Af Christina Pedersen, Folkekirkens Nødhjælp
Søndag skulle have været første skoledag for en halv million børn i Gaza. Men krigen mellem Israel og Hamas-bevægelsen og dens ødelæggelser har udsat skolestarten på ubestemt tid.
Søndag den 24. august er den officielle skolestart i Gaza. Men grundet krigen og de enorme ødelæggelser er skolestarten udskudt på ubestemt tid.
Ifølge UNICEF går det ud over en halv mio. børn i Gaza.
Folkekirkens Nødhjælp har i mange år arbejdet med børn i Gaza, og vi ved, hvor vigtigt det er, at børnene kan komme i skole. Her får de et pusterum i hverdagen, hvor de kan tænke på noget andet end krig og ødelæggelser. Samtidig er skolegang vigtigt for, at en hel generation ikke tabes på gulvet og kommer bagud i deres uddannelse, som det f.eks. er tilfældet i Syrien lige nu.
Krisehjælp til børn
I Folkekirkens Nødhjælp har vi siden krigen i 2008/09 arbejdet med psyko-socialt arbejde i Gaza. Her tilbydes børn og familier psykologhjælp. Og behovet for hjælp stiger konstant. Ifølge seneste tal har 373.000 børn i Gaza brug for krisehjælp efter sommerens bombardementer.
Krigen i Gaza
2030 palæstinensere har mistet livet – heraf er 475 børn.
3000 børn er pt hårdt såret – heraf vil 1000 børn leve resten af livet med et handikap.
Mere end 200 skoler er ødelagte i krigen. Samtidig huser næsten 100 FN-skoler mange af de mennesker, der enten har mistet deres hjem eller har søgt sikkerhed.
I alt har 435.000 mennesker søgt tilflugt på skoler eller ved anden familie.
Udover uddeling af nødhjælp (madrationer og hygiejnepakker) er et af vores fokusområder lige nu at yde akut krisehjælp til børn og deres familier. Samtidig er planen at uddele vouchers til familier, så de så snart, der er en længere våbenhvile eller en fredsaftale på plads, kan gå ud og købe skoleuniformer, skoletasker, hæfter, penalhuse osv., så de kan komme i gang med skolearbejdet.
Ifølge de seneste udmeldinger er skolestarten udskudt på ubestemt tid, men skolerne (de som kan) planlægger at åbne, når der har været våbenhvile i to uger.