Lily Salloum Lindegaard er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hun forsker i klimaforandringer med særligt fokus på klimatilpasning og klimamigration i det globale syd.
De seneste uger har der i medierne lydt kritik af Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) – på dansk FN’s Klimapanel, der laver de store globale klimarapporter. Til blandt andet DR har kritikkerne ytret, at klimapanelet ikke fokuserer nok på de ekstreme prognoser for fremtidige klimaforandringer – for eksempel risikoen for tre meters havvandsstigning i 2100 fremfor for kun én meter.
Det kan være problematisk, mener kritikerne, hvis Danmark på baggrund af rapporterne bruger flere årtier og enorme ressourcer på at opbygge infrastruktur og systemer, der kun kan klare en meters vandstigning. For så vil tre meters stigning være katastrofalt.
Spørgsmålet er, om det er FN’s Klimapanel, der ikke løser opgaven godt nok – eller om det i virkeligheden er den opgave, som klimapanelet har fået stillet, som ikke er god nok?
I en verden hvor klimaforandringerne allerede er slået hårdt igennem, og hvor vores udledninger fortsætter med at stige, er det måske på tide at genoverveje opgaven, som man har stillet klimapanelet.
Det store overblik
FN’s Klimapanel blev oprettet i 1988 for at samle og præsentere eksisterende forskning indenfor klimaområdet. Formålet var og er den dag i dag at give regeringer overblik over eksisterende forskning, der kan bruges til at udvikle klimapolitikker. Eller sagt på en anden måde: Klimapanelets rapporter har til opgave at give det store overblik over den eksisterende klimaviden.
At samle den og gøre det til et retvisende overblik er selvsagt en enorm opgave. Hvert syvende år udgiver klimapanelet en stor Assesment Report som ydermere består af tre delrapporter på flere tusinde sider, og de udgiver også kortfattede oversigter over hver af rapporterne.
Men klimapanelet bedriver ikke selv forskning, ligesom de heller ikke bestemmer, hvilken forskning der er bedst. Det betyder, at det ikke vælger mellem forskningsresultater, men i stedet forsøger at give et retvisende billede af den samlede videnskabelige viden inden for klimaforskningen.
En enorm opgave
Selvom FN’s klimapanel ikke selv laver forskning, hører man ofte om de seneste konklusioner fra panelets rapporter. Men det er konklusioner, der er klimapanelets syntese af den eksisterende forskning, der allerede er udgivet.
Her har FN’s Klimapanel et stort ansvar – både dem der koordinerer arbejdet, forfatterne, der skriver teksterne, og de forskere, der gennemlæser og giver kommentarer til udkast af rapporterne. For der er mange vurderingssager i at analysere al klimaviden.
For at sikre kvaliteten vælges der nye forfattere til hver rapport – baseret på forfatternes ekspertise og med fokus på at sikre geografisk, kønslig og disciplinær diversitet blandt forfatterne. Hundredevis af forskere fra forskningsinstitutioner over hele verden arbejder altså sammen om at lave rapporterne.
Udover selve samarbejdet og tekstproduktionen går hvert kapitel gennem flere runder, hvor forskningen bliver tjekket, teksten justeret og konklusionerne strammet op.
Usikker viden og uenighed
Men selv med så mange eksperter involveret er der stadig betydelige udfordringer i at samle al klimaviden i et brugbart format.
Selv med så mange eksperter involveret er der stadig betydelige udfordringer i at samle al klimaviden i et brugbart format
Forskere kommer for eksempel frem til forskellige resultater om, hvor hurtigt temperaturerne eller vandet stiger, hvilke områder der bliver mest påvirket, og hvilke konsekvenser det kan få.
For at give et retvisende billede skal klimapanelet også kunne håndtere og formidle forskellige forskningsresultater og den usikkerhed, der er i klimaviden. Derfor kategoriserer de styrken af bevisgrundlaget og graden af enighed om resultaterne.
