Der er tale om unge mestre fra Mali – og Danmark – som har skabt en hybrid, der vækker noget så sjældent som respekt hjemme, hvor det tæller, nemlig i Mali, og i særdeleshed til de berømte Dimanches à Bamako, som jo med det blinde par Amadou & Mariam’s ord er Le Temps de Marriage.
Oversat til dansk er det om søndagen, man bliver gift i Bamako, Malis hovedstad, og dansk/maliske Faratuben er på rekordtid blevet et af de orkestre, menigmand ringer efter, når besættende musik med appel til hofter og fødder er det eneste saliggørende.
Funky grooves mellem Aarhus og Bamako
Lad os lige se på navnet: Faratuben. Der er jo både sorte og hvide i orkestret, og på bambara, som er sproget, mange taler i Bamako og det centrale Mali, betyder Farafin sort, mens Toubabou betyder hvid.
Det Jyske Musikkonservatorium har i en årrække haft et nært samarbejde med kollegaerne i Bamako, der ligger i højderne over hovedstaden ved Nigerfloden, og i den lange version hedder ikke mindre end Conservatoire des Arts et Métiers Multimédia Balla Faséké Kouyaté, mens det i den korte og mere spiselige form simpelthen hedder CAMM.
Primus motor i det samarbejde er vicerektor ved det jyske konservatorium, basunisten Keld Hosbond, som selv har spillet en masse i det kreative miljø, der udsprang fra Aarhus Musikskole. Keld har i den forbindelse spillet en årrække med navnkundige Mek Pek Party Band. Nu om dage spiller Keld Hosbond meget med sine to sønner, som har haft snuden dybt ned i den smittende highlifemusik fra Ghana og lige pt. tegner et af de mest spændende reggaebands i kongeriget. Men det er en anden historie.
For det er Faratuben, det drejer sig om. Samarbejdet har betydet, at musikere/elever er blevet udvekslet mellem de to steder, og nogle af de mest lærenemme fra Danmark har været de dygtige Jacob De Place og Mikas Bøgh Olesen, som sammen med lokale rødder fra det specielle Bobo-folk og konservatoriet, har dannet et band, som ikke har sin lige.
Bobo-folk er ofte kristne, og har derfor deres udgangspunkt i kirken, som er meget vigtig som samlingspunkt i Mali. Vi snakker altså om folk, hvor en solid gospelmusik danner en semi-europæisk liturgisk underskov, men er rytmisk sprællevende og desuden med alskens hints til Malis store stjerner, ikke mindst til Salif Keita med smittende sang. Man hører det hos den unge forsanger, Sory Dao, som simpelthen er et fund, og de dybt funky grooves, som ikke mindst peger hen mod det afrobeat-influerede orkester, Mikas Bøegh Olesen også spiller i, og med hvem han for nogle år siden vandt en jazzgrammy i Danmark.
Dykker dybt
Nu er der mange, der er fascineret af musikken fra Mali, hvad enten det er ørkenens blues med salig Ali Farka Touré og Ry Cooder, der med glidende drømmeguitarer guider dig ad Nigerflodens vande mod Timbuktu, eller den ligeledes Danmarks-aktuelle Oumou Sangaré, divaen fra Wassoulou, med start-stop synkoperne på kalabasharpen, der spøger.
Det sjældne ved de danske gutter er, at dels er de stadig unge, og dels går de ind i selve det afrikanske maskinrum, nemlig rytmerne, og kommer ud på den anden side med respekt fra afrikanerne, som det er sket for Jacob De Place og hans næsten arrogant nonchalante måde at ramme lilletrommen lige den brøkdel af et sekund for sent; den brøkdel der gør hele forskellen mellem elev og mester, bare spørg Charlie Watts fra Rolling Stones, som har skabt sig en hel karriere på at komme herligt for sent med beatet, og derved skabe magien, der gør hele forskellen.
Dertil kommer, at orkestret har scoret en virkelig mester på den afrikanske marimba, balafonen. Kassim Koita er voldsomt eftertragtet, men han må elske gutterne, for han er her fortsat og spreder virtuost guld på alle tracks. Jeg hang en del ud med dem sidste sommer, da de var på tur i Danmark, og de synes at kunne lide mødet, som vi kan lide at udforske Mali.
Dertil kommer, at de dygtige lærere i Aarhus blandt andet gennem fjernundervisning over nettet har lykkedes med at lære eleverne i Mali et og andet om arrangement, og det er spændende at snakke med de unge, som nok skal blive nogle af dem, der kommer til at tegne fremtiden i landet, der trods de mange forsøg på at undertrykke musik med konservativ islam som argument, synes herligt helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Musik er bare beatet og sjælen i det herlige vestafrikanske land.
Folk har opdaget det i Mali. Altså at Faratuben med deres unikke hybrid er det nye sort. Jeg ville lægge vejen forbi Borgergade og se, hvad de kan gøre ved boghandlen med så megen sans for det globale.
