På sin 94-års fødselsdag i juli blev Filippinernes tidligere førstedame Imelda Marcos hyldet med sang og dans på præsidentpaladset i Manila. Sociale medier summede af snak om hendes påklædning (en rød, broderet kjole med de ikoniske sommerfugleærmer), gæstelisten (en række venner og familie) og musikken (hendes elskede Tagalog-kærlighedssange).
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der rapporterer fra hele verden.
I Filippinerne huskes Imelda Marcos som dronningen af kitsch – berømt for sine store smykker og glamourøse påklædning, der var så overdådig, at ordet ‘imeldisk’ blev opfundet for at beskrive hendes særlige æstetik. Hendes mytiske fortælling om at kæmpe (og snyde) sig fra slummen til paladset fascinerer stadig observatører nær og fjern. I en forstad til Manila udstiller et skomuseum 250 par fra hendes berømte skosamling i størrelse 39. En forestilling om hendes dramatiske spurt mod magtens tinder og efterfølgende fald, – akkompagneret af diskorytmer – åbnede i sommers på Broadway i New York.
Imelda og hendes mand, tidligere præsident Ferdinand Marcos, ledte et regime, der anholdte, torturerede og fængslede titusinder af mennesker. De menes at have samlet en formue på ti milliarder dollar, som de skjulte på udenlandske bankkonti og i fonde. Stjålne penge finansierede Imeldas berømte shoppingture, hvor hun købte stort ind af ejendomme på Manhattan, kunstværker og hele kasser med smykker. Da utilfredse borgere afsatte parret og sendte dem i eksil på Hawaii i 1986, mente mange filippinere, at Marcos-familien for evigt var forvist til historiebøgerne.
På trods af hvor usandsynligt deres comeback så ud på det tidspunkt, er det alligevel lykkedes for familien at genvinde sin politiske magtposition i Filippinerne. I 2022 vandt Imeldas eneste søn, Ferdinand Marcos Jr., præsidentvalget med et overvældende flertal. Hans storesøster er senator, en af hans nevøer er guvernør, og hans 29-årige søn sidder i Repræsentanternes Hus, hvor en anden af hans fætre er formand. Adskillige andre familiemedlemmer bestrider også offentlige embeder.
Mange filippinere har tydeligvis glemt fortiden. Men Marcos-familiens genkomst i det politiske landskab har også inspireret en bølge af bøger, film, skuespil og andre kulturprodukter, der kritisk reflekterer over Marcos-æraen. Forgiving Imelda Marcos, den filippinske forfatter Nathan Gos debutroman, er en del af denne kamp om historien.
Et opdigtet møde mellem Filippinernes magtfulde rivalinder
Handlingen udspiller sig i 2000’erne – næsten to årtier inden Ferdinand Jr.’s valgsejr –, og temaet er forsoning, både historisk og personligt. Romanen antyder, at tilgivelse skal søges og fortjenes – at syndere kun kan blive forløst, hvis de erkender deres fejl og gør bod. Marcos-familien har gjort ingen af delene.
Imelda Marcos er påfaldende fraværende fra størstedelen af Gos velskrevne roman, men alligevel gennemsyrer hun fortællingen. Historien udfolder sig i breve, som den døende hovedperson Lito Macaraeg skriver til sin søn, han har mistet kontakten til. I romanen var Lito chauffør for tidligere præsident Corazon “Cory” Aquino. Aquinos mand var en tidligere senator, der i 1983 blev dræbt for at modsætte sig Marcos-diktaturet. Tre år senere steg hun til tops, da Marcos-familien blev afsat.
Den vigtigste del af historiens handling er en lang køretur: Lito husker tilbage til engang, hvor en pensioneret og meget syg Aquino hyrede ham til at køre hende til Baguio, en by i Cordillera-bjergene. Lito mistænker, at han er ved at køre Aquino til et hemmeligt møde, hvor hun planlægger at tilgive sin gamle ærkerival, Imelda Marcos.
I brevene kæmper den selvlærte historie-entusiast Lito med sin meddelagtighed i et ærinde, han anser for at være moralsk forkasteligt. Han mener, at Marcos-familien har skadet landet, og at Aquino begår en fejl ved at tilgive den tidligere førstedame. Samtidig kan han godt se, at for Aquino selv ville tilgivelsen være en frigørende personlig katarse. Han filosoferer over tilgivelsens tvetydighed, den “fantastiske egenskab, der gør filippinerne så varme og åbne, men også tillader os at blive misbrugt, narret og såret igen og igen.”