Er der for eksempel et område med kun lidt forskning men ens resultater, så vil det blive vurderet som havende ’lavt bevisgrundlag og høj enighed’. Er der omvendt et område med meget forskning men præget af forskelligartede resultater, så vil man beskrive det som ’højt bevisgrundlag og lav enighed’.
At et område har ’lavt bevisgrundlag og lav enighed´ – fordi der ikke er blevet lavet så meget forskning på området og forskerne er kommet frem til forskellige resultater – er ikke ensbetydende med, at de resultater ikke er vigtige eller ikke bør undersøges nærmere. Det er snarere en naturlig del af at opbygge ny viden – især klimaviden, som udvikler sig ekstremt hurtigt.
Syv år mellem rapporterne
Selvom forskningstempoet er højt, udkommer klimapanelets rapporter kun hvert syvende år. Før i tiden udkom de hyppigere, men mængden af forskning og viden på klimaområdet er vokset så meget siden den første rapport udkom i 1992, at det nu tager markant længere tid at analysere resultaterne til hver rapport.
Derfor kan der også være forsinkelser i at få nye forskningsresultater med i rapporterne. Det betyder, at de nyeste resultater langt fra altid er inkluderet i rapporterne, og at der kan gå lang tid, før de kommer med i den næste rapport.
Det værst tænkelige scenarie
Tilbage til kritikken fra nogle forskere om, at klimapanelets rapporterne ikke har lagt tilstrækkelig vægt på ekstreme havvandsstigninger. Det kan skyldes, at selve opgaven, som panelet blev stillet ved etableringen i 1988 ikke har ændret sig tilstrækkeligt.
For i 1988 blev klimaforandringer set som en fjern risiko, mens vi her næsten 40 år senere jævnligt vågner til nye overskrifter om klimakatastrofer. Samtidig har vi ikke kunne knække kurven og reducere vores udledninger af drivhusgasser på globalt plan – men accelererer i stedet forandringerne med stor hast.
Hvis vi fremadrettet vil bruge FN’s Klimapanels rapporter til at planlægge efter de værst tænkelige udfald, er der derfor behov for at genoverveje panelets opgave.
En ny opgave for FN’s Klimapanel?
Om 40 år ser verden med garanti markant anderledes ud – med store og ødelæggende klimapåvirkninger, som vi ikke formåede at forhindre. Spørgsmålet er, om det er klimapanelet, der kan ruste os bedre til at håndtere de ekstreme klimaforhold.
Et godt sted at starte er at se på, hvilke muligheder der er indenfor panelets eksisterende mandat. Den bedste mulighed er de ’særlige rapporter’. Emner for disse særlige rapporter skal blandt andet præsentere nye videnskabelige fund, der kan tjene til at være vejledende for vigtige politiske beslutninger.
Derudover er der en række svære overvejelser, man bør gøre sig. Skal man for eksempel lægge mere vægt på ekstreme klimaprognoser i panelets store ’Assessment Report’ kan det kræve en ændring i klimapanelets kerneopgave.
Vælger man det, bør det ikke komme på bekostning af overblikket over den tilgængelige samlede klimaviden, da den også er vigtigt for beslutningstagere.
Måske vi i stedet bør kigge udenfor klimapanelets rapporter – for eksempel på regionale forskningsinitiativer, som nu også er blevet forslået, angående havvandstigninger i Norden?
Måske vi i stedet bør kigge udenfor klimapanelets rapporter – for eksempel på regionale forskningsinitiativer, som nu også er blevet forslået, angående havvandstigninger i Norden?
Det vil give vigtig og regionsspecifik viden, men det vil også være med til at forstærke den eksisterende skævvridning i klimaviden, fordi der forskes langt mere i ressourcestærke lande, der ofte har haft bedre mulighed for at opbygge og fastholde forskningskapacitet på området.
Løsningen er ikke entydig, men diskussionen er vigtig. For med en ny klimarealitet følger også nye behov – inklusiv behovet for at genoverveje FN’s Klimapanels opgave.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i debatsektionen, så skriv til Globalnyts debat- og medlemsredaktør på sidsel.hasberg@globalnyt.dk
