Af Eva Rasmussen
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktion
Der hersker ingen tvivl om, at Daniel Ortega har vundet præsidentvalget i Nicaragua, men det retfærdiggør ikke de uregelmæssigheder, der fandt sted 6. november.
Det slår EU’s observatørgruppe fast i en foreløbig rapport om valgforløbet i det mellemamerikanske land. Blandt andet kritiserer rapporten, at oppositionspartiet Det Uafhængige Liberale Parti, PLI, ikke fik mulighed for at stille med tilforordnede på 15 procent af valgstederne.
Uregelmæssighederne betegnes i rapporten som ”alvorlige” eller ”meget alvorlige”. Blandt dem nævnes annulleringen af ”overdrevent mange stemmer”, når der var tvivl om, hvor vælgeren havde sat sit kryds.
EU’s endelige rapport om valget ventes klar i januar og vil formentlig indeholde anbefalinger om, hvordan valgprocessen kan blive mere gennemskuelig og neutral.
Carter Centret
Carter Centret, der blev udelukket fra at deltage i den officielle valgobservation, sendte en lille gruppe trænede medarbejdere, der observerede valget uden for valgstederne.
Gruppen er enig med EU om, at der ikke kan herske tvivl om, at Daniel Ortega er valgt som præsident, men kritiserer ligesom EU forløbet af valget. Det kan ifølge Carter Centret få konsekvenser for den demokratiske regeringsførelse i landet.
”Det er foruroligende, at et land, der er i social og økonomisk fremgang har tilladt, at dets demokratiske institutioner eroderer”, skriver centret i en pressemeddelelse, der fortsætter:
”Regeringen har arbejdet for at tilfredsstille befolkningens basale behov. De foreløbige valgresultater peger i retning af, at vælgerne ønsker, at den politik fortsætter.”
Såvel EU som Carter Centret kritiserer, at Daniel Ortega stillede op, trods grundlovens bestemmelser om, at en præsident ikke kan stille op 2 gange i træk og aldrig mere end 2 gange.
Krav om åbenhed
MRS, der i 90´erne blev stiftet af Ortega-kritiske sandinister, kræver ligesom den dominerende arbejdsgiverforening COSEP, at alle dokumenter fra hvert eneste valgsted bliver offentligt tilgængelige, sådan som det skete efter valget i 2006.
Præsidentvalgets taber Fabio Gadea, der opnåede 31,6 procent af stemmerne mod Ortegas 62,6, kræver omvalg.
Siden valget har sammenstød mellem sandinister og liberale kostet 5 mennesker livet. 4 var liberale, 1 sandinist.