Dansk fagbevægelses organ for udviklingsbistand, Ulandssekretariatet, er ikke i tvivl: Danmark må fortsat være repræsenteret med en ambassade i verdens farligste land for fagligt aktive, Colombia i det nordlige Sydamerika. “Udenrigsministeriet bør stille skarpt på Colombia”, hedder det.
Det er konklusionen i en ny rapport, som Ulandssekretariatet har begået. Den understreger betimeligheden af at styrke fagbevægelsen og lønmodtagerne i den fredsproces Colombia gennemgår efter 50 års væbnet konflikt med guerillahære.
“Udenrigsministeriet overvejer lige nu, hvor Danmark fremover skal repræsenteres i udlandet. Ambassader skal lukkes, nye åbnes, og Danmark skal prioritere lande med store muligheder for samhandel. Udenrigsministeriet bør stille skarpt på Colombia”, anføres det.
Efter 50 års væbnet konflikt er Colombia i dag tættere end nogensinde på en fredsaftale mellem regeringen og oprørsbevægelsen FARC. Samtidig oplever Colombia så stor økonomisk vækst, at landet har den tredje hurtigst voksende økonomi i Latinamerika.
Men Colombia har også store problemer med fattigdom, ulighed og over-trædelser af menneske-rettighederne.
“Skal freden lykkes, må civilsamfundet styrkes. Det gælder ikke mindst fagbevægelsen, som er afgørende for at sikre fredsprocessen og demokratiet. Flere internationale organisationer konkluderer i en ny rapport for Ulandssekretariatet, at Colombias fagbevægelse har brug for støtte”, fremgår det af en presseudtalelse fredag.
Man kan læse Ulandssekretariatets rapport om Colombia på
http://www.ulandssekretariatet.dk/sites/default/files/uploads/public/PDF/Colombia_rapport/colombia_rapport_2013.pdf
DOKUMENT
“Den colombianske fagbevægelse og dansk samarbejde”
Resumé /sammendrag af rapporten
Colombias fagbevægelse står over for store udfordringer i den kommende tid i forsøget på at forbedre arbejdsvilkårene for millioner af arbejdere.
Arbejdsmarkedsforholdene er ikke enestående for Colombia. Lignende forhold ses i de fleste latinamerikanske lande, men i Colombia er situationen på arbejdsmarkedet påvirket af flere eksterne forhold, som ikke ses i samme grad andre steder i regionen:
Det gælder f.eks. vold mod fagforeningsledere og medlemmer, omfattende antipati mod fagforeninger i samfundet og mange arbejdsgiveres voldsomme modstand mod arbejdernes forsøg på at danne fagforeninger.
Samtidig bidrager den voksende uformelle økonomi (en af Latinamerikas største) og nye kontraktformer til, at fagforeningsaktivitet vanskeliggøres yderligere.
Præsident Juan Manuel Santos har, siden han blev valgt, sat en galopperende udvikling i gang.
Colombia har nu den tredjestørste vækstrate (vækstøkonomi) i Latinamerika og kæmper med Argentina om at blive den tredjestørste økonomi i regionen efter Brasilien og Mexico.
Colombias mange nye frihandelsaftaler og udenlandske investeringer i en række produktive sektorer har fremskyndet Colombias behov for at forbedre menneskerettighederne og særlig arbejdstagernes rettigheder.
Colombia er det land i verden, hvor flest fagforeningsfolk bliver dræbt. Således er 63 procent af det seneste årtis registrerede drab begået på fagligt aktive.
Fredsforhandlingerne, der er indledt mellem den colombianske regering og guerillagruppen FARC, har skabt store forventninger. Fredsprocessen vil være rammen for de kommende års politiske og økonomiske udvikling i Colombia.
Gennemførelse af de mange nye reformer og de kommende fredsaftaler kræver, at alle samfundets aktører deltager aktivt, og fagbevægelsen vurderes af mange iagttagere som en afgørende, demokratisk aktør i fredsprocessen.
Fredsprocessen vil betyde begyndelsen på en ny historisk periode, der for første gang i over 50 år vil være uden guerillagruppernes væbnede kamp og afsmittende effekt på hele samfundet.
Guerillaens medlemmer vil som følge af de kommende fredsaftaler blive inkorporeret i det politiske system som nye, demokratiske aktører.
Årtiers voldsomme forfølgelse af fagbevægelsen og krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder har resulteret i, at Colombia har en ekstremt lav organiseringsgrad, en af de laveste i regionen.
Den interne væbnede konflikt gennem fem årtier har også i høj grad øget den politiske polarisering af samfundet, og fagbevægelsen er ingen undtagelse.
Der eksisterer fortsat i Colombia et udbredt negativt billede af fagforeninger og deres medlemmer og ledere. Fagbevægelsen har gennem årtier været udsat for en omfattende stigmatisering (her: læggen for had, red.), som mange medier og den offentlige opinion har videreført.
Der hersker en generel anti-fagforeningskultur, som holdes i live af mange af de store, private firmaer og private medier. Typisk er der blevet sat lighedstegn mellem fagforeningsmedlemmer og guerillaen.
Forfølgelse og drab er ifølge eksisterende oplysninger først og fremmest foretaget af paramilitære grupper, men også guerillaen, statsansatte og private har været involveret. Som led i retsopgøret under fredsprocessen kræver fagbevægelsen retsforfølgelse af de ansvarlige.
Samtidig er den traditionelle fagforeningsstruktur blevet en hæmsko for udvikling af nye faglige organisationer, og der er brug for en omstrukturering fra virksomhedsbaserede fagforeninger til brancheorganisationer.
Mangel på hurtig omstillingsevne i de eksisterende fagforeninger og fortsat politisk polarisering svækker dem yderligere.
Det foregår i en tid, hvor nye produktionsmåder dukker op, distribuering, kommercialisering og frihandelsaftaler, ny teknologi, nye kontrakttyper og fleksible forhold mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.
Samtidig er den colombianske stat stadig skrøbelig, hvilket giver plads til, at volden mod fagbevægelsen fortsætter, og den høje straffrihed ikke reduceres.
Den sociale dialog og trepartsforhandlinger er svag og kan ikke styrkes, uden at andre samfundsaktører – herunder medierne – samtidig begynder at ændre på det generelle, negative billede af fagforeninger.
Ligeledes bør den colombianske regering vise fremskridt i håndhævelsen af de ILO-konventioner, som Colombia har underskrevet, og som handler om de grundlæggende rettigheder på arbejdsmarkedet.
Herunder forhandlinger inden for den offentlige sektor, strejkeretten og ikke mindst retslige og proceduremæssige aspekter vedrørende arbejdernes ret til at organisere sig og forhandle fælles overenskomster.
Disse juridiske og administrative barrierer er en af de helt store forhindringer for faglig aktivitet i dag, ifølge mange iagttagere.
Fagbevægelsens egne medlemmer, arbejdsministeriet og politiske aktører samt internationale observatører fremhæver, at fagbevægelsen har brug for at blive styrket og øge sin kapacitet både lokalt og på landsplan for at kunne udøve afgørende indflydelse på Colombias nye fredsproces og hermed forbedring af arbejdstagernes rettigheder.
(slut)
