Et forsøg med at effektivisere forsyningslinjerne for malariamedicin til børn i Zambia viser at simple tiltag vil kunne forhindre anslået 27.000 børneliv i løbet af de kommende fem år. Det skriver Verdensbanken i en pressemeddelelse onsdag.
Forsøget blev udført i 16 af landets 72 distrikter. I de 16 distrikter er der i dag adgang til malariamedicin til børn på 88 procent af sundhedsklinikkerne. På klinikkerne i de øvrige distrikter er dette tal 51 procent.
Et af tiltagene er at ansætte en person til at sørge for at medicinen kommer ud til sundhedsklinikkerne i landets distrikter.
Hvert år dør omkring 77.000 børn i Zambia og en femtedel af disse dødsfald skyldes malaria. Kun omkring syv procent af de børn, der får malaria modtager medicin indenfor et døgn.
Ifølge WHO rammes årligt 247 millioner mennesker af malaria, heraf bor de 212 millioner i Afrika. 881.000 mennesker dør af sygdommen og i denne statistik ser det endnu værre ud for Afrika, for her dør 801.000. 85 procent af dem, der dør er børn under fem år.