Anmeldelse af Lis Garval
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktionsledelse
En ældre mand og hans harmonika får følgeskab af en ung mand og sammen tilbagelægger de tre hundreder af kilometer gennem et betagende smukt colombiansk landskab.
Turen foregår på æselryg og til fods, og det går langsomt. Så langsomt, at man i begyndelsen føler sig fristet til at liste væk, når trekløveret tavst er på vej gennem endnu en majsmark.
Men da Ignacio Carillo begynder at spille og synge, så skal man ingen steder. Så griber ”Djævlens Trækspil”. Der er drama og lidenskab i de musikalske sekvenser, og filmen bliver latinamerikansk. fabulerende, mystisk og uimodståelig.
Ignacio Carillo er trubadur. Hele sit liv har han rejst fra landsby til landsby med sin harmonika.
Ingen anden spiller og synger som han. Han er den store mester, men nu er han på vej for at give harmonikaen tilbage til den mand, som gav den til ham. Fordi harmonikaen er forbandet af Djævlen, som har tabt den i spil. Dens ejer er dømt til altid at spille og vandre rodløs fra sted til sted, uden familie. I evig ensomhed.
Carillo blev gift, men hans kone døde, og det ser han som Djævlens værk. Harmonikaen skal tilbage. Den unge mand, Fermin, der slår følge med ham vil
være omrejsende musiker. Carillo gør alt for at slippe af med ham, men undervejs udvikles der et venskab mellem dem. Et venskab, der viser sit værd i et menneskeligt og musikalsk drama.
Djævlens Trækspil (Los viajes del viento) er af den kun 30-årige colombianske instruktør Ciro
Guerras anden film. Den er fra 2009, men har først dansk premiere i dag den 30 juni i Grand
Teatret i København, Øst for Paradis i Århus og Café Biografen i Odense.
