EL-profiler besøger borgerkrigshærget kurdisk by

2015_suruc_bombing_voa
Situationen mellem det kurdiske PKK og tyrkisk militær har været højspændt siden juli, hvor en bombe dræbte 32 i grænsebyen Suruc. Kurderne mener, at Tyrkiet har set gennem fingre med Islamisk Stats fremkomst og dermed er medskyldig i gruppens terror.
Foto: VOA (CC)
Forfatter billede

I weekenden deltager Enhedslisten sammen med ledende repræsentanter fra den europæiske venstrefløj i en fredskonference arrangeret af det venstreorienterede og pro-kurdiske HDP-parti.

”Tyrkiet er ét af de berømte nærområder, som Lars Løkke ofte taler om, at vi skal hjælpe. Samtidig vender regeringen og EU ryggen til undertrykkelsen i Tyrkiet i håbet om, at den tyrkiske regering vil stoppe flygtningene fra at komme til Europa. Vi skal lægge pres på den tyrkiske regering for at genoptage fredsforhandlingerne. Ellers risikerer vi en voldsom borgerkrig på grænsen til Europa og endnu flere flygtninge,” siger Pernille Skipper i en pressemeddelelse.

”Jeg besøger Diyarbakir for at bakke op om de demokratiske kræfter, der kæmper for fred. Lige nu, hvor der på EU-topmødet forhandles om Tyrkiet, står landet på randen af en blodig borgerkrig, hvor tusinder af civile risikerer at miste livet og hundredetusinder kan blive jaget på flugt mod Europa.”

Otte dræbt i kampe fredag

Fængsling af journalister og lukning af medier gør det svært at få uafhængige oplysninger fra Tyrkiet. Pernille Skipper siger, at hun håber, at rejsen til Diyarbakir vil give hende et indblik i forholdene for den civile befolkning.

Fredag fortsatte urolighederne i den kurdiske hovedby, hvor fire tyrkiske politifolk og soldater blev dræbt i sammenstød mellem tyrkiske sikkerhedsstyrker og det forbudte Kurdiske Arbejderparti, PKK, skriver den tyrkiske avis Hürriyet.

Ligeledes fredag blev fire PKK-medlemmer dræbt i byen Idil i den sydøstlige provins Sirnak.

Også et stort antal civile bliver ofre for sammenstød mellem det tyrkiske militær og PKK. I de seneste måneder er mere end 200 civile blevet dræbt i kampene.

Trods kritik fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Amnesty International holder tyrkisk militær flere kurdiske byer og bydele under militærbelejring, hvor hundredtusinder af civile, ifølge Amnesty, er truet af manglede adgang til mad og medicin. Det gælder bl.a. den gamle bydel i Diyarbakir, hvor der foregår voldsomme kampe.