Kommentar af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt
I mange nordafrikanske og arabiske lande har det ”Arabiske Forårs” krav om demokrati og økonomisk omfordeling lydt højest fra de unge.
Pressen har dækket protesterne i Egypten, Libyen og Tunesien tæt.
Men også det marokkansk-besatte Vestsahara har oplevet et ”forår”, hvor især de unge kræver at Vestsaharas befrielsesfront, Polisario, fører en mere konfronterende linje overfor Marokko, samt at de unge får mere indflydelse på Vestsaharas eksilregering, der i over 30 år har opereret fra flygtningelejre i ørkenen i nabolandet Algeriet.
Nogle unge taler endog for igen at gribe til våben, da de ikke mener at den fredelige tilgang gennem FN, der har været ført siden våbenhvilen i 1991 mellem Marokko og Vestsaharas oprindelige befolkning, Saharawierne, fører til noget.
De unges Saharawiers frustration er ikke blot en problem for dem selv eller Marokko, men også for en hel region der ligger lige på den anden side af Middelhavet.
Så hvis man i Europa ikke tager konflikten alvorlig på baggrund af den ulovlige besættelse eller Marokkos gentagne menneskeretsovertrædelser overfor Saharawierne, bør man gøre det fordi man ikke ønsker en optrappet konflikt eller krig, med de dertil hørende flygtningestrømme, lige syd for EU’s grænser.
Det var i lyset af denne tilspidsede situation at Polisario i slutningen af december holdt sin 13. kongres med over 2.000 delegerede, herunder 300 udenlandske ambassadører, politikere, NGOer m.m. fra bl.a. Spanien, Europa-parlamentet, Sydamerika, Sydafrika, og den Afrikanske Union.
Kongressen sendte blandt andet et brev til Marokko, hvori man opfordrede til ”refleksion over mere end 36 års besættelse af Vestsahara, der har undermineret Marokkos egen udviklingsmuligheder, og landets integration i Maghreb-regionen”.
Man erklærede også, at Vestsaharas tidligere koloni-magt, Spanien, der reelt serverede Vestsahara på et fad for Marokko i 1975, ”er medansvarlig for situationen i Vestsahara”, i et brev til Spaniens statsminister Mariano Rajoy.
Kongressen, der vedtager retningslinierne for Polisarios politik i de næste fire år samt vælger Polisarios ledelse, viste dermed med al tydelighed, at man ønsker mere handling fra de implicerede parter.
Ønsker er at sikre den FN-sanktionerede folkeafstemning om landets tilhørsforhold, som Marokko har forhalet siden den skulle have været holdt i 1992, og som med al sandsynlighed vil føre til Vestsaharas uafhængighed.
”Der var til tider divergerende opfattelser om ideer og planer under kongressen, som det ofte er i frie, ærlige, og demokratiske diskussioner”, siger Polisarios repræsentant i Danmark Abba Malainin, som var med til kongressen, ”men der var hele tiden enighed om det centrale spørgsmål, nemlig Saharawiernes ret til selvbestemmelse og uafhængighed”.
Kongressen imødekom de unges krav om en mere konfronterende linie ved at styrke de unges deltagelse i den politiske beslutningsproces – bl.a. blev præsidenten af Saharawiernes nationale studenterråd valgt ind i af Polisarios ledelse.
Desuden har man fra Polisarios side sikret at man ikke til stadighed forlader sig på de igennem mange år frugtløse FN-forhandlinger.
”Indtil videre fortsætter man forhandlingerne gennem FN”, siger Abba Malainin, ”samt styrker den fredelige Intifada i de besatte områder af Vestsahara.
Men samtidigt styrker vi også Saharawiernes hærs kapacitet, selvom en militær løsning altid vil være en sidste udvej for os.
Kongressens slutdokument erklærede derimod, at ’den fortsatte Marokkanske besættelse er en medvirkende årsag til spændingerne, samt en trussel imod fred, sikkerhed, og stabilitet i regionen.’”
Såfremt vi i Danmark og Europa ønsker at undgå at denne ”sidste udvej” bliver uundgåelig fordi de unge Saharawier, ligesom andre unge i Nordafrika, føler de intet har at tabe, bør vi altså være langt mere lydhøre overfor Saharawiernes krav til os ved kongresser som denne.
Her krævede man nemlig blandt andet at firmaer – heriblandt danske – må respektere international lov, ”ved ikke at være direkte eller indirekte involveret i tyveriet af Saharawiernes rigdomme”.
Og her kunne den nuværende danske regering i første omgang starte med at presse på for at EU ikke forlænger den fiskeriaftale med Marokko, som ulovligt tillader europæiske fiskere at fiske ud for Vestsaharas kyster.
Den tidligere VK-regering stemte senest imod en forlængelse af denne fiskeriaftale, men den nuværende regering gav den 20. januar grønt lys for, at EU kan forhandle en ny fiskeriaftale med Marokko på plads.
