Eksotisk. Bagvendt. Primitivt. Barnligt. Voldeligt. Oversimplificeret. Fælderne, når Afrika skal kommunikeres og formidles er mange, og debatten om, hvordan vi taler om Afrika, er langt fra ny.
Tværtimod lader det til at være en korkpropsdiskussion, som gang på gang bryder overfladen. Senest fredag d. 24. marts, hvor Center for Afrikastudier inviterede til et seminar om emnet – meget passende fra sine nye lokaler på Karen Blixens Plads på Søndre Campus.
Selvom fokus gled lidt undervejs i det tre timer lange og stramme program, var der interessante inputs fra både akademikere, ngo’er og medier.
På med et hashtag
Ben Jones, der er på besøg fra East Anglias universitet hvor han normalt underviser i udviklingsstudier, lægger ud med at snakke om medialiseringen af ngo’er – det vil sige hele den proces, hvormed ngo’er agerer mere og mere som medieorganisationer.
Der er ikke længere snak om ’bare’ at lave udviklingsarbejde, forklarer han. Ngo’erne skal hele tiden tænke deres arbejde ind i en kommunikationskontekst, hvor et projekt skal sælges til globale aktører, tilpasses globale dagsordner og forsynes med hashtags, så de bliver endnu lettere at kommunikere.
”Hvad det vil sige at være en ngo, er under forandring,” siger han og nævner som eksempel ”fattigdomspornografien”, hvor et afrikansk barn iscenesættes sammen med en hvid udviklingsarbejder, hvor hele sceneriet skal illustrere håb og hjælp.
Ingen sugardaddy
Samme kontekst af forandring taler Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier, ind i. Mere præcist mener han, at man kan snakke om to perioder – tiden pre-2001 og tiden post-2001:
”Før 2001 var staten en nøglespiller, og Danmark gav bistandshjælp efter devisen om, at ’bistandshjælp er godt – mere bistandshjælp er endnu bedre.’”
I de år poppede ngo’erne op, og fordi der var nok statsfinansiering til alle, var de ikke så fokuserede på at øge deres medlemsbase. Imens praktiserede medierne holdningsbearbejdning og gav information, så danskerne skulle få en følelse af, at: ’Vi kan klare det; vi kan ændre verden og hjælpe folk’. Fokus var på need to know.
Så kom 2001. Internationalt kollapsede World Trade Center, og nationalt kom Anders Fogh til magten; begge begivenheder fik stor indflydelse på den danske bistandsscene og hele bistandsdebatten:
”Der opstod politisk uenighed omkring bistand og Afrika, og der blev anlagt et mere nationalt perspektiv, hvor man blev interesseret i, hvad der var godt for Danmark,” forklarer Stig Jensen.
Danmark skulle selv have gavn af sin bistandshjælp. Der kom fokus på jobskabelse og sikkerhed, og den danske privatsektor blev kørt i stilling, mens finansieringen til ngo’erne blev beskåret, hvilket sendte dem ud i intern konkurrence.
”De havde mistet deres sugardaddy,” som Stig Jensen siger det, hvilket bliver mødt af latter fra publikum, hvoraf en stor del selv er aktiv i branchen.
På mediefronten betød nye teknologier, at en masse nye medier skød op – til gengæld betød det ikke, at vidensmængden steg. Tværtimod karakteriserer Stig Jensen mediernes dækning af Afrika post-2001 som fragmenteret med fokus på en masse små historier om alt muligt mere eller mindre ligegyldigt.
Need to know blev skiftet ud med nice to know.
Den dælens Danmarksindsamling
Ngo’ernes (manglende) finansiering er oppe at vende flere gange i løbet af eftermiddagen, og snakken kommer til at handle om, hvordan man kan og skal ’sælge’ sit arbejde til danskerne for at skaffe donationer.
Morten Nielsen, der er sekretariatschef hos Afrika Kontakt, mener, at problemet ikke så meget ligger i ngo’ernes kommunikationsafdelinger, som i marketingafdelingerne, der tænker profit ind i alle kampagner.
”Penge er alt,” som han siger.
Særlig tydeligt bliver problemet, da snakken falder på Danmarksindsamling. En håndsoprækning blandt de cirka 50 fremmødte tilhørere viser, at kun en enkelt gav penge, da indsamlingsshowet sidst kørte over skærmen i begyndelsen af februar. Den generelle holdning – både blandt panelister og publikum – er da også, at showet er et ekstremt grelt eksempel på en Afrika-kommunikation på afveje.
Trump trumfer Afrika
Eftermiddagen slutter med Søren Bendixen, der er DRs nye Afrikakorrespondent. En post, Bendixen fortæller, at han har lobbyet for at få etableret i over 10 år. At DR har valgt at få en Afrikakorrespondent er generelt blevet godt modtaget, selvom en del kritik har gået på, at Søren Bendixen får base på Amager – ikke i Afrika.
Selvom snakken egentlig ikke skal handle om det, forklarer han, at det på mange måder ville have givet mere mening, hvis han sad i Paris, da det er en af de byer, der har flest flyforbindelser til kontinentet:
”Det er svært og dyrt at rejse internt i Afrika, selvom der også ville være fordele ved at bo der, men i København er jeg i tæt kontakt med de redaktører, jeg skal sælge mine historier til,” forklarer han.
Søren Bendixen er udmærket klar over, at det er lidt af en opgave han skal løfte. Afrika er stort, og selvom DR har en masse platforme, han kan levere stof til, er det stadig svært at få Afrika-stof igennem.
Samtidig skal han tænke i anderledes formater at formidle stoffet på. For eksempel har han for nylig lavet en quiz om skærpede abortregler i Angola. 9.500 mennesker gættede med; gennemsnitligt svarede de rigtigt på 44 procent af spørgsmålene.
”Hvis det er det eneste fra Afrika, de hører den dag, så er det ok med mig,” siger Søren Bendixen, der dog ikke lægger skjul på, at han gerne så, at der blev plads til mere Afrika-stof, men at konkurrencen om sendetid og spalteplads er hård:
”Trump gør noget nyt hver dag, og så er der valgene i Holland, Frankrig og Tyskland, der fylder,” siger han.
