Ecuadors præsident, Rafael Correa, vil indbringe Colombia for den Internationale Domstol i Haag.
Årsagen er, at Colombia fortsat sprøjter gift ud over coca-marker langs de to landes fælles grænse, selvom den ny regering i Ecuador har krævet det stoppet.
Anklagen lyder på, at sprøjtningerne skader ecuadors befolkning og miljø.
Meddelelsen kom lørdag i et nyt radioprogam med titlen Præsidenten i dialog med folket, som udsendes på flere landsdækkende og lokale radioer.
I samme program sagde Rafael Correa, at hans regering vil sætte den “social gæld til folket” højere end udlandsgælden, som er på omkring $ 10 mia. (ca. 53 mia. d. kr.)
Han gav ikke flere detaljer, men fastslog, at der vil blive skåret ned på afdragene på gælden før der skæres i lønninger, uddannelse og sundhed.
– Det er slut med de regeringer i Ecuador, der bøjede nakken og afbetalte udlandsgæld før tid, sagde Correa.