sikre sig identiteten på borgere, samarbejdspartnere og lokalt ansatte i landet ved hjælp af et hurtigt scan af iris eller fingeraftryk.
Digitalt katalog over modstandere
Når sådan et identificeringsudstyr falder i de forkerte hænder, udsættes et meget bredt udsnit af befolkningen for en enorm fare. Talibanerne har nærmest fået foræret et digitalt katalog over deres modstandere, der både indeholder information om den individuelles militære færdigheder, navne på nærmeste familiemedlemmer og de to lokale autoriteter, der har godkendt ansættelsen og/eller samarbejdet med den internationale koalition.
Selvom Taliban offentligt har ytret, at gruppen ikke ønsker at hævne sig på den internationale koalitions tidligere ansatte, tyder meget dog på, at der allerede er en menneskejagt i gang på, hvad det nye regime betragter som ærkefjendernes lokale allierede. Det indikerer, at Taliban internt besidder de nødvendige tekniske færdigheder til at få adgang til de biometriske data, som HIIDE-systemet har lagret, og dermed er Taliban blevet udstyret med et enormt effektivt våben, der kan anvendes i en systematisk udrensning af uønskede borgere.
Den internationale opbygning af et digitalt ID-system er ikke unikt i Afghanistan. Tværtimod er der en global strømlinet indsats i gang, hvor borgere overalt i verden bliver registreret i centrale statslige databaser oftest finansieret af Verdensbanken og FN i samarbejde med private aktører. Individuelt dokumenterbart statsborgerskab er nemlig en del af verdensmål nummer 16 om fred, retfærdighed og stærke institutioner.
Et tveægget sværd
Men eksemplet fra Afghanistan viser tydeligt, hvordan sådanne registreringer er et tveægget sværd.
På den ene side kan et bedre overblik over befolkninger – herunder deres konkrete placering, deres uddannelse og sundhed – guide en målrettet udviklingsindsats, hvor man kan ramme specifikke målgrupper nøjagtigt. På det afrikanske kontinent er der flere eksemler på, at digitaliseringen har muliggjort akutte pengeoverførsler, som har kunne erstatte mere komplekse fødevareleverancer. Digital dataregistrering kan altså bruges til at gøre nødhjælpsindsatser hurtigere og mere effektive, fordi de digitale borgerregistre gør det nemmere for stater og nødhjælps- og udviklingsaktører at ”se” borgerne.
På den anden side kan den digitale dataregistrering også misbruges voldsomt. Ikke bare af grupper som Taliban, der overtager magten i et land og dermed adgang til statslige digitale dataarkiver, men også af regeringer, der ikke handler med den brede befolknings bedste for øje, eller som af den ene eller anden grund ønsker at ekskludere særlige befolkningsgrupper fra at deltage i samfundets kerneopgaver – såsom for eksempel at deltage i præsidentvalg.
Der opstår altså et voldsomt dilemma for verdenssamfundet i forbindelse med disse masseregistreringer. Eksemplet fra Afghanistan tydeliggør, hvor vigtigt det er, at der tages hensyn til lokale forhold, inden man gennemtvinger en digital løsning, der potentielt kan udsætte borgere for en unødvendig høj trussel og i samme ombæring kompromitterer en række andre verdensmål og stabiliseringsprocesser.
Toke Møldrup Wolff er adjunkt på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet, hvor han forsker i processer omkring borgerregistrering, identificerings- og certificeringssystemer på forskningsprojektet CERTIZENS: Certifications of Citizenship in Africa.
