Eksil på Teater Nordkraft

2.-27. marts spiller EKSIL på Teater Nordkraft i Aalborg.
Forfatter billede

Mandag startede prøverne på teaterforestillingen “Eksil” på Teater Nordkraft i Aalborg. Forestillingen, der er en dramatisering af den danske forfatter Jakob Ejersbos roman af samme navn, har premiere til marts.

Af Maria Bierbaum Oehlenschläger

Romanen “Eksil” blev modtaget af et højlydt begejstret anmelderkorps, da den udkom posthumt i 2009. Jakob Ejersbo (1968-2008) arbejdede på trilogien helt frem til sin alt for tidlige død i 2008. Han nåede at aflevere første bog i en trykklar version, mens forlagsdirektør Johannes Riis på Gyldendal færdigredigerede manuskripterne til de to sidste.

Allerede da Jakob Ejersbo udkom med samtidsromanen “Nordkraft” blev der på universitetets litteraturstudier talt om “nybrud”, romanen fik tilnavne som “den nye danske samtidsroman”, og aldrig er så mange studerende mødt op til litterær debat, som da Ejersbo var med. Romanen blev en bestseller og vandt boghandlernes bogpris De Gyldne Laurbær. I 2005 blev den filmatiseret af Ole Christian Madsen.

I 2011 blev “Nordkraft” også dramatiseret og opsat på Teater Nordkraft i samarbejde med Aalborg Teater.

Nu er det Ejersbos roste Afrika-trilogi, som Teater Nordkraft nu prøver kræfter med på de skrå brædder.

Samantha
Det danske produktionshold har været i Afrika nogle gange for at afholde auditions, deltage i workshops og lave research til forestillingen. Mandag startede prøverne for et hold bestående af både danske og afrikanske skuespillere.

Det er historien om Samantha, de skal fortælle, når “Eksil” har premiere 2. marts 2013. Samantha er en engelsk teenager, som er vokset op i Tanzania. Hendes far, tidligere britisk jægersoldat, lever af at være lejesoldat i borgerkrige rundt omkring i Afrika, mens hendes mor drikker rigeligt med gin/tonic på terrassen.

Samantha er en hård hund på den internationale kostskole i Moshi, men inde bag facaden er hun en usikker og skrøbelig pige. Da hun møder voksenverdenen gennem en forelskelse i en ældre mand, og hendes fars forretninger begynder at gå dårligt, kastes hun ud i en desperat kamp for ikke at blive sendt til det kolde, mørke England. Hun vil nemlig blive i det Tanzania, hun elsker.

Historien om Samantha, som den fortælles i “Eksil”, spilles i marts måned, mens anden del af teaterforestillingen – “Liberty” – spiller i oktober. Novellesamlingen “Revolution”, der blev udgivet mellem de to romaner, vil ikke blive en selvstændig forestilling, men vil i stedet danne baggrund for nogle af fortællingerne i projektet.

De tre bøger “Eksil”, “Revolution” og “Liberty” er Ejersbos fortolkning og bearbejdning af, hvad der skete i de år, han boede i Afrika. Den handler om kløften mellem rig og fattig, hvid og sort, og om hvordan de europæiske teenagere føler sig fanget i en identitet, der hverken er europæisk eller afrikansk – og om forældrene, der i deres egen forvirring svigter deres børn.

Det er den anerkendte og Reumert-vindende dramatiker Andreas Garfield, der står bag manuskriptet til de kommende forestillinger og dermed omsætter Ejersbos mange tusind siders litteratur til 150 minutters scenekunst. Garfiels afsluttede dramatikeruddannelsen ved Århus Teater i 2007 og har bl.a. været dramatiker på forestillingerne “Hyg Jer!” og “Requiem for Lukkede døre” og “FÅR302”.

EKSIL
Producent: Teater Nordkraft
Forfatter: Jakob Ejersbo
Medvirkende: Mia Lerdam, Sofia Saaby Mehlum, Mette Kolding, Esben Smed Weinholt Jensen, Henrik Birch, Jacob Lohmann, Thomas J. Clausen, Signe Skov, Anele Situlweni, Spirit Mba og Peter Ambrosi
Instruktør: Mikkel Flyvholm
Manuskript: Andreas Garfield
Scenograf: Louise Beck

Spilleperiode: 2. – 27. marts. Hverdage kl. 19.30 og lørdage kl. 16.00.
Varighed: Ca. 150 minutter inkl. pause
Bemærk: Dele af forestillingen vil blive spillet på et letforståeligt engelsk.

“Eksil” opføres desuden i samarbejde med Images Fesitval 2013 – Occupy Utopia – i august/september i Aalborg, Aarhus og København.

Forestillingen er støttet af: Bikubenfonden, Det Obelske Familiefond, CKU Dansk Center for Kultur og Udvikling, Kunstrådets projektpulje samt Kunstrådets pulje til international teaterudveksling, Spar Nord Fonden, Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks Fond, Torben Vejs Fond, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, Sydbank Fonden.