Mødet mellem de to magtfulde kvinder fandt aldrig sted i virkeligheden. Men den kontrafaktiske begivenhed får Lito til at reflektere over sine egne svigt, især over for sønnen. I takt med historien udfolder sig, bliver det klart, at Lito ikke kun stiller spørgsmålstegn ved det moralske i Aquinos møde, men også kæmper med spørgsmålet om, hvorvidt han selv er værdig til sin søns tilgivelse og forløsning.
Go er en mesterlig fortæller, der elegant væver Litos liv sammen med Filippinernes historie. Nogle gange udfordrer han dog grænserne for vores godtroenhed. Selvom Lito beskriver sig selv som en “fattig, klodset, skaldet fyr, der droppede ud af gymnasiet”, bruger han alligevel ord som ‘synekdoke’ og reciterer fra hukommelsen vers, der er skrevet af en jesuitisk digtermunk i 1800-tallet.
Ved at bruge Aquino som en linse til at reflektere over tilgivelse udelader Go også meget af hendes problematiske arv. I Gos fortælling er Aquino en helgen, der søger frelse, men i virkeligheden var hun en mere kompleks figur. Hun var både et demokratisk ikon og arving til en stor sukkerrørsplantage, hvor familien flere gange modsatte sig alle forsøg på at omfordele jorden til 10.000 småbønder. Hun støttede også en brutal indsats mod et folkeligt oprør, hvor bevæbnede militser terroriserede lokalsamfund, de anså for at være sympatiske over for de kommunistiske rebeller.
Ligeledes lader Gos roman også Marcos-familien slippe for let, da den overser deres rolle i at omskrive historien og skjule deres synder. I stedet giver den filippinerne ansvaret, fordi befolkningen for hurtigt vælger at gå videre i stedet for at dvæle ved fortidens synder. Det er “et vidnesbyrd om den menneskelige ånds uovervindelige vilje til at komme videre,” skriver hovedpersonen Lito. Samtidig erkender han, at det at glemme ikke er at tilgive, og at “det er sandsynligvis er bedre at tilgive uden at glemme” – i det mindste for ikke at gentage fortidens fejl.
Forsoning eller fortrængning?
Lito ser glemsel som overleverens krykstøtte, en balsam til at lindre krigstraumer, kolonisering, udenlandsk besættelse og diktatur. Han opregner, hvad der ellers i store træk er blevet glemt – blandt andet amerikanernes morderiske plyndringer, da de koloniserede landet i begyndelsen af det 20. århundrede, og de amerikanske bombardementer, der i kombination med japanernes massakrer ødelagde Manila under Anden Verdenskrig. Men Lito anerkender også, hvorfor filippinerne fejrede amerikanerne som befriere efter krigen, og hvorfor Marcos-familien blev budt velkommen tilbage til det land, de tidligere havde udplyndret.
Men imperialistiske fremmedmagter og filippinske magtdynastier er ikke kun undsluppet regnskabets time, fodi deres ofre har valgt at glemme. De har også brugt deres magt til at manipulere offentlighedens hukommelse, undgå retsforfølgelse og kvæle kritikiske røster.
Marcos-familien har fokuseret på at skabe myten om sig selv siden 1950’erne, hvor Ferdinand Sr. vandt en plads i Kongressen som en dekoreret veteran fra Anden Verdenskrig. Mod slutningen af hans regeringstid kom det frem, at han havde forfalsket eller erhvervet sine krigsmedaljer på anden ulovlig vis, men da havde han allerede skabt billedet af sig selv som en nationalistisk strongman og leder for det Globale Syd, mens USA dækkede over hans stigende magtmisbrug og støttede hans mere og mere upopulære regime.
I slutningen af 1980’erne finansierede Ferdinand Sr. flere mislykkede kupforsøg mod Aquino-regeringen. Efter hans død i 1989 genopbyggede Marcos-familien langsomt sit politiske bagland, på trods af de stod tiltalt i flere retssager. De brugte deres ressourcer og politiske netværk på at mobilisere deres stærkeste vælgerbaser – først i Ilocos Norte, Ferdinand Sr.’s hjemprovins i nord, og Leyte, Imeldas hjemprovins i ded centrale del af landet.
I 2010 havde Ferdinand Jr., kendt som Bongbong, allerede siddet to perioder i Repræsentanternes Hus og fire perioder som guvernør, da han blev valgt som senator. I 2016 missed han med en snæver margin at blive vicepræsident, men bare seks år senere vandt han præsidentvalget i en jordskredssejr.
Marcos-familiens politiske tilbagevenden blev styrket af den fortælling, familiemedlemmerne havde formet om deres storhed, fald og forestående genopstandelse. De portrætterede diktaturet som en gylden æra og sig selv som uskyldige ofre, der uretfærdigt var blevet afsat af rivaliserende familier fra eliten som Aquinos. I kulørte magasiner, talkshows og på sociale medier – især Facebook – blev familiens smukke anden- og tredjegenerationsmedlemmer glamoriseret og normaliseret, mens sagerne mod deres ophav lå til bedømmelse hos korrupte domstole. Nu socialiserede de udstødte igen med landets rige og berømte.
Populisten Rodrigo Duterte, der blev valgt til præsident i 2016, beundrede den tidligere diktator, og hans undertrykkelse af landets medier og opposition druknede kritikken af Marcos-familien og banede dens vej tilbage til præsidentpaladset. I dag priser en stort set uskadeliggjort presse Ferdinand Jr.’s lederskab, mens Marcos-tilhængere oversvømmer sociale medier med lalleglade tåbeligheder, optager TikTok-danse på opfordring af repræsentanten Sandro Marcos, en af Bongbongs sønner, og genudgiver søsteren, senator Imee Marcos’s, nostalgiske videoer om de første Marcos-år.
Dybe ar fra diktaturet
Men minder – og traumer – kan aldrig slettes helt. Nogle filippinere har endnu ikke tilgivet eller glemt, og jeg kom til at tænke på en af dem, da jeg læste Gos roman. Første gang jeg mødte fotojournalisten Jose Duran var, da vi begge arbejdede som journalister efter Marcos’s fald. Duran er i dag 70 år, men som 25-årig var han en talentfuld maler, studerende ved Filippinernes Universitet og dybt involveret i det Marcos-kritiske undergrundsmiljø.
En nat i 1978 stormede berusede soldater med automatvåben hans lejlighed. Det skete i kølvandet på et valg, hvor Imelda Marcos som spidskandidat havde vundet flere pladser til sine partifæller i et nyoprettet parlament under undtagelsestilstand. Marcos og hendes medkandidater vandt over den tidligere senator Benigno Aquino – Corazons mand, der sad i fængsel på politiske anklager – og kandidater fra både den moderate og radikale opposition. Valget udløste anklager om svindel og demonstrationer. Regimets respons var en omfattende militær indsats, hvor mange radikale, herunder Duran, blev fængslet.
Duran blev ført til hovedkvarteret for militærets efterretnings- og sikkerhedstjeneste, der var berygtet for at have regimets mest brutale forhørsledere. Her udholdt han en uge med natlige forhør, hvor hans urokkelige tavshed fik afhørerne til at vikle elektriske ledninger omkring hans tommelfingre. Ledningerne, der var forbundet til en feltelefon, sendte stød gennem hans krop, hver gang håndtaget blev drejet. Nogle gange trak de ledningerne over hans pande og ansigt, mens de skruede op for strømmen. De spillede russisk roulette med en pistol rettet mod hans hoved. Da han blev tvunget til at spise afføring fra en toiletkumme, tiggede Duran: “Jeg kan ikke, kan I ikke bare tæve mig i stedet.” Forhørlederne efterkom hans bøn, og deres næver regnede ned over hans mave, ribben og hoved.
“De brugte mig som et et stykke legetøj, min smerte var underholdning for dem,” huskede Duran tilbage fra sit hjem på Long Island, hvor jeg besøgte ham i august. Han immigrerede til USA i 2006.
Efter sin løsladelse vidnede Duran og tre andre tilbageholdte i en krigsretssag i 1978. Selvom de officerer, der torturerede dem, blev afskediget og dømt til tvangsarbejde, var to af dem tilbage i tjeneste inden for et år, og kort tid efter blev de igen anklaget for at mishandle fængslede studerende.
Efter regimets fald i 1986 blev Duran hovedsagsøger i flere retssager, der blev anlagt i Hawaii af omkring 10.000 ofre for Marcos-regimets overtrædelser af menneskerettighederne. I 1992 videnede han stolt foran en domstol i Honolulu og præsenterede beviser for regimets overgreb, mens han følte en dyb lettelse ved at genfortælle sine oplevelser. Retten tildelte ofrene to milliarder dollar fra Marcos-formuen. Men familien nægtede at betale, og ofrenes advokater har siden brugt 30 år på at opspore deres finanser rundt omkring i verden, indtil videre uden held.
Til en vens bryllup for omkring 20 år siden befandt Duran sig pludselig i selskab med en af sine tidligere mishandlere, der på det tidspunkt var general. Da han nærmede sig manden, var Duran indstillet på at lade fortid være fortid, og at forsoning måske var mulig. Da deres øjne mødtes, så Duran et glimt af genkendelse, men generalen tilkaldte straks sin oppasser og forlod festen.
Måske kunne han tilgive generalen, overvejede Duran fra sin stue på Long Island, men hvad med Marcos-familien? “Hvis de ikke søger tilgivelse, er det svært at tilgive nogen, der ikke viser nogen anger,” sagde han. “De stjal penge, de lod os lide. Vi har brug for retfærdighed.”
Kampen om historien
To generationer er kommet til verden siden Ferdinand Sr. og Imelda Marcos’s tid. De husker ikke diktaturets brutalitet, kun svigtene fra de efterfølgende demokratiske regeringer. De er ser med kynisme på demokratiet og de liberale eliter, der taler om god regeringsførelse, menneskerettigheder og fattigdomsbekæmpelse, men sjældent har formået at levere på de parametre.
I dag er Marcos-navnet indgraveret i Filippinernes fundament, og det pryder skoler, veje og museer. En by i Ilocos Norte bærer navnet Mariano Marcos, Bongbongs bedstefar. I Ferdinand Sr.’s fødeby står en statue af den afsatte præsident ved siden af dem, der hyldes som kolonitidens vigtigste frihedskæmpere. I 2016 blev diktatoren bisat på kirkegården for nationens helte i Manila. Samtidig bliver de monumenter, ægteparret opførte – brutalistiske strukturer, der skulle symbolisere deres ‘Nye Samfunds’ storhed –, hyldet som deres bidrag til landets kulturarv af tilhængere, der tror på teorien om, at familien var offer for en sammensværgelse mellem USA, den katolske kirke og de liberale eliter.
Imelda har i det store hele trukket sig tilbage fra offentligheden. Hun tilbringer det meste af sin tid i en luksuriøs lejlighed i Manila og spiser søndagsfrokoster med sin søn i Malacañang, præsidentpaladset fra den spanske kolonitid, hvorfra hun selv regerede med sin mand i 20 år.
Da jeg besøgte et nyt præsidentmuseum nær Malacañang i juli, blev jeg mødt af et kæmpe billede af Marcos-familien, der gik op ad paladstrappen i 1969.
“Prøv at se den lille dreng,” sagde guiden muntert og pegede på den unge Ferdinand Jr. på fotografiet. “Han var kun 12 år gammel på det tidspunkt. Hvem havde troet, at den lille dreng efter 50 år skulle gå op ad den samme storslåede trappe og blive den 17. præsident for Republikken Filippinerne?”
Hun guidede gæsterne videre til hans babybilleder. “Så sød og bedårende,” kvidrede hun, og publikum stemte i. Turen sluttede i museumsbutikken, hvor de besøgende købte souvenirs med Ferdinand Jr.’s motiv på alt fra paraplyer til t-shirts, ure til bæretasker og selv små flasker med håndsprit.
Det er tilsyneladende et fåtal, der husker, at en filippinsk domstol i 2018 – efter en retssag, der varede 27 år – kendte Imelda Marcos skyldig i syv anklager om korruption og idømte hende en fængselsstraf på minimum 42 år. Hun er løsladt mod kaution, frigivet på grund af helbredshensyn i hendes fremskredne alder, mens sagen appelleres. Hun har ikke tilbragt én dag i fængsel, og det er usandsynligt, at hun nogensinde kommer til det.
At retfærdigheden skulle ske fyldest, for slet ikke at tale om hvorvidt hovedpersonen skulle angre, virker som vrangforestillinger. “Vores historie er én om sorg uden udsigt til forløsning,” reflekterer Lito.
Kampen for at huske den historie står over for årtiers Marcos-propaganda, de demokratiske institutioners udhuling og det offentlige rums indskrænkning. Men i den kamp bør fiktionsværker som ‘Forgiving Imelda Marcos’ ikke undervurderes, de bidrager også til at kaste lys over diktaturets mørke.
Sheila S. Coronel underviser i undersøgende journalistik på Columbia University. Som journalist i Filippinerne overværede hun Marcos’ fald og overgangen til demokrati.
Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Søren Steensig.