The end will be spectacular
Titel: The end will be spectacular
Original titel: Ji Bo Azadiyê
Instruktion: Ersin Çelik
Syrien, 2019
142 minutter
Spiller igen onsdag den 11. marts kl 19:15 i Cinemateket, København.
Filmen ’The end will be spectacular’ er bygget over guerillaers dagbøger og interviews med overlevende fra den 100 dage lange belejring af bydelen Sur i byen Diyarbakir i Tyrkiet.
Her angreb de tyrkiske styrker bydelens kurdiske befolkning i efterdønningerne af valget i 2015, hvor det kurdiske parti Folkets Demokratiske Parti kom i parlamentet, og en to år lang fredsforhandlingsproces brød sammen.
Handlingen centrerer sig om en ung kvinde, Zilan, der rejser til Sur for at finde ud af, hvad der skete med hendes bror, men i stedet finder sig selv og sit folk. Filmen er dels fiktion, dels dokumentar.
Fungerer nærmest på trods af sig selv
’The end will be spectacular’ er en af den slags film, der bliver siddende under huden i timevis. Det er svært at forklare hvorfor, for den gør faktisk ikke brug af nogle af de elementer, der normalt hører til blockbusters i filmverdenen.
Der er ikke nogen romantisk sidehistorie. Visuelt bliver der ikke gjort brug af ret mange af filmmediets muligheder. Historien følger ikke nogen klassisk spændingskurve. De medvirkende er ikke skuespillere, og der er ikke ret meget melodrama.
Det er en film, der kræver noget af sine tilskuere.
Den er holdt i en dokumentarisk stil, hvor kameraet følger tæt i hælene på skuespillerne, som man derfor ofte ser bagfra. Det skaber et labyrintisk og klaustrofobisk udtryk i den mere og mere sønderskudte by. Der bliver klippet hurtigt mellem scenerne, og springene er nogle gange lidt store. Der er meget konkret kamphandling og ikke helt så meget dialogbaseret sammenspil, som man som Hollywood-forvænt publikum ville forvente, selv i en krigsfilm. Vi får heller ikke mere end nogle brudstykker af karakterernes baggrundshistorier serveret.
Alligevel er den 142 minutter lange film gribende og sælsomt smuk. Karaktererne er, på trods af deres lidt todimensionale skildring, troværdige, og man er ikke i tvivl om deres motivation. Den stærke, kurdiske nationalitetsfølelse er en drivende kraft, der ligger som en strøm under overfladen hele vejen igennem og river alt med sig. Man er nødt til at vælge side. Ingen kan forblive politisk neutrale.
En ældgammel kærlighedshistorie
Køn og kønsroller eksisterer ikke blandt guerillaerne. Der er ikke nogen nøgen hud, ikke noget fysisk begær, ingen sex mellem ruinerne. Der er ikke nogen, der kun er med i historien som romantisk interesse for nogle andre. Guerillaerne er i ordets dybeste forstand kammerater, og det, der er mellem dem, er venskab – eller dybere endnu, skæbnefællesskab.
Men det er alligevel en, endog meget fysisk, kærlighedshistorie. Det er historien om et folks kærlighed til sit land.
Kurderne forsvarer Sur, fordi det er deres, og de hører til der. Tyrkerne truer deres land, deres identitet, deres sprog, deres kultur, så det at tale sit modersmål bliver en revolutionær handling i sig selv.
Når kulisserne spiller med
Filmen er optaget i Kobane, i den kurdiske del af Syrien, hvor der har været rigtige kampe i 2014. Ruinerne er ægte, og det samme er det krigsmateriel, der ses i filmen. Selv støvet på de medvirkende er ægte.
Mange af de medvirkende er lokale, der har gennemlevet en tilsvarende historie på et lidt andet tidspunkt. Kurdistan skriver på den måde nærmest autofiktion om sig selv. To af de medvirkende spiller endda sig selv – den ene blev efter optagelserne dræbt i kamp.
Under optagelserne støttede lokalbefolkningen op om filmprojektet, selvom de fleste ikke fik mere end ét måltid mad om dagen sammen med filmholdet.
Til slut i filmen konkluderer guerillalederen, at det vigtigste er at fortælle deres historie til verden, hvilket også var instruktøren, Ersin Çeliks, ærinde. Han kalder sin film “vidnesbyrd om en uskreven historie” og håber, at filmmediet kan være med til at gøre den nærværende. Landet og folket lader til at bakke op om den beslutning.
Det handler om håb
Det er umuligt ikke at blive revet med af filmen.
På trods af den uvante fortælleform og det uvante handlingsmønster bliver man nødt til at overgive sig til historien, og så bliver man berørt af den. Selvom krigens meningsløshed og brutalitet spiller en stor rolle, kan man tydeligt føle kampen for at beholde sin identitet, og den kamp er ikke på nogen måde meningsløs. Det er nemt at identificere sig med, også selvom man som etnisk dansker er så privilegeret, at ingen prøver at udslette én og fjerne ens eksistens fra verdenshistorien.
En mindre gruppe unge mennesker holder stand mod en uendeligt overlegen militærmagt i 100 dage.
Angrebene bliver mere og mere voldsomme, og byens øvrige indbyggere må efterhånden evakueres, så der til sidst kun er deres lille gruppe tilbage til at forsvare den sønderbombede by. Kun fire slipper ud i live.
I og for sig er det en forfærdeligt trist historie, men alligevel handler den om håb. For selvom man kan slå mennesker ihjel, kan man ikke slå en idé ihjel, og Kurdistan lever og forsvarer sig stadig.
’The end will be spectacular’ er en stærk film, som nærmest efterlader dig med en følelse af taknemmelighed, selvom du runder store dele af følelsesskalaen undervejs. Den burde ikke fungere, men det gør den. Helheden bliver meget, meget større end de enkelte dele. Se den.