I 2018 har DUF mulighed for at sende 6 ungdomsdelegater til FN, hvor de skal deltage som repræsentanter for den danske ungdom i forskellige FN-fora.
I første ansøgningsrunde søger vi 4 delegater, der to og to skal repræsentere DUF og danske unge på hvert deres tematiske område i FN i løbet af det kommende år.
De 4 delegater er fordelt over to tematiske områder:
1) Ligestilling, sundhedsrettigheder og menneskerettigheder
2) Verdensmål
Kriterier for ungdomsdelegaten
Både medlemsorganisationer af DUF og andre ungdomsorganisationer kan indstille kandidater til næste års ungdomsdelegater. Kandidaterne skal i ansøgningen specificere, hvilket af de to områder, de søger. Vær opmærksom på, at den enkelte organisation kan indstille op til to kandidater (på forskellige temaer).
Læs alle kriterier for delegaterne her
Delegaterne skal:
- være mellem 18 – 30 år.
- brænde for og have erfaring med internationalt samarbejde.
- have særligt kendskab til – og erfaring med – det tema, kandidaterne søger.
- have politisk tæft, mod og evne til at tale unges sag i både større forsamlinger og blandt beslutningstagere i forskellige fora.
- komme fra en af DUFs medlemsorganisationer eller en anden dansk organisation, der engagerer unge og har erfaring med internationalt arbejde. Det er således ikke et krav, at delegaten indstilles af en organisation, der er medlem af DUF.
- have generelt kendskab til FN’s verdensmål.
- have kendskab til DUF som paraply for mere end 600.000 børn og unge i Danmark, herunder kendskab til DUFs værdier og målsætninger.
- være indstillet af sin organisation.
Det er et krav, at delegaterne:
- deltager på de FN-topmøder, der hører under delegaternes tematiske område.
- deltager i et fælles introduktionsmøde med DUFs sekretariat og den tidligere FN-ungdomsdelegat, hvor der også planlægges et overleveringsforløb, der sikrer vigtig erfaringsudveksling og forberedelse.
- planlægger eget program for de enkelte FN-møder og for årets indsats i Danmark i samarbejde med DUFs sekretariat.
- deltager i formøder med unge fra det danske civilsamfund og afrapporterer efterfølgende.
- indgår aktivt i aktiviteter og møder i Danmark, både i DUF og i politiske fora.
- deltager i debriefing-møder på DUF i løbet af 2018 og bidrager med input til DUFs sekretariat.
- udarbejder en kortfattet rapport til DUFs formandskab på vegne af styrelsen.
- aflægger mundtlig rapport til DUFs styrelse i november 2018.
- deltager i et introduktionsmøde i Udenrigsministeriet i 2018.
- indgår aktivt i et overleveringsforløb med de efterfølgende delegater i 2019.
Ansøgning
Udfyld ansøgningsskemaet og send det til Mia Syberg, administrativ koordinator i DUF, på [email protected] senest mandag den 4. december 2017 kl. 12.00.