Filippinerne: Civile fanget i bykrig

marawi_lake
Marawi og udsigt over Lanao-søen i fredligere tider. Byen har omkring 200.000 indbyggere.
Foto: Hasme333 (CC BY-SA 3.0)
Laurits Holdt

Indbyggere i provinshovedstaden Marawi i den sydlige del af Filippinerne er fanget i deres hjem mens militæret og militsfolk med forbindelse til ISIL kæmper i gaderne. 

Ifølge Røde Kors er omkring 2.000 personer fanget eller tilbageholdt og for nogle vedkommende holdt som gidsler i byen, der er hovedstad i provinsen Lanao del Sur på den store sydlige ø Mindanao.

Kampene har stået på siden 23. maj. Ifølge BBC er der blevet dræbt 100 civile i kampene. Røde Kors oplyser at antallet stiger men kommer ikke med konkrete tal.

Organisationen forsøger at forhandle fri passage for civilbefolkningen og har allerede transporteret 600 ud af byen. Organisationen hjælper desuden nogle af de mange, der selv har forladt byen, med mad og andre basale fornødenheder.

Den krigs-lignende situation begyndte 23. maj, da militæret og politiet forsøgte at fange Isnilon Hapilon, der er leder af den militante gruppe Abu Sayyaf, der er allieret med ISIL eller Islamisk Stat, der har sit udspring i Syrien og Irak.

En gruppe militssoldater, der beskyttede Isnilon Hapilon, tog kampen op mod regeringens soldater og angreb dele af byen, hvor de bl.a. tog civile som gidsler, rapporterer flere internationale medier.

Landets præsident, Rodrigo Duterte, har erklæret hele Mindanao i undtagelsestilstand.