Disse ti nationer får mest i klimastøtte af EU:
1. Tyrkiet
2. Etiopien
3. DR Congo
4. Serbien
5. Kenya
6. Marokko
7. Djibouti
8. Egypten
9. Fillipinerne
10. Somalia
Kilde: INCA Consult/Folkekirkens Nødhjælp
Indsatsen mod klimaforandringer er afhængig af, at de fattige lande modtager støtte til deres klimatiltag.
Det er bl.a. skrevet ind som krav i Paris-aftalen, at rige lande bidrager med milliarder til den grønne indsats i Syd.
EU kalder sig selv verdens største bidragsyder af klimafinansiering, men den klart største portion af de mange milliarder er endt i Tyrkiet.
Det viser en undersøgelse af Hans Peter Dejgaard og Jonas Appelt fra INCA Consult foretaget for Folkekirkens Nødhjælp.
”Det er trist, at en så stor del af klimapengene går til Tyrkiet. Der er ikke nogen tvivl om, at Tyrkiet har brug for penge til grøn omstilling, men spørgsmålet er om de skal tages fra de klimapenge, der var tiltænkt fattige og sårbare lande”, siger Mattias Söderberg, klimarådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp.
Kun fire af de ti nationer, som modtager mest klimastøtte fra EU, hører til blandt de mindst udviklede lande. Ud over Etiopien er det Djibouti, DR Congo og Somalia.
Ikke blandt de fattigste lande
Tyrkiet er absolut ikke blandt de mest økonomisk nødstedte lande i verden. Den store nation på grænsen mellem Europa og Asien er med i G20, sammenslutningen af de 20 største økonomier i verden.
Alligevel har tyrkerne modtaget over 300 millioner Euro (over 2,2 milliarder danske kroner) i klimastøtte i perioden fra 2010 til 2015.
Nummer to på listen, Etiopien, har modtaget lidt under 150 millioner Euro (omkring 1,1 milliard i danske kroner) i samme periode. Det er altså under halvdelen af bidraget til Tyrkiet.
Det fremgår af INCAs undersøgelse.
Til sammenligning har Tyrkiet en bruttonationalindkomst per indbygger på 11.230 dollar, mens Etiopiens selvsamme i dollar ligger på 660. Der er tale om tal for 2016 fra Verdensbanken.
Et omdiskuteret emne
Klimafinansiering har længe været et omdiskuteret emne i FN’s Klimaforhandlinger. I modsætning til Kyoto-aftalen – den tidligere internationale klimapagt – er de fattigste udviklingslande med Paris-aftalen forpligtet til at gøre en indsats. De er så til gengæld blevet lovet støtte til deres tiltag.
Mange af de allerfattigste lande argumenterer for, at de bliver ramt hårdt af klimaforandringerne og i forvejen har udfordringer med bl.a. fattigdom.
Det har formanden for gruppen af de mindst udviklede lande (LDC-landene), Gebru Jember Endalew, pointeret adskillige gange.
”Som de 47 fattigste lande i verden, må vi løfte vores folk ud af fattigdom og samtidigt opnå en bæredygtig udvikling uden brug af fossile brændstoffer – en unik udfordring uden fortilfælde. Global solidaritet og støtte fra det internationale samfund er helt afgørende for LDC’erne for at gennemføre vores ambitiøse klimatiltag og beskytte vores folk mod de ødelæggende konsekvenser af klimaforandringer, som allerede gør deres indhug”, lød det fra den etiopiske formand før den seneste runde af klimaforhandlinger i november.
Manglende definition
I selve teksten i Paris-aftalen er der dog ikke nogen nærmere definition af klimafinansiering, da landene ikke kunne nå til enighed om en passende formulering. Derfor er der stadig hårde diskussioner om, hvordan pengene skal tælles og hvordan de skal uddeles.
Mattias Söderberg påpeger, at EU ikke bryder nogle regler med fordelingen af bistanden.
”Formelt set er der nok ikke et problem, da EU’s regler for hvad der må tælle med som klimapenge er meget fleksible. Men hvis man spørger de mange u-lande, der har presset på for at få aftalerne om klimapenge vedtaget i FN regi, så vil der nok blive hævet et øjenbryn eller to. Og selv om det formelt set er ok, så er det skuffende, at et relativt rigt land får så mange penge sammenlignet med de fattigere lande”, forklarer klimarådgiveren.
”Det står tydeligt i aftalerne at pengene skal bruges på at hjælpe ulandene med de klimaudfordringer de har, og man kan sagtens diskutere, hvorvidt Tyrkiet er et uland. Jeg tror ikke, at de selv vil sammenligne sig med fattige lande som Zambia, Etiopien eller Nepal”, fortsætter han.
100 milliarder dollar årligt
Ifølge de internationale aftaler skal klimastøtten udgøre 100 milliarder dollar årligt fra 2020. Undersøgelsen viser, at EU’s klimastøtte er steget. I 2016 udgjorde midlerne fra EU-Kommissionen og Den Europæiske Udviklingsfond i alt 2,7 milliarder Euro (omkring 20 milliarder danske kroner). Det er en stigning fra 1,5 milliarder Euro (11 milliarder DKR), hvilket i forvejen var en fordobling af gennemsnittet i perioden 2010 til 2014.
37% af den samlede klimastøtte fra 2010 til 2015 gik til gruppen af mindst udviklede lande.