Kenneth Hansen kommer for sent. Den landsdækkende festival Vinterjazz er i fuld sving, og lige nu arbejder det fire personers store sekretariat nærmest i døgndrift, så det sker, at en aftale ryger i glemmebogen, når man som festivalleder render spidsrod mellem koncerter og pligter hver eneste dag i de tre uger, festivalen sender musik ud over landet.
Vinterjazz er blevet kaldt for Copenhagen Jazz Festivals lillesøster, og med sine omkring 650 koncerter er festivalen da også kun halvt så stor som sommerudgaven – men foregår til gengæld i hele landet. Det er nu hverken antallet af gigs og publikum eller størrelsen på festivalen, der har givet anledning til dette interview – det har derimod Vinterjazz’ særlige fokus på verdensmusik.
Musik fra et andet sted
Begrebet ’verdensmusik’ er for mange en lidt underlig størrelse. Her til lands definerer vi traditionelt verdensmusik som musik, der kommer fra Afrika, Latinamerika, Mellemøsten og Asien, og det er også den definition, der ligger til grund for Vinterjazz’ præsentation af verdensmusikprogrammet, bekræfter Kenneth Hansen. Spørger man ham selv, hvordan han definerer verdensmusik, trækker han lidt på det:
”Hvad verdensmusik er for os er jo egentlig ligegyldigt… Det er jo bare musik fra et andet sted i verden, og det er også derfor, jeg foretrækker at definere verdensmusik som folkemusik, der kommer fra et andet sted, end der hvor man selv befinder sig.”
Som eksempel giver han den store verdensmusikfestival og expo WOMEX, som København var vært for i tre år fra 2009-2011. Til en af de danske åbningskoncerter, blev spillet dansk folkemusik på scenen. Ikke lige hvad den danske gæst ville have forventet at se, men: ”Det er jo så verdensmusik, hvis man bor i Sydamerika – så er det jo super eksotisk,” siger Kenneth Hansen og fortsætter:
”Personligt synes jeg, at verdensmusikbegrebet er en ærgerlig ting. Men når man skal formidle noget, så er man nogen gange nødt til at acceptere, at der sidder folk i den anden ende, som er forholdsvis uoplyste, og så er det, man kan forfalde til at bruge de her lidt bedagede kategorier som for eksempel verdensmusik. For jazz er jo også verdensmusik.”
”Jeg synes verdensmusikken,” – her stopper han kort op og smager lidt kritisk på ordet, griner og fortsætter så – ”indeholder de samme grundelementer, som jazzen gør. Inde i mit hoved er der ikke rigtig forskel. Hvis jeg går ind og hører et band fra Nigeria, så hører jeg temaer eller melodier efterfulgt af lange improvisatoriske forløb. For mig er det jazz. Og jeg kunne godt ønske, at den mere traditionsbevidste del af jazzpublikummet blev udsat for mere af den slags.”
Farvel til Emma Gad-jazz
Netop idéen om at opdage jazzen i andre genrer er omdrejningspunkt for Vinterjazz’ særlige fokus på verdensmusikken. Blandt andet er der lavet en guide, der skal hjælpe publikum til at finde verdensmusikken blandt festivalens 650 koncerter.
Kigger man overordnet set på programmet er cirka 80 procent afsat til jazz i mere traditionel forstand, mens den resterende femtedel er reserveret til ”noget andet”, hvilket også indbefatter verdensmusik. Og det er dette ’andet’, arrangørerne ønsker at gøre særligt opmærksom på, fordi det er til de koncerter, publikum kan få en oplevelse, de ikke havde regnet med:
”Jeg synes, de 20 procent er mindst ligeså interessante som de 80 procent, og derfor bruger vi meget energi på at trække det frem. For det er også dét, der gør, at vores festivaler bliver spændende – at der er noget andet end det, folk forventer. Jeg bryder mig ikke om, at folk hører det, de ved, hvad er, og som de har en forventning til, altså hvor de ikke kan blive overraskede.”
Ved at insistere på, at jazzens forskellige elementer lever i bedste velgående i en mængde andre genrer og ved at invitere disse genrer op på scenen, bliver Vinterjazz samtidig også i en eller anden grad et opgør med den ”stilrene” jazz. Et opgør med den type jazz, der afhænger af rammerne for koncerten, musikernes opførsel på scenen, soloernes længde, og hvornår man klapper.
”Det synes jeg jo ikke er jazz… Det, synes jeg faktisk, er utroligt sådan Emma Gad-agtigt – takt og tone – som jeg bare er træt af, fordi det er med til at fastlåse jazzen, med fare for, at det hele går hen og bliver stiliseret til sidst,” siger Kenneth Hansen.
”Hele grundlaget for, at den genre overhovedet eksisterer, er, at den er innovativ; at den kigger nye steder hen og frembringer nye idéer til, hvordan vi skal leve og være sammen.”
Vinterjazz slutter d.26. februar.
Kenneth Hansen har været festivalleder af Copenhagen Jazz Festival siden 2013 – forinden var han kunstnerisk leder samme sted i ni år.
