Faratuben er en meget speciel fisk. Har ikke helt sin lige, opstået som den er på en klub i Mali i 2016, hvor unge ligesindede fra Mali og Danmark fandt ud af, at de kunne lave noget helt nyt sammen. Med anerkendelse på scenen i Bamako og med et album i bagagen er de nu på deres anden sommerturné i Nordeuropa. Mandag aften besøgte de den globale boghandel, Tranquebar, som i dagens anledning var et intenst spillested.
Rytmisk væld af lag
Der har været et par udskiftninger i orkestret, og til det bedre, synes jeg. En ny dansk bassist er nu med og sammen med den smågeniale trommeslager, Jakob de Place, tegner han en meget præcis rytmegruppe, hvor meget handler om den utrolige præcision i trommeslagerens højre fod. For det er godt nok mange usædvanlige rytmer, der tager afsæt i den fod og den stortromme.
I det usædvanlige trommesæt er endvidere de to trommer, der udgør det traditionelle sæt kaldet dundunba. Og endelig skal nævnes det store fund, som er den dygtige Kassim Koita på balafon, den vestafrikanske marimba, som han har to af, som der veksles mellem, alt efter om skalaen skal være heptatonisk eller pentatonisk.
Orkestret har fra starten insisteret på at spille en musik, der har rødder i Bwa- eller Bobo-musikken og rytmisk har et væld af lag og spændende breaks, mens de samtidig spiller en medrivende afrikansk popmusik, der i høj grad samler sig omkring den lidt kejtet-generte forsanger, Sory Dao.
Han kæmper stadig med mikrofonteknikken, så hans indsats går på en gang fra en gang mumlen i skægget til klare udmeldinger, når den smukke stemme foldes helt ud. Her aner man, at det er et særligt, men også uslebent talent, som det dansk-maliske band har scoret.
Sory Dao, forsanger i Faratuben: kejtet/genert, men dog effektiv.
Foto: Torben Holleufer.
Glimrende formidler
Orkestret spillede to sæt, og specielt andet sæt var virkeligt godt, en komprimeret sag, som en del af hittene fra debutpladen kom som perler på en snor, og hvor tre af musikerne, Dao, Dieudonne Koita og Mikas Bøgh Olesen sprang ned på gulvet og gav sig i gang med en lokal dans, der havde en del til fælles med den sabar-tromme-stil, som især den danske keyboardmand og lejlighedsvise guitarist har dykket seriøst ned i. Ligesom samme Mikas, som ligesom trommeslager Jakob de Place har gået på Det Jyske Musikkonservatorium med udstrakte studier i Bamako i Mali, var en glimrende formidler, der tålmodigt indførte publikum i den musik og de budskaber, de formidler. Det var især i første sæt.
Gudskelov var der masser af musik, med Kassim Koira’s usædvanligt rappe spil på balafonens træstykker, og et intenst rytmisk flow, komplet med kald/svar-vokal i dynamiske udladninger, hvor der bestemt ikke blev taget fanger.
Tværtimod viste det unge orkester, at man er i en rivende udvikling, og spillestedet kvitterede da også med en omgående invitation næste år samme sted. Men de fortjener også at spille blandt unge, der vil rytmernes fantasi, for de kan under givne omstændigheder overbevise overalt, hvor der er åbne hjerter og dansevillige hofter og fødder.
Stærkt lovende koncert fra orkester, som også kan opleves på fredag i Huset.
