Verdens største enkeltbestand af flodheste er stort set udryddet, rapporterer Verdensnaturfonden, WWF.
For mindre end 30 år siden var der ca. 29.000 flodheste i Virunga Nationalparken i Den Demokratiske Republik Congo, men en optælling i marts og august viser, at der nu kun er 1.300 tilbage, dvs en tilbagegang på 95 procent.
Miljøbeskyttelsesgrupper har først for nylig fået adgang til den smukke park, der befinder sig på FNs Verdensarv-liste. Området har lidt under flere års indbyrdes opgør under borgerkrigen i DR Congo.
WWF siger, at den dramatiske nedgang dels skyldes, at lokale bevæbnede grupper har skudt de store dyr for at skaffe kød, dels at de og krybskytter har nedlagt dyrene for at sælge de værdifulde hjørnetænder på det internationale marked for elfenben.
– WWF frygter for, at medmindre denne ulovlige handel kommer under kontrol og helt standses, vil flodhesten stå foran udryddelse, siger direktøren for WWFs “International Species Programme”, Susan Lieberman.
WWF advarer om, at nedslagtningen af flodheste også har dramatiske virkninger for fiskebestandene, hvad der igen berører den lokale befolknings livsgrundlag. Hundreder af tons vitale næringsstoffer, der dagligt udskilles fra afføringen fra en stor flodehestebestand, finder ikke længere vej til de lokale ferskvandssystemer. Dene gødning af vandet sikrer mange fisk og grønne vækster.
– Flodheste er ganske enkelt meget vigtige for at bevare den økologiske balance, siger Marc Languy fra WWFs Østafrika-program. Alene Lake Edward, der er en del af parken, skaffer mad på bordet til 20.000 mennesker i og udenfor parkgrænsen, som er afhængig af fiskeriet.
Dertil kommer, at flodheste græsser på land om natten og derved, hjælper med at holde landskabet åbent og bane stier for vildtet til vandhullerne.
Virunga er den ældste nationalpark i DR Congo og strækker sig fra Lake Albert i nord gennem Lake Edward til nordenden af Lake Kivu. WWF opfordrer DR Congos nye fælles-regering til at skride ind og sikre Virunga og andre naturværdier fra yderligere ødelæggelse.