”Descent into Outright Dictatorship”.
Sådan lød overskriften på forsidehistorien på den sidste udgave af det cambodjanske dagblad The Cambodia Daily udsendt mandag den 4. september.
Dagbladet, der har været i trykken siden 1993, blev mandag tvunget til at lukke på grund af en ekstra skatteregning på 6,3 millioner dollar pålagt af den cambodjanske regering, der på 32. år er ledet af veteranen Hun Sen. Ifølge regeringen havde skatteregningen hobet sig op igennem de sidste 10 år.
The Cambodia Daily udgjorde en betydeligt del af Cambodjas regeringskritiske presse. Som den ene ud af de to engelsksprogede aviser i det stærkt regeringstyrede cambodjanske presselandskab, bragte avisen uafhængig og undersøgende journalistik under mottoet ”All the News Without Fear or Favor”.
“At have magten til at opkræve skat, er også at have magten til at ødelægge. Efter 24 år og 15 dage har den cambodjanske regering ødelagt The Cambodia Daily, en særlig og enestående del af Cambodjas frie presse,” skrev avisens ejer Deborah Krisher-Steele og chefredaktør Jodie De-Jonge i en udtalelse på avisens hjemmeside i mandags.
Dagbladet efterspurgte en gennemsigtig gennemgang af skatteregningen. Appellen blev afvist af premierministeren Hun Sen, der kaldte dagbladet ”en tyv” i en tale han holdt til et offentligt arrangement i hovedstaden Phnom Penh den 22. august. Han erklærede, at avisen måtte lukke, hvis ikke regningen kunne betales.
Ejeren af The Cambodia Daily, Deborah Krisher-Steele, datter af avisens grundlægger Bernard Krisher, blev i søndags nægtet udrejse fra Cambodja og står nu til at blive retsforfulgt for manglende betaling.
FN udtrykker bekymring
Foruden the Cambodian Daily blev 15 radiostationer udsendt af menneskerettighedsorganisationer, internationale medier og oppositionspartiet CNRP frataget deres licenser i sidste uge, inklusive radiostationerne Radio Free Asia og Voice of America.
Regeringen har begrundet lukningerne med, at radiostationerne alle havde solgt sendetid til programmer uden tilladelse fra regeringen. Desuden blev den internationale organisation National Democratic Institute, der arbejdede for at styrke demokrati i Cambodja, også lukket administrativt af regeringen den 23. august.
FN’s højkommissariat for menneskerettigheder OHCHR, udtrykte bekymring over udviklingen i Cambodia:
”Vi er bekymrede over den overordnede forværring af situationen for menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundet i Cambodja. Vi opfordrer den cambodjanske regering til at sikre, at internationale procedurer bliver overholdt, inklusive retten til appel og respekt for for forsamlings- og pressefrihed,” sagde Liz Throssel, talskvinde for OHCHR til et pressemøde den 25. august.
Den sidste store historie
Søndag den 3. september var derfor sidste arbejdsdag på The Cambodia Daily for den unge reporter Ben Sokhean. Han og hans kolleger dækkede anholdelsen af lederen af oppositionspartiet CNRP, Kem Sokha, der blev anholdt natten til lørdag.
”Det føltes, som om vi havde den sidste chance for at dække den største historie i Cambodja,” siger han, og tilføjer om lukningen af sin arbejdsplads gennem de sidste 4 år:
”Jeg er trist og jeg er chokeret. Jeg troede aldrig, at sådan noget kunne ske i Cambodja. Vi plejede at anse os selv som et land på vej mod demokrati i modsætning til eksempelvis Vietnam og Thailand. Det er slut nu.”
Lukningen af The Cambodia Daily og anholdelsen af Kem Sokha kommer godt 10 måneder før det nationale valg, der til juni næste år skal afgøre om Hun Sen kan tilføje endnu fire år til sin 32 år lange premierministerkarriere.
Majken Søgaard er freelance journalist i Phnom Penh og tilknyttet Danmissions kontor i Cambodja.