Det var sidst på dagen, salen i Eigtveds Pakhus, som lagde hus til en international mediekonference arrangeret af udviklingsminister Mogens Jensen, var halvt så fyldt som om morgenen. Det var synd, for budskabet fra podiet var dagens skarpeste og – for dem, der virkelig lyttede – også det mest påtrængende.
På spørgsmålet, som nok var dagens væsentligste: Har det internationale samfund en rolle at spille i forhold til at sikre presse- og ytringsfrihed ude omkring i verden – eller om problemerne skal det løses indefra? svarede Rana Sabbagh, som er journalist fra Jordan og leder af Arab Reporters For Investigative Journalism (ARIJ) i Mellemøsten:
”Det er vores problem, og vi skal løse problemerne selv. Det internationale samfund kan støtte os. Men lad mig også sige helt oprigtigt: Jeg tror, at regeringer i Vesten er fuldstændig ligeglade med ytringsfrihed og fri adgang til information. Frie regeringer er i virkeligheden kun optagede af, at lande i Mellemøsten sikrer vestlige landes indenrigsdagsordener herunder sikkerhed og krigen imod terror. Stabilitet er vigtigere end reformer i Mellemøsten.”
Hun havde derfor et ønske til vestlige regeringer:
”Jeg ville virkelig ønske, at udenlandske regeringer, som støtter de arabiske diktaturer ville opstille betingelser for lån osv. med bl.a. krav om respekt for frihedsrettigheder, menneskerettigheder og ytringsfrihed.”
Det er ikke just den slags ”projektforslag”, som er nemme at putte skattebetalte udviklingsmidler i. Og derfor er spørgsmålet, om der overhovedet var nogen af udenrigsministeriets mange deltagere, som tog ordene til sig.
Propaganda skal ikke bekæmpes med propaganda
Tilsvarende må man spørge, om nogen har taget de lokale journalister med på råd i forbindelse med, at Danmark støtter etableringen af en ny public service tv- og radiostation i Ukraine. Formålet med stationen er blandt andet at tage kampen op mod den tiltagende og uhørt grove, russiske propaganda, som skyller ind over Ruslands vestlige naboer: Ukraine, Baltikum, Hviderusland for blot at nævne nogle få.
Der er ingen tvivl om, at der er eksempler på groft manipulerende propaganda som er helt uacceptabel efter enhver målestok. Ej heller skal man underkende risikoen for, at den russiske propaganda sår splid mellem befolkningsgrupperne, når sådanne falske nyheder kommer ud til russisktalende mindretal i disse lande.
Men ved den globale mediekonference i sidste uge, var der imidlertid ingen af deltagerne fra Ruslands vestlige nabolande, som udtrykte begejstring over projektet:
”Propaganda skal ikke bekæmpes med propaganda”, lød det fra podiet. Dermed hentydedes til, at et nyt medie skal opbygge troværdighed og gøre sig fortjent til publikums tillid. Det tager tid, og i den aktuelle, stærkt anspændte situation i Ukraine vil stationen med ligeså stor rette kunne beskyldes for at være statsfinansieret propaganda, som det, der produceres fra russisk side.
”Det er spild af penge, og projektet vil lide skibbrud, ligesom lignende projekter har gjort før dette”, sagde en anden.
”Har man spurgt, hvad I mener”, spurgte jeg et par af de udenlandske deltagere fra den egn af verden. ”Nej” lød svaret.
Nye udfordringer savner internationale modsvar
Det er jo ejendommeligt, hvis ingen i Udenrigsministeriet har fundet det belejligt at høre nogle af disse gæster om ideen, eftersom de jo dog er inviteret til Danmark som medieeksperter i deres eget land!
Alt i alt kan man frygte, at denne mediekonference ikke formåede at besvare det basale, men dog helt centrale spørgsmål, som mange nok tænkte, og som mindst en af de internationale deltagere stillede: ”Hvad er formålet med, at den danske udviklingsminister afholder en mediekonference – og hvorfor netop nu?”
Man kan også frygte, at alle de mange vidnesbyrd om den grusomme og udspekulerede mangfoldighed af modstand, som den fri presse møder rundt omkring i verden, ikke rigtig lagrer sig blandt danske beslutningstagere.
Og man kan frygte, at konferencen mest af alt kommer til at fremstå som spild af tid for de tilrejsende – og en undskyldning for at udviklingsministeren kunne sole sig i at uddele en pose penge.
Det ville ellers have været nærliggende – og klædeligt – hvis udviklingsminister Mogens Jensen havde vendt rundt på rækkefølgen af aktiviteter: Konference med inputs fra de lokale eksperter først efterfulgt af beslutninger om respons. Derved kunne man have sikret sig, at dansk mediebistand har legitimitet og opbakning blandt dem, vi forsøger at hjælpe.
Havde man lyttet, ville Rana Sabbaghs ønsker næppe have ført til væsentlige ændringer i dansk udenrigspolitik. Men måske var en dyr og muligvis dødfødt radio/tv-station i Østeuropa blevet droppet, for det er angiveligt ikke en blomst, der er dyrket i de østeuropæiske pressefrihedsforkæmperes have.
Fremfor alt ville man have været tvunget til at forholde sig til alle de ’nye’ udfordringer, der presser ytrings- og pressefriheden rundt omkring i verden og som ingen rigtig har fundet noget klart modsvar på endnu. Det gælder f.eks. den truende media black out i Yemen, som Walid al-Sakkaf fortalte om, og om de udspekulerede lovreguleringer om alt andet end medier, som langsomt er ved at kvæle online medier i Hviderusland. Hvis ikke de bliver adresseret snart, risikerer disse typer benspænd at brede sig.
Under alle omstændigheder ville man, hvis man lyttede, have hørt det ønske, som stort set alle tilrejsende medie- og ytringsfrihedseksperter gav udtryk for på denne danske, globale mediekonference: At løsningerne skal findes ’on the ground’ og i tæt samarbejde med de medier og journalister, hvis professionelle vilkår, man ønsker at forbedre.
Lotte Dahlmann er freelancejournalist